Kidnappet. Блейк Пирс
Читать онлайн книгу.
i deres fulde længde på den lange arbejdsbord i kælderen. Det var mørkt udenfor, men alle disse led i rustfrit stål var lyse og skinnende i lyset af elpæren.
Han trak en af kæderne ud i sin fulde længde. Den skramlende lyd vakte forfærdelige minder om at være lænket, buret inde og blive tortureret med kæder som disse. Men det var, som om han fortsatte med at fortælle sig selv: Jeg er nødt til at se min frygt i øjnene.
Og for at gøre det måtte han overbevise sig selv om, at han var herre over kæderne. I fortiden havde kæderne alt for ofte været herre over ham.
Det var en skam, at nogen måtte lide på grund af dette. I fem år troede han, at han havde lagt alt dette bag sig. Det havde hjulpet så meget, da kirken hyrede ham til at være nattevagt. Han kunne lide det job og var stolt over den autoritet, der fulgte med det. Han kunne godt lide at føle sig stærk og nyttig.
Men i sidste måned fyrede de ham. De havde brug for nogen med sikkerhedskompetencer og bedre uddannelsespapirer. Nogen større og stærkere. De lovede ham et arbejde som havemand. Han tjente stadig penge nok til at betale huslejen for sit lille hus.
Alligevel havde tabet af jobbet og tabet af den autoritet, det gav ham, rystet ham og fået ham til at føle sig hjælpeløs. Trangen brød frem igen - denne desperation efter ikke at være hjælpeløs. Det voldsomme behov for at beherske kæderne, så de ikke kunne tage magten over ham igen. Han havde før prøvet at flygte fra trangen, som om han kunne efterlade sit indre mørke her i kælderen. Sidste gang kørte han hele vejen til Reedsport i håb om at undslippe det. Men han kunne ikke.
Han vidste ikke, hvorfor han ikke kunne. Han var en god mand med et godt hjerte, og han kunne godt lide at være pligtopfyldende. Men før eller senere vendte hans venlighed sig altid imod ham. Da han hjalp sygeplejersken med at bære indkøbsvarer hen til hendes bil i Reedsport, smilede hun og sagde: "Sikke en god dreng!"
Han vred sig ved mindet om smilet og disse ord.
”Sikke en god dreng!”
Hans mor havde smilt og sagt sådanne ting, selvom hun holdt kæden om hans ben for kort til, at han kunne nå mad eller kigge ud af vinduet. Og nonnerne havde også smilet og sagt lignende, da de kiggede på ham ind gennem den lille firkant, der blev åbnet i døren til hans lille fængsel.
”Sikke en god dreng!”
Ikke alle var grusomme, vidste han. De fleste mennesker ville ham det faktisk godt, især i den lille by, hvor han havde boet længe. De kunne endda lide ham. Men hvorfor behandlede alle ham som et barn – nærmest som et handicappet barn? Han var syvogtyve år gammel, og han vidste, at han var usædvanligt velbegavet. Hans hoved var fyldt med gode idéer, og han stødte næsten aldrig på et problem, han ikke kunne løse.
Men selvfølgelig vidste han, hvorfor folk så ham, som de gjorde. Det var, fordi han næsten ikke kunne tale. Han havde stammet håbløst hele sit liv, og han prøvede næsten aldrig at tale, selvom han forstod alt det, andre sagde.
Og han var lille og svag, og hans ansigtstræk var barnlige, ligesom hos folk, der havde en medfødt defekt. Fanget i det lidt misformede kranium fandtes et bemærkelsesværdigt sind, der var svækket i sit ønske om at gøre strålende ting i denne verden. Men det vidste ingen. Ingen overhovedet. Ikke engang lægerne på det psykiatriske hospital vidste det.
Det var ironisk.
Folk troede ikke, at han kendte et ord som ironisk. Men det gjorde han.
Nu stod han nervøs med en bluseknap i hånden. Han havde taget den af sygeplejerskerens bluse, da han hængt hende op. Mindet om hende, kiggede han på barnesengen, hvor han havde holdt hende fastbundet i mere end en uge. Han ville ønske, at han kunne tale med hende og forklare, at han ikke ønskede at være grusom, men der var bare det, at hun mindede så meget om hans mor og nonnerne, især i sygeplejerskeuniform.
