Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen. Erichsen Ludvig Mylius
Читать онлайн книгу.
to Timers uophørligt Stræb naaede Fiskeren og Holst deres Vagtturs nordlige Endepunkt. Fra en høj Klittop kastede de endnu et forskende Blik ud over Havet og søgte saa gennem et alt beherskende Mørke tværs over en Lyngslette mellem Klitterne og hen til et lille Træskur, som Holst først opdagede, da de var et Par Skridt fra det, men imod hvilket Fiskeren havde stilet i lige Kurs. Vinden hvislede i en Telefonklokke paa Skurets Tag. Der blev pludselig tændt Lys i Skuret, en smal Stribe viste, hvor Dørsprækken var. Fiskeren lukkede op og traadte ind sammen med Holst.
Rummet var knebent. En lille Petroleumslampe brændte med svag Flamme. Der stod to Bænke langs Sidevæggene, og paa Bagvæggen hang Telefonapparatet, til Alarmering af nærmeste Redningsstation i Strandingstilfælde. Paa den ene Bænk laa en Mand udstrakt med svedigt Haar i Tjavser ned over en dampende Pande, han havde lettet lidt ved sin tunge Paaklædning, spændt Remmen op, som holdt Jakken sammen. Det var Vagtmanden fra Vangsaa, næste Redningsstation nordenfor.
De to nytilkomne satte sig efter en kort Hilsen sammen paa den anden Bænk. De løsnede Klæderne. Holst fik Tørklædet af Halsen, Frakken knappet op, Skjortelinningen krænget ned. Han stønnede af Varme og Træthed, han følte sig forslidt som et Udgangsøg. Det var lunende dejligt at falde til Hvile her under tæt Tag, mens Vejret lavede Musik udenfor.
Den liggende Fisker saa spørgende fra Holst til den anden Fisker.
»Han bor ved Præstens, den her Mand,« oplyste omsider Vorupør-Fiskeren.
»Saa-aa,« sagde Vangsaa-Manden og grundede videre.
»Det er en drøj Tur,« sagde Holst lidt efter. Hans Stemme lød ham saa underlig afmægtig; der var endnu en Susen og Brummen af Uvejret i hans Øren, saa han hørte daarligst og svagest sine egne Ord, de gnækkede, som naar man trækker et Ur op. Han knasede Sand mellem Tænderne, Læberne var som overtrukne med en Hinde af Salt. Ansigtsmusklerne var ikke til at regere, saa ganske stivnede; hans Kinder, der brændte af Kulde, mindede ham om Bagværk, hvis Skorpe er krympet i for megen tør Varme. Han sad fremdeles og stønnede og tøede langsomt op. Han iagttog med en vis Tilfredsstillelse, at ogsaa Fiskerne var baade trætte og forpjuskede. De sad helt stille.
»Der er Stranding længer sønder,« bemærkede engang Fiskeren fra Vorupør.
»Det mærkes, ja,« svarede den anden.
»Hvor?« spurgte Holst.
»Aa, det er ett godt at vide,« mente begge Fiskerne.
»I Agger!« foreslog den ene.
»Kan være,« tilføjede den anden.
Mere blev der ikke talt i de ti Minutter, Pustet varede.
»Naa, vi skulde nok afsted igen,« blev Fiskerne tilsidst enige om.
Saa blev Lampen slukket, og alle gik ud i den brølende Blæst, med Klæderne pakkede tæt om sig …
De to Timers Vej hjem til Vorupør var for saavidt strængere for Holst end Vejen ud, som han var foraset nu og Indtrykkene ikke ny længer og derfor ikke saa stærkt impulserende. Han stavrede afsted i det trælse Føre af redelig Vilje, stumlede nu og da næsten snublende over en Klægknold eller en særlig tæt Marehalmstue, det forekom ham dog, at Mørket var mere gennemskueligt end før; det var næppe lysere i Vejret men han følte sig ikke blindet nu som straks da han gik fra Vorupør, han havde vænnet sig til Mørket og skimtede af og til Klitformationerne, dog med flimrende Konturer og i urimelig Forstørrelse. Men han var svimmel af Mørke, hans Hjerne generedes deraf. Han foer nervøst sammen nogle Gange, naar en pludselig Lyd eller Bevægelse af uvanlig Art tætved – maaske en Hare, der sprang op – naaede hans Bevidsthed. Hans Laarmuskler nægtede undertiden at lystre Ordre. Højt maatte han løfte Benene for hvert Skridt, og ikke give Slip med den ene Fod før den anden havde solidt Fundament. Han travede de samme besværlige Sving i Terrænet, som da de gik ud. Det var næsten gammelkendt Vej nu. Vejret og Søen, der dundrede ensformigt, bragte ham kun faa nye Forestillinger. En Gang eller to ønskede han sig hjemme i sin Seng. Han var sviende tør i Svælget og vilde gerne drukket en Taar Vand; et Stykke Chokolade eller bare en Bid groft Brød havde været en Oplivelse nu. Men ingenting var at faa. Det undrede ham, at hverken hans Ledsager eller Vangsaa-Manden havde nydt det ringeste i Skuret og intet styrkende haft med paa Vagten. I gamle Dage, før Missionen fik Tag i Egnen, var en saa slem Vagtnat som denne næppe gaaet af i lignende Forsagelse, da vilde Folkene have taget baade fast og flydende Styrkelse med i Lommen. Rimeligvis var den fysiske Spændstighed dog ikke bleven større af Osteskorpe med Dram.
