Indledning

      Vi vil gøre noget frygteligt ved jer. Vi vil fratage jer jeres fjende. (Georgi Arbatov, sovjetisk USA-ekspert, 1988)

      Vores udfordring i dette nye årtusinde er vanskelig: at forsvare vores nation imod det ukendte, det usikre, det usete og det uforudsete. (Daværende amerikansk forsvarsminister Donald Rumsfeld, 2002)¹

      Arbatov og Rumsfeld udtrykker med 14 års mellemrum henholdsvis en trussel om og en erfaring af orienteringstab efter Den Kolde Krigs afslutning. Denne bog undersøger den militære og sikkerhedsmæssige ordensdebat i de to årtier fra Murens fald i 1989 til i dag, en periode med store, globale transformationer: den sovjetiske supermagts fald og Kinas hastige vækst til fremtidig supermagt, økonomisk globalisering, en stadig mere tydelig klimakatastrofe, krige i eks.-Jugoslavien, folkemord i Rwanda, Congo og Sudan, internettets udbredelse, folkelige opstande i den arabiske verden, finanskrak og ikke mindst terrorangrebet 11. september 2001 ti år efter Murens fald, efterfulgt af krigene i Afghanistan og Irak. Vi har altså et tiår efter Murens fald og inden terrorangrebet samt et tiår efter.

      Første del af bogen vil groft sagt dække tiåret efter Murens fald og koncentrere sig om globaliseringsdiskussionen, anden del hele den efterfølgende tyveårsperiode med fokus på det amerikanske militær, mens tredje del vil have det sidste tiår efter terrorangrebet og frem til i dag med terrortruslens implikationer som sit primære omdrejningspunkt. Målet med alle tre dele er at undersøge, hvorledes denne periode efter Den Kolde Krigs ophør er blevet forstået, beskrevet og forsøgt kontrolleret af forskellige meningsskabere – lige fra militærplanlæggere i Pentagon, kosmopolitter i akademia, politikere på Christiansborg, al-Qaeda i Tora Bora til kommentatorer i den offentlige debat.

      Fokus vil være på Vestens forsøg på at begribe og dominere verdens udvikling, efter at den farlige men genkendelige trussel fra øst forsvandt og nye, mindre synlige trusler syntes at trænge sig frem overalt, et forsøg jeg samler i begrebet sårbarheder.

      Det grundlæggende og fælles tema i bogens kapitler er forholdet mellem sårbarhed og forhærdelse. Argumentet er, at følelsen af sårbarhed fremkalder nogle særlige reaktioner, der kan samles under betegnelsen forhærdelseer, der er forsøg på at immunisere det truede, enten ved rent fysisk at bygge stærkere med armeret beton, stål i stedet for glas etc.² eller – som det i langt højere grad er tilfældet – ved psykisk og særligt ideologisk forhærdelse, der italesætter forståelse, dialog, retsprocedurer etc. som farlige til fordel for villet ignorans, monolog og prioritering af beskyttelse og lydighed over retsbeskyttelse og uenighed.

      Siden 2005 har Beredskabsstyrelsen i Danmark hvert år udgivet en National Sårbarhedsrapport, der gennemgår det forløbne års kriser lige fra større brande, snestorme og oversvømmelser til pandemier og sikkerhed ved internationale konferencer samt forskellige kommuners og institutioners beredskabstiltag. Fornuften i denne samling og bearbejdning af viden er åbenlys, og min interesse i at fremdrage den er kun at gøre opmærksom på, hvorledes samfundet og dets institutioners sårbarhed tematiseres. Det er, vil jeg hævde, del af en større genbeskrivelse af de vestlige samfund som udsatte, hvori dets bærende institutioner og aktiviteter defineres som ‘kritisk infrastruktur’ (se kapitel 9) med fokus netop på samfundets sårbarhed.

      Påstanden er den simple, at sårbarhed fremmer forhærdelse som en overlevelsesstrategi, som vi kan forklare som netop en rationel strategi givet følelsen af sårbarhed, og ikke først og fremmest – som det ofte er sket i kritikken af ‘krigen mod terror’ – som et snu komplot imod politiske modstandere gennem en frygtens politik. En rationel strategi er ikke nødvendigvis det samme som en god eller passende strategi, men vi kan forklare den ud fra den omverdensforståelse, der samles i begrebet sårbarheder. Så, sårbarhed fremmer forhærdelse, men forhærdelse fremmer paradoksalt nok også sårbarhed, idet den manifeste forhærdelse jo netop fremhæver, at der er noget at frygte. Det er som med politibilen, der patruljerer i villakvarteret for at berolige folk, men hvor deres reaktion er, “En politibil? Åh nej, så har der været indbrud også her i vores ellers rolige kvarter.” Sårbarhed og forhærdelse udvikler sig parallelt, og denne bog søger at forstå, hvorledes dette udspiller sig på niveauet for den ideologiske produktion af både sårbarhed og forhærdelse. Eksemplet med politibilen illustrerer også, at det sikkerhedsmæssige er i fokus, hvorfor oplevelsen af et ændret konfliktmiljø er afgørende.

