Hovedredaktør af serien Verdenslitteratur er Jørn Erslev Andersen.

      Serieredaktionen består af Peter Bugge, Vinicius Mariano de Cervalho, Sebastien Doubinsky, Søren R. Fauth, Steen Bille Jørgensen, Tabish Khair, Elisabeth Anagnostaki Moestrup, Dan Ringgaard, Tine Roesen, Karen-Margrethe Simonsen, Juan Carlos Cruz Suárez, Mads Rosendahl Thomsen og Anne Wedell-Wedellsborg.

      Dan Ringgaard & Mads Rosendahl Thomsen

      INTRODUKTION

      Litteraturteorien udviklede sig med enorm hast fra 1960’erne med knopskydninger af skoledannelser, der på forskellig vis kunne fungere som hjælpende tilgange til litteraturen, eller som vidtrækkende teorier, der befandt sig i et grænsefelt mellem litteratur og videnskab. Strømninger har bevæget sig væk fra forfatteren imod teksten videre imod læseren og tilbage igen, og teorier, som til at begynde med var nybrydende og fremadstormende, er blevet indskrevet i en større teorihistorie, hvor de bidrager til det vokabular og de metoder, som man omgås litteraturen med.

      Teorier udvikles fortsat, men på anderledes vilkår i et landskab allerede fyldt med teorier, der kan videreudvikles og kritiseres. Dekonstruktion var især i 1980’erne en teoridannelse, der med sin evne til at underminere stabile udsagn om litterære tekster fremstod som det sidste store bud på et paradigme inden for litteraturstudier, der kunne overtrumfe alle andre tilgange. Men siden i al fald begyndelsen af 1990’erne har en udbredt pluralisme præget litteraturvidenskaben, og ideen om én teori, der kan sætte en afgørende ny dagsorden, synes ikke længere at være en ambition. I stedet er en række tilgange, der tidligere har præsenteret sig mere dogmatisk, blevet forfinet i en mere pragmatisk ånd i samspil mellem de litterære teksters særegenheder og de kontekster, som de optræder i.

      Den diversitet og pragmatik, der findes i litteraturteorien, præger også litteraturhistorien. Selvom både modernisme og postmodernisme er omdiskuterede termer, har der hersket en vis konsensus om at bruge dem som epokale betegnelser. Den første halvdel af århundredet er uvægerligt forbundet til ideen om modernisme, der i sig selv er en omdiskuteret term, mens perioden fra i al fald midten af 1960’erne sættes i forhold til postmodernismen, der om muligt er endnu vanskeligere at definere. Ikke desto mindre er det disse termer, som igen og igen tegner stregerne op på den litterære boldbane til hen imod slutningen af århundredet, hvor postmodernismen ikke længere synes adækvat i forhold til at beskrive litteraturen eller tidsånden. I stedet har det samlende nøgleord siden den kolde krigs ophør i 1989 været globalisering, et begreb der i mange henseender er væsensforskelligt fra ideerne om modernisme og postmodernisme.

      Først og fremmest kan man ikke tale om, at globaliseringen bygger på et æstetisk program eller på et opgør med æstetiske værdier, sådan som man kan med modernisme og postmodernisme. Globaliseringen har i langt højere grad manifesteret sig som en realitet, som man kan være for eller imod, kritisk eller skeptisk over for, men hvis gennemgribende forandring af tilværelsen ikke står til debat. Modernismen kunne insistere på at overskride etablerede former, eventuelt nedbryde dem til uigenkendelighed og udstille et verdensbilledes sammenbrud, mens postmodernismen eklektisk og ironisk kunne rekonstruere og genanvende noget af det gods, som modernismen smed væk. Men man finder ikke noget lignende program i globaliseringen eller noget behov for et æstetisk opgør.

      Behovet for at forstå litteraturen i globaliseringens tidsalder har derimod affødt en række tilgange, der enten er nyopståede eller videreudviklinger og opdateringer af tidligere tilgange. Fælles for disse er i bredeste forstand et fokus på, hvordan bevægelse præger litteraturen. Det gælder lige fra rejselitteraturen, hvor forfatterens bevægelse er i centrum, over oversættelse, hvor tekstens migration er i fokus, til importen af genrer udefra, som præger lokale litterære kulturer. Det er en række af disse teorier om bevægelse, der på forskellig vis har grebet den udfordring, globaliseringen og en ny verdenslitteratur har stillet litteraturstudiet over for, som vil blive præsenteret i dette andet bind af serien Verdenslitteratur.