Synet af hende i den uniform havde forvirret ham. Det var det samme med den kvindelige fængselsvagt for fem år siden. I hans sind var begge kvinder på en måde smeltet sammen med hans mor, nonnerne og medarbejderne på det psykiatriske hospital. Han havde kæmpet, men tabt kampen om at skelne dem fra hinanden.
Det var en lettelse at være færdig med sygeplejersken. Det var et forfærdeligt ansvar at holde hende bundet sådan, give hende vand og lytte til hende stønne gennem den kæde, han havde brugt til at kneble hende med. Han løsnede kun kneblen for at putte et sugerør i hendes mund til vand nu og da. Så prøvede hun at skrige.
Hvis han blot kunne have forklaret hende, at hun ikke måtte skrige, fordi der var naboer på den anden side af gaden, som ikke må høre det. Hvis bare han kunne have fortalt hende det, ville hun måske have forstået det. Men han kunne ikke forklare noget som helst med sin håbløse stammen. I stedet havde han tavst truet hende med et skarpt barberblad. Truslen havde ikke fungeret i længden. Så han var nødt til at skære hendes hals over.
Så kørte han hende tilbage til Reedsport og hængte hende op, så alle kunne se hende. Han vidste ikke hvorfor. Måske var det en advarsel. Hvis bare folk kunne forstå det. Hvis de gjorde det, behøvede han ikke være så grusom.
Måske var det også hans måde at fortælle verden, hvor ked af det han var.
For han var ked af det. Han ville gå til blomsterhandleren i morgen og købe blomster - en billig lille buket - til familien. Han kunne ikke tale med blomsterhandleren, men han kunne skrive enkle instrukser. Gaven ville være anonym. Og hvis han kunne finde et godt sted at gemme sig, ville han stå i nærheden af graven, når de begravede hende, og han ville bøje sit hoved som enhver anden sørgende.
Han trak en anden kæde ud i fuld længde på sin arbejdsbænk og bøjede derefter dens ender så tæt sammen, som han kunne anbragte, imens han gjorde alt, hvad han kunne for at dæmpe dens raslen. Men inderst inde vidste han godt, at dette ikke var nok til at gøre ham til herre over kæderne. Han var nødt til at bruge kæderne igen. Og han ville også bruge en af de spændetrøjer, som han stadig var i besiddelse af. Nogen skulle være bundet, ligesom han havde været bundet.
En anden ville være nødt til at lide og dø.
Kapitel 8
Så snart Riley og Lucy trådte ud af FBI-flyet, kom en ung uniformeret politimand løbende hen imod dem på asfalten.
”Jeg er så glad for at se jer,” sagde han. ”Politichef Alford er så ophidset, at han snart skal bindes fast. Hvis ikke nogen tager Rosemarys lig ned nu, får han muligvis et slagtilfælde. Journalister er allerede i gang med at dække sagen. Jeg hedder Tim Boyden.”
Rileys hjerte sank, da hun og Lucy præsenterede sig selv. Nyhedsmedier på gerningsstedet var et hurtigt og sikkert tegn på problemer. Sagen ville få en svær begyndelse.
”Skal jeg hjælpe jer med at bære noget?” Spurgte politibetjent Boyden.
”Vi klarer den,” sagde Riley. Hun og Lucy havde kun et par små poser.
Politibetjent Boyden pegede hen over det asfalterede område.
”Bilen holder lige derovre,” sagde han.
De gik alle tre hurtigt hen til bilen. Riley satte sig ind på passagersædet, imens Lucy tog bagsædet.
”Vi er kun et par minutters kørsel fra byen,” sagde Boyden, da han begyndte at køre. ”Jeg fatter simpelthen ikke, at det her er sket. Stakkels Rosemary. Alle holdt så meget af hende. Hun hjalp altid andre mennesker. Da hun forsvandt for et par uger siden, frygtede vi det værste. Men vi kunne ikke have forestillet os… ”
Hans stemme forsvandt, og han rystede på hovedet i forfærdet vantro.
Lucy lænede sig frem fra bagsædet.
”Jeg kan forstå, at I har oplevet et lignende mord før dette,” sagde hun.
”Ja, dengang jeg stadig gik i gymnasiet,” sagde Boyden. ”Det skete dog ikke lige her i Reedsport. Det var nær Eubanks, som er længere mod syd langs floden.