Her i stuen får I dog sidde til jer død.

      Ja; katten og jeg, vi får nådsensbrød!

      Gud bedre jer, moer; han, Peer, blev jer dyr.

      Peer? Jeg mener, du er ørsk og yr!

      Ingrid kom jo velberget hjem tilslut.

      Det var ligest, de havde holdt sig til fanden; —

      han er brotsmanden, han, og ingen anden;

      den styggen fristed min stakkars gut!

      Var det ikke bedst, der gik bud efter presten?

      Der står værre til, end I kanske tror.

      Efter presten? Å jo, jeg mener det næsten

      Men nej-Gud om jeg kan! Jeg er guttens moer;

      jeg får hjælpe; det er ikke mer end jeg pligter;

      lage det som bedst, når de andre svigter.

      Denne kuften har de skænkt ham. Den får jeg lappe.

      Gud give, jeg også turde skindfellen nappe!!

      Hvor er hoserne?

      Der, blant det andre skrammel

      Hvad finder jeg her? Å nej, en gammel

      støbe-ske, Kari! Med den har han leget

      knappestøber, smeltet og formet og præget.

      Engang her var gilde, kom ungen ind

      og bad sin faer at få en klump tin.

      «Ikke tin,» sae Jon, «men Kong Kristian’s mynt;

      sølv; det skal mærkes, du er søn til John Gynt

      Gud forlade ham, Jon; men han var nu fuld,

      og da ændsed han hverken til eller guld.

      Her er hoserne. Å, der er hul i hul;

      de må stoppes, Kari!

      Jeg mener, det trængs

      Når det er gjort, får jeg komme tilsengs;

      jeg kender mig så skral og så ussel og klemt —

      To uldskjorter, Kari; – dem har de glemt!

      Ja, rigtig har de det.

      Det træffer sig nemt.

      Den ene kan du tilside lægge.

      Eller hør; jeg mener, vi taer dem begge; —

      den, han har på, er så slidt og tyndt.

      Men kors, moer Åse, det er visst synd!

      Å ja; men du ved nok, presten forkynder

      nåde for den og de andre synder.

      Lås må der være; lås som kan binde

      døren for troldtøj, og mand og kvinde.

      Lås må der være; lås som kan lukke

      for alle de arrige nissebukke. —

      De kommer med mørke; de klapper og banker:

      lukk opp, Peer Gynt, vi er snygge, som tanker!

      Under sengen vi pussler, i asken vi rager,

      gjennem piben vi russler som gloende drager.

      Hi-hi! Peer Gynt; tror du spiger og planker

      kan stænge for arrige nissebuktanker?

      Gud signe dit arbeid. Du får ikke vrage mig.

      Budsendt jeg kommer, og så får du tage mig.

      Solvejg! Det er ikke – ! Jo, det er! —

      Og du blir ikke ræd for at komme så nær!

      Bud har du skikket med Helga lille;

      fler kom efter med vind og i stille.

      Bud bar din moer i alt hun fortalte,

      bud, som yngled, der drømmene dalte.

      Nætterne tunge og dagene tomme

      bar mig det bud, at nu fik jeg komme.

      Det blev som livet var sluknet dernede;

      jeg kunde ikke hertefyldt le eller græde.

      Jeg vidste ikke trygt hvad sind du åtte;

      jeg vidste kun trygt hvad jeg skulde og måtte.

      Men faer din?

      På hele Guds vide jord

      har jeg ingen at kalde for faer eller moer.

      Jeg har løst mig fra alle.

      Solvejg, du vene, —

      for at komme til mig?

      Ja, til dig alene;

      du får være mig alt, både ven og trøster.

      Værst var det at slippe min lille syster; —

      men endda værre at skilles fra faer;

      men værst ifra dem, som ved brystet mig bar; —

      nej, Gud forlade mig, værst får jeg kalde

      den sorg at skilles fra dem alle, – alle!

      Og kende du dommen, som blev læst ivår?

      den skiller mig både ved arv og gård.

      Mener du vel at for arv og eje

      jeg skilte mig fra alle de kæres veje?

      Og ved du forliget? Udenfor skogen

      tør de fakke mig frit, om jeg træffes af nogen.

      På