      Meget af litteraturen foretager en historisk reduktion ved at overbetone og singularisere såkaldt ‘konventionel konflikt’ mellem to organiserede, uniformerede og standardiserede militærenheder, der kæmpede på vegne af en suveræn stat.³ Denne krigsmodel har været undtagelsen, såvel historisk som i de sidste to hundrede år, der ellers fremstilles som den moderne krigs periode. Modellen fungerer nu som et sammenligningsgrundlag, hvor den konventionelle krigs påståede symmetri sættes over for nutidens asymmetriske konflikter, hvilket skematisk illustreres af de fire figurer sidst i indledningen.

      Den undersøgte litteratur i første del anvender ofte skematiseringer af konfliktmiljøet som de fire, der er gengivet sidst i indledningen. Fælles for de tre af skemaerne og mange som dem er fremhævelsen af de ikke-statslige voldsaktører og de særlige udfordringer, det giver for en konventionelt organiseret militærstyrke at kæmpe imod en langt mere diffus fjende, end de militære strategier og organiseringer er udviklet til at nedkæmpe. Truslen er blevet mere diffus, og man har blandt andet udviklet et begreb om ‘hybrid trussel’, der stammer “fra enhver nuværende eller potentiel modstander, inklusive stater, ikke-stater og terrorister, der har evnerne, hvad enten de allerede er demonstreret eller sandsynlige, for at anvende konventionelle og ikke-konventionelle midler på en tilpasset og samtidig måde i forfølgelsen af deres målsætninger.”⁴ Den hybride trussel opløser skellet mellem stat og ikke-stat, mellem konventionelle og ukonventionelle midler, mellem krig og terrorisme.

      Krig er ikke længere bare krig. Det har det aldrig været, men konsensus i dag er, at de statslige militærapparater først og fremmest står over for det, der i litteraturen ofte kaldes ‘konflikter mindre end krig’. Ærindet her er ikke at dissekere, hvad krig virkelig er begrebsligt eller aktuelt, men at se på hvorledes krigsforestillinger stresser systemerne og forståelsesskemaerne. Og her tjener den konventionelle krig som grundlaget, på hvilken kompleksitetsforøgelsen fornemmes, hvor forhold som styrkevurdering eller kriges begyndelse, formål og afslutning føles som stadig mere uklare og svært forståelige størrelser. En måde at skitsere kompleksiteten på er ved at fremstille et skema over idealtypiske konflikter baseret på læsning af såvel krigsteoretisk som militærstrategisk litteratur, hvilket fremgår af skemaet over krigens idealtypiske former i appendikset.

       1. GLOBALISERING: FRA 90’ERNE TIL 00’ERNE

      Globalisering var det afgørende begreb i 1990’erne til opsummering af en lang række begivenheder, processer og reaktioner. Bogen indledes derfor med et kapitel, der analyserer debatten om globaliseringen, hvor det vises, hvorledes globalisering ikke bare er noget, der sker, men noget, der fortolkes og formodes. Globaliseringsdiskussionen er afgørende for at forstå rekonstruktionen af de vestlige stater og den globale orden samt opkomsten af den bekymringskultur og kompleksitetslogik (for ikke at sige forvirringslogik), der afspejles og gennemspilles i bogens og periodens behandlede tekster og tænkere. Globaliseringsdiskussionen var stedet for sårbarhedens og bekymringskulturens opkomst i 1990’erne.

      Men det var også tiden for et af de mest offensive bud på en politisering af globalisering, nemlig kosmopolitismen og ideen om en forpligtende global retsorden. Der er derfor to kapitler om kosmopolitismen, et der fortsætter sporet fra globaliseringskapitlet og ser på debatten i og om, hvad kosmopolitisme er og kan, og et andet mere kritisk kapitel, der ser på, hvorledes kosmopolitismen måske ikke var den stærke moddiskurs til statssuverænitet, som mange af dens tilhængere mente og mener, men måske også var et sprog, hvorigennem