Heltenes Færd . Морган Райс
Читать онлайн книгу.
ikke indtage tronen, i årtier. Den tradition ærgrede ham. Måske havde det været relevant i hans fædres tid, men det havde ingen plads nu.
Han rømmede sig.
”Vi er samlede i dag fordi vi har arvet en tradition. Som I ved, på denne dag, dagen for min ældste datters bryllup, er det min opgave at udpege en efterfølger. En arving, der skal regere dette rige. Skulle jeg gå hen og dø, er der ingen bedre regent end jeres mor. Men vores lovene i vores rige dikterer at kun et kongeemne må efterfølge. Derfor må jeg vælge.”
MacGil fik vejret og tænkte sig om. En tung stilhed hang i luften og han kunne mærke forventningens vægt. Han så dem i øjnene, og så forskellige udtryk i dem alle. Den uægte så resigneret ud, han vidste at han ikke ville blive valgt. Afvigerens øjne skinnede af ambition, som om han forventede at valget helt naturligt ville falde på ham. Drukkenbolten så ud af vinduet, han var ligeglad. Hans datter så tilbage på ham med kærlighed, hun vidste hun ikke var en del af denne diskussion, men hun elskede sin far uanset hvad, Det samme med hans yngste.
”Kendrick, jeg har altid anset dig for en ægte søn. Men lovene i vores rige, forhindrer mig i at videregive riget til en der ikke er ægtefødt.”
Kendrick bukkede. ”Far, jeg havde ikke forventet at du ville gøre det. Jeg er tilfreds med min plads. Du må ikke lade det forstyrre dig.”
Det gjorde ondt på MacGil at høre hans svar, da han mærkede hvor oprigtig han var og hvor gerne han ville have udnævnt ham til arving på grund af det.
“Det efterlader jer fire. Reece, du er en fin ung mand, den fineste jeg har set. Men du er for ung til at være en del af denne samtale.”
”Det forventede jeg, Far,” svarede Reece med et let buk.
”Godfrey, du er en af mine tre ægte sønner – du vælger at spilde dine dage på værtshuse, med snavset. Du har fået hvert eneste privilegie i dette liv, og har afvist dem alle. Hvis der er en stor skuffelse i mit liv er det dig.”
Godtfrey sendte en grimasse tilbage mens han flyttede uroligt på sig.
”Nå, men så er jeg vel færdig her og kan smutte hen på værtshuset igen, kan jeg ikke, Far?”
Med et hurtigt spottende buk, vendte Godfrey sig og spankulerede igennem kammeret.
”Kom tilbage!”Vrissede MacGil.”NU!”
Godfrey fortsatte med at spankulere og ignorerede ham. Han krydsede rummet og trak døren op.
Der stod to vagter.
MacGil sydede af vrede mens vagterne så spørgende på ham.
Men Godtfrey ventede ikke; han skubbede sig forbi dem ind i den åbne hal.
”Tilbagehold ham!” Råbte MacGil. “Og hold ham ude af syne for Dronningen: Hans mor skal ikke bebyrdes med synes af ham på sin datters bryllupsdag.”
”Ja min Herre,” sagde de, og lukkede døren mens de skyndte sig efter ham.
MacGil sad der, tungt åndende, rød i hovedet og forsøgte at falde ned. Det var mindst tusinde gang, han spekulerede over, hvad han havde gjort for at få sådan et barn.
Han kiggede på de tilbageværende børn. De fire så på ham og ventede i den tunge stilhed. MacGil trak vejret ind, mens han forsøgte at fokusere.
”Det efterlader kun to af jer.” Fortsatte han. “og ud af jer to, har jeg valgte en efterfølger.”
MacGil vendte sig mod sin datter.
“Gwendolyn, det bliver dig.”
Der var et gisp i rummet; hans børn virkede chokerede, allermest Gwendolyn.
”Mente du, hvad du sagde Far?” spurgte Gareth. ”Sagde du Gwendolyn?”
”Far, jeg er beæret.” sagde Gwendolyn. ”Men jeg kan ikke tage imod det. Jeg er en kvinde.”