      Litteratur i bevægelse

      I Svend Erik Larsens artikel “Verdenslitteratur. Global vision som lokal læsemåde” er det den overordnede modsætning mellem det lokale og det globale, der tages op som central kategori i forståelsen af litteraturen. Den er ikke begrænset til værkers vandringer over grænser, men vedrører også den måde, hvorpå bidder af værker anvendes i nye kontekster, og læsemåden sætter fokus på den meget komplekse og omfattende cirkulation, som litteratur indgår i.

      En af forudsætningerne for litteraturens cirkulation er oversættelse af litterære tekster, og denne aktivitet er på mange måder en undervurderet del af litteraturkritikken. Der er i litteraturkritikken i reglen – og til dels med rette – blevet lagt vægt på originalens større værdi, og en gængs måde at beskrive oversættelser på hævder, at selve det poetiske går tabt i en oversættelse. Men i nytænkningen af begrebet verdenslitteratur har oversættelsens nødvendighed for verdenslitteratur været med til at sætte en ny dagsorden. I værker som Emily Apters The Translation Zone (2006) og David Damroschs What Is World Literature? (2003) anskues oversættelse som konstitutiv for verdenslitteratur, fordi mødet med andre litterære traditioner er afgørende for, at et værk kan prøves af som en litteratur, der har mere end lokal interesse. Samtidig er man også blevet opmærksom på, hvordan studiet af oversættelser er med til at gøre analyser af litteraturen stærkere. Det ses på et sociologisk niveau, hvor studiet af, hvad der oversættes, er en markant markør af, hvilken litteratur der flyder på tværs af grænser. Studiet af oversættelser er en måde at bedrive interkulturel nærlæsning på, som højner bevidstheden om, hvad forskellige sprog, kulturer og litteraturer er i stand til at udtrykke, og hvordan de må strække sig for at kunne rumme andre kulturers værker. Det er netop, hvad Susan Bassnetts bidrag “Oversættelse. Sprog på tværs af tid og rum” tematiserer i en afsøgning af de afstande, som oversættelsen søger at overvinde.

      En anden markant tendens, som gør oversætterens opgave ganske vanskelig, er den øgede forekomst af litteratur, som ikke er skrevet på ét sprog, men som på markant vis lader flere sprog indgå i sit udtryk. Klassiske referencer til denne måde at sprænge nationalsprogets grænser på finder man i T.S. Eliots The Waste Land og James Joyces Finnegans Wake, men det er også markant, hvordan megen ny litteratur praktiserer denne hybridisering. Ingeborg Kongslien skriver i “Translingval fantasi. Nordiske forfattere der skriver på fremmed- eller andetsprog” om de markante internationale strømninger af flersprogede forfattere, som ikke mindst har sat sig spor i den engelsksprogede litteratur. Men hun går også et skridt videre og viser, hvordan den skandinaviske litteratur, især den svenske, bliver influeret af forfattere, som er med til at forny litteraturens udtryk i kraft af den sproglige spænding, som findes mellem deres modersmål og deres nye lands sprog.

      En væsentlig impuls for den fornyede debat om verdenslitteratur ligger i udviklingen af begrebet om postkolonial litteratur, hvor der er fokus på de litteraturer og forfattere, som skriver med udgangspunkt i nyetablerede nationer eller har skrevet litteratur, mens deres land var koloniseret. Den vestlige litteraturs begrænsede udsyn er blevet udstillet af den verden, som disse nye litteraturer og forfatterstemmer har åbnet for, og især inden for engelskstudier har den postkoloniale litteratur vundet indpas. Men en markant tendens i denne litteratur har også været, at det har været forfattere med en flerkulturel baggrund, der er blevet toneangivende, og som i høj grad har skrevet på deres erfaring som migranter. Der har derfor været behov for at udvikle en teori om migrantforfatteren (Frank 2008; Thomsen 2008). Rebecca L. Walkowitz beskriver i sin artikel “Litteraturens sted. Den transnationale bog og migrantforfatteren” en række af de problemer, som en definition af migrantlitteratur kunne synes at indebære. Med særligt fokus på Caryl Phillips’ forfatterskab viser hun, hvordan forfatterens baggrund på flere planer giver afsæt for distinkte litterære strategier, der sætter