Fornuftens perversion. Mikkel Thorup
Читать онлайн книгу.
Graeme Garrard, opsummerer det, han kalder “modoplysningstænkningens fælles kerne” i tre punkter:
1 Alle tilbyder en eller anden forståelse af, hvad man nu kalder for ‘oplysningen’, der typisk indeholder den gruppe af gamle kendinge, der næsten altid inkluderer Voltaire, Rousseau, Helvétius og Condorcet.
2 Alle angriber oplysningen som fundamentalt set vildledt og farlig.
3 Alle angriber ‘oplysningens fornuftsperversion’: fordrejede forståelser af fornuft af den slags, som de tillægger oplysningen til fordel for et mere indskrænket syn på den menneskelige rationalitets natur, omfang og begrænsning.43
I perioden omkring den franske revolution udvikler en række modoplysningstænkere en enhedsforståelse af oplysningen med et fast persongalleri, en særlig række af tanker og en grundlæggende fejlopfattelse af menneske og samfund. Denne forståelse er blevet videreført og videreudviklet op til i dag og udgør derfor med mindre variationer og tilføjelser det, man kan kalde modoplysningen, om end man selvfølgelig skal passe på med at fastfryse modoplysningen til dens første manifestation, men også her se på, hvordan dens argumenter og kritikker anvendes i senere historisk specifikke opgør med det, som dens mere nutidige repræsentanter ser som arvtagerne fra oplysningstiden.
III
I forlængelse af ovenstående forstår jeg modoplysning således:
Modoplysning defineres som de tænkere og positioner, der lokaliserer den grundlæggende årsag til deres tidsalders dårligdomme direkte i oplysningen. Dårligdommene anses for at følge med nødvendighed af oplysningstænkningen, særligt dens påståede ateisme. Modoplysningen stiller sig derfor i skarp og åben opposition til de værdier, der hævdes at være oplysningens, og efter 1789 forstår den franske revolution og terrorregimet som det direkte og nødvendige resultat af oplysningen.
Denne lidt bastante definition vil blive udfoldet i de næste kapitlers analyser. Dette er minimalforudsætningen for at tale om modoplysning, og det er, hvad der alle uenigheder til trods forener den række af tænkere, som her beskrives som del af modoplysningen.
Oplysning og modoplysning er i den forstand kampbegreber, der offensivt bruges til at definere modstanderen med, men de er også modbegreber, hvor hvert enkelt begreb defineres som noget, det andet begreb står i modsætning til. Den tyske begrebshistoriker Reinhart Koselleck har udviklet en forståelse af det, han kalder for ‘asymmetriske modbegreber’, der betegner en historisk handlingsenhed – der kunne være en gruppe, der forstår sig som oplysningens eller modoplysningens repræsentanter – hvor gruppen gør “et eksklusivt krav på almenhed, idet den knytter et sprogligt universalbegreb til sig selv og dermed afviser enhver sammenlignelighed med andre”;44 og der udgrænses en modgruppe, der består af negationen af gruppens universalisme. Oplysningen og dens arvtagere har generelt set sine modstandere som mørkemænd, der ønskede at indhylle verden i dårskab og dumhed, og som ønskede at trælbinde mennesket og knuse friheden. Striden forklarer også den asymmetriske opsplitning af det sociale og politiske rum: Man er i (intellektuel) krig, og der tages ingen fanger. Modstanderen beskrives og forstås derfor kun i sine mest ondartede udtryk, intet formildende ved modparten registreres eller anerkendes – ligesom alt kan bruges og vil blive