KAPITEL ET

      Drengen stod på det højeste sted i lavlandet i det vestlige kongerige af Ringen, spejdende mod nord, mens han betragtede solens første stråler. Så langt øjet rakte kunne han se udstrakte bølgende grønne bakker prydet med en perlerække af toppe og dale. Den første sols orangerøde stråler glitrede i morgendisen og gjorde lyset ligeså magisk som drengens humør. Det var sjældent han vågnede så tidligt eller begav sig så langt væk hjemmefra – og aldrig var han vandret så højt op – vel vidende at det ville vække hans fars vrede. Men på denne dag betød det ikke noget. På denne dag så han bort fra den million regler og pligter der havde underkuet ham i alle de fjorten år han havde levet. Denne dag var anderledes. I dag var hans skæbnes dag.

      Drengen var Thorgrin af det vestlige kongerige af den sydlige provins fra klanen McLeod – blandt venner bare kaldt Thor – den yngste af fire drenge, langtfra sin far yndling og han havde holdt sig vågen hele natten i forventning om denne dag. Han havde vendt og drejet sig klatøjet, ventende som om han kunne tvinge solen op. For en dag som denne kom kun én sjælden gang, der gik flere år imellem og hvis han gik glip af den ville han hænge fast i landsbyen, dømt til at passe sin fars fårefolk resten af sine dage. Dét var en tanke han ikke kunne bære.

      Udskrivningsdag. Det var den ene dag hvor kongens hær opsøgte provinserne og håndplukkede frivillige til kongens legion. Hele sit liv havde Thor ikke drømt om andet. For ham var der kun ét mål i livet: at tilslutte sig the Silver, konges elitestyrke af riddere, klædt i de fineste rustninger og de mest uovertrufne våben der fandtes i de to kongeriger. Og man kunne ikke træde ind i the Silver uden at blive optaget i legionen først, en samling af væbnere i alderen fjorten til nitten år. Og hvis man ikke var søn af en adelsmand eller af en berygtet kriger var der ingen anden måde at blive optaget i legionen.

      Udskrivningsdagen var den eneste undtagelse, den sjældne begivenhed der kun forekom med års mellemrum, når legionen var ved at løbe tør og kongens mænd gennemsøgte landet for at finde nye rekrutter. Alle vidste at kun få fra almuen blev udvalgt – og at færre af dem ville nå til legionen.

      Thor undersøgte omhyggeligt horisonten, for at opfange selv den mindste bevægelse. The Silver ville blive nødt til at tage denne vej, den eneste ind i hans landsby og han ville være den første til at få øje på dem. Hans fåreflok protesterede rundt omkring ham i et kor af irriterende grynt og opfordrede ham indtrængende til at tage dem ned ad bjerget, hvor der var frodigere græsning. Han prøvede at lukke larmen ude, og stanken. Han var nødt til at koncentrere sig.

      Det eneste der havde gjort alt det udholdeligt, alle de år med at passe fåreflokkene, med at være sin fars lakaj, sine storebrødres lakaj, den som alle holdt mindst af og som var den største belastning, var tanken om at han en dag ville forlade stedet. En dag, når The Silver kom, ville han overraske alle dem der ikke havde regnet ham for noget og blive udvalgt. I én hurtig bevægelse ville han stige op i deres vogn og sige farvel til alt det her.

      Thors far havde selvfølgelig aldrig overvejet at han kunne være kandidat til legionen – faktisk havde han aldrig overvejet ham som kandidat til noget som helst. Han far havde i stedet helliget sin kærlighed og opmærksomhed til Thors tre storebrødre. Den ældste var nitten og de andre havde fulgt efter med et år imellem, og Thor kom tre år efter den yngste. Måske var det fordi de var tættere i alder, eller måske fordi de lignede hinanden og slet ikke lignede Thor, at de tre hang sammen som ærtehalm og knap lagde mærke til at Thor eksisterede.

      For at gøre det endnu værre. Så var de højere og bredere end ham, og Thor, der vidste at han ikke var lav, følte sig alligevel lille ved siden af dem, følte at hans muskuløse ben var spinkle i sammenligning med deres egetræstønder. Hans far gjorde intet forsøg på at rette op på det – faktisk så han ud til at nyde det – Thor blev efterladt til at passe får og slibe våben mens hans brødre fik fred til at træne. Det blev aldrig sagt, men lå altid usagt, at Thor skulle tilbringe sit liv i kulissen, tvunget til at iagttage sine brødre udrette store bedrifter. Hans skæbne var, hvis hans far og brødre skulle bestemme, at blive her, slugt af sin landsby, og sørge for sin familie når de krævede det.

      Endnu værre var det at Thor fornemmede at hans brødre paradoksalt nok følte sig truede af ham, måske hadede de ham endda. Thor kunne se det i hvert eneste blik og hver eneste bevægelse fra dem. Han forstod ikke hvordan, men han vakte noget der mindede om frygt eller misundelse i dem. Måske var det fordi han var anderledes end dem, han lignede dem ikke eller talte på de måder de talte; han klædte sig end ikke som dem fordi hans far forbeholdt det bedste - violette og purpur kåber, forgyldte våben til brødrene, mens Thor kun fik de groveste pjalter.

      På trods af det fik Thor det bedste ud af hvad han havde, han fandt altid en made at få tøjet til at passe, et skærf om livet på kutten og nu da det var sommer, skat han ærmerne af for at lade sine veltrænede arme blive kærtegnet af den blide vind. Hans skjorte var sat sammen med grove hørbukser – hans eneste par – og støvler lavet af det ringeste læder, snoede sig op af hans lægge. De var knap som læderet på hans brødres sko, men han fik dem til at arbejde. Det han bar var meget typisk hyrdeuniform.

      Men han opførte sig næppe som en typisk hyrde. Thor stod høj og slank med en stolt kæbe, ædel hage, høje kindben og grå øjne og lignede en malplaceret kriger. Hans glatte brune hår lå i bølger omkring hans hoved, og bagved lokkerne glitrede hans øjne som småfisk i lyset.

      Thors brødre havde lov til at sove længe denne morgen, de fik et nærende måltid og blev sendt afsted til Udvælgelsen med de fineste