”Det er sandt at en kvinde aldrig har siddet på MacGil tronen. Men jeg har besluttet at det er tid at ændre traditionen. Gwendolyn, du har det fineste sind og den fineste ånd, som nogen ung kvinde jeg har mødt har. Du er ung, men om Gud vil, dør jeg ikke snart, og når tiden er moden vil du være vis nok til at regere. Kongeriget bliver dit.”
“Men Far!” skreg Gareth, hans ansigt var blevet askegråt. ”Jeg er den ældste ægtefødte søn! I alle tider har MacGil kongedømmet gået til den ældste søn!”
”Jeg er Kongen!” sagde MacGil mørkt, ”og jeg dikterer traditionen.”
”Men det er ikke retfærdigt!” bønfaldt Gareth, med hvinende stemme. ”Det er mig, der formodes at blive Konge. Ikke min søster. Ikke en kvinde!”
”Hold mund, dreng!” Råbte MacGil, rystende af raseri. ”Hvor vover du at stille spørgsmål ved min dømmekraft?”
”Bliver jeg forbigået for en kvinde? Er det hvad du tænker om mig?”
”Jeg har truffet min beslutning,” sagde MacGil. ”Du skal respektere den og følge den lydigt, som en hver undersåt i mit kongerige. Og nu må I alle gerne gå.”
Hans børn bøjede hovederne hurtigt og skyndte sig ud af kammeret.
Men Gareth stoppede ved døren, uden at kunne få sig selv til at gå.
Han vendte sig, og alene stod han ansigt til ansigt med sin far.
MacGil kunne se skuffelsen i hans ansigt. Det var klart, at han havde forventet at blive udpeget som arving i dag. Og mere: han havde ønsket det. Desperat. Det overraskede overhovedet ikke MacGil – og det var grunden til at han ikke ville give ham det.
”Hvorfor hader du mig, Far?” spurgte han.
”Jeg hader dig ikke. Jeg synes bare ikke at du er i stand til at regere mit kongedømme.”
”Og hvorfor ikke det?” pressede Gareth.
”Fordi det er lige præcist dét du vil.”
Gareths ansigt blev mørkerødt. Det var klart, at MacGil havde givet ham en insigt ind i sin egen samde natur. MacGil iagttog hans øjne, så dem brænde af et had til ham, han aldrig havde forestillet sig.
Uden et ord, stormede Gareth ud af kammeret og smækkede døren i efter sig.
I genlyden, skælvede MacGil. Hen genkaldte sig sin søns stirren og mærkede et had så dybt, dybere end hos nogen af sine fjender. I dette øjeblik tænkte ham på Argons forudsigelse om at faren var tæt på.
Kunne den være så tæt som dette?
KAPITEL SEKS
Thor spurted hen over den udstrakte arenas plads, han løb alt hvad han kunne. Bagved sig, kunne han høre trinene fra Kongens vagter, tæt på sig. De jagtede ham henover det varme og tørre landskab, mens de bandede. Foran ham var medlemmerne – og de nye rekrutter – af Legionen, dusinvis af drenge, ligesom ham, men ældre og stærkere. De var i gang med træning og blev prøvet i forskellige formationer. Nogle kastede store spyd og et par stykker øvede deres greb på lanserne. De sigtede efter forskellige mål, og ramte sjældent forbi. Det var dem han skulle konkurrere imod, og de virkede uovervindelige.
Imellem dem var dusinvis af rigtige riddere, medlemmer af the Silver, stående I en bred halvcirkel og holdt øje med hvad der skete. Det var dem, der skulle beslutte, hvem der skulle sendes hjem og hver der skulle blive.
Thor vidste at han var nødt til at bevise noget, han var nødt til at imponere disse mænd. Om få øjeblikke ville vagterne være over ham, og hvis han havde en eneste mulighed for at gøre indtryk, var det nu. Men hvordan? Hans hjerne racede afsted, mens han jog over pladsen, og nu var der flere, der begyndte at lægge mærke til ham. Nogle af rekutterne stoppede det de var i gang med og vendte sig, det samme gjaldt for nogle af ridderne. I et nu mærkede Thor at al opmærksomheden var på ham. De så