Der faldt efterhaanden en sær ufølsom Resignation over Holst, han kendte godt fra strabaserende Fodture den organiske Mattelse, som skabte Ufølsomheden, men saa gennemgribende træt som paa denne Tur havde han ingensinde følt sig. Han gjorde til det yderste sin Pligt, gik og gik, men uden den aandelige Spænding, som gør selv Strabaserne til en Fest. Han kom til at tænke paa Nansen og Johansen paa deres Nordpolsfærd, naar de uden Ord skridtede de lange, trælsomme Timer over ujævn Ismark; ogsaa hos dem havde den rent legemlige Udholdenhed været præsteret paa den aandelige Vitalitets Bekostning; de havde kendt til Bunds disse Momenter af Hjerne-Inerti, hvor Benene flyttede sig som i en Døs, mekanisk og ustanseligt, mens Tankerne ligesom blundede dybt inde bag Bevidstheden.
Nogle Gange forsøgte Holst at faa en Samtale i Gang med Fiskeren. Det var umuligt, Larmen omkring dem var stadig altfor voldsom, og de skulde jo begge to vogte paa hvert af deres Fodtrin, og skarpt Udkig til Havet skulde der holdes. Desuden var Fiskeren en trægmundet Mand, hans Ansigt udtrykte Tænksomhed, hans Svar var kloge men af sammentrængt Form. Der var Sagastil over hans Replik. Netop saadan talte mangen Vestkystfisker, ogsaa af de »Vantro«. Han hørte ikke til den Slags Hellige, der skraaler Hvermand Ørerne fulde af Bibelsteder og propaganderer i tykt Hovmod. Han var ærlig og sindig. Og om han havde været blandt de Vantro, vilde han aldrig have tilegnet sig den Skvadronørtone, hvormed saa mangen Oljetryks-Fisker ved de stærkt besøgte Vesterhavsbadesteder finder det hensigtsmæssigt at gøre Figur.
Havet mindskede ikke sit Oprør, Stormen var vedholdende som Torden i Høsttider. Der skyllede bestandig Vrag mod Klitterne. Maaske har der ogsaa ligget Lig og vasket i Havstokkens Brus, men ingen kunde række til dem og faa dem draget paa fast Kyst.
Som de to Vagtmænd kom op paa en høj Klit, saa' de pludselig et Lys skinne forude, Holst syntes det var langt borte og tænkte straks paa en Skibslanterne.
»Det er Fyret hjemme, saadan et Ledefyr,« forklarede Fiskeren.
Holst faldt til Ro igen, men mærkede Trætheden dobbelt stærk nu. Han syntes, der var lang Vej til Fyret endnu, men vilde ikke spørge. Men snart efter var de inde i den Lyskegle, Fyret kastede. Saa maatte de altsaa være omtrent hjemme. Holst kunde se Viserne paa sit Ur nu, Klokken var tre, godt og vel – og før han vidste af det, havde de naaet Landingsstedet ved Vorupør; det var heller aldrig til at beregne Afstand efter et Lys saadan mørk Nat.
De stansede ved nogle optrukne Baade, som Havskummet slikkede. Havet blev forsket til alle Sider. Intet Lys. I sydlig Retning var der Skær af Lodbjerg Fyr. Nu var Vagten ude, de skulde hjem og afløses. Holst var saa udmattet, at han bogstavelig med Hænderne maatte løfte Benene over Baadenes udspændte Ankertov.
De fandt sig frem til Vejen mellem Fiskepakhusene og gik i udhvilende Gangart hjem til Forbjergergaarden og gennem Stalden ind. Blæsten forfulgte dem hvinende helt til Køkkenet. Her sad to stærkt skæggede Mænd af næste Vagthold parate, de havde en døsig Lygte mellem sig paa Køkkenbordet og genkaldte i deres næsten stivnede Ro, som de sad dèr med Armene over Bordet, den kendte Barneforestilling om Holger Danske i Kronborgs skumle Kasematter.
Henne ved Stuedøren kom den Mand tilsyne, der havde haft Vagten sydpaa; han var lige kommen, sagde han, og Strandingen, som Tømmeret drev fra, maatte være længere sønder.
Ellers blev kun et Par Ord vekslet til Vagtskifte.
»Naa?« sagde en af Mændene til Holst med et forstaaende Smil over hans forslæbte Udseende.
»Ja – a«, pustede Holst, »for Fornøjelsens Skyld er Turen nok værd at gøre, men for den Tokrone, I faar – nej Tak!«
De lo alle med smaa Grynt. Saa gik de to ny Mænd til deres Vagt.
»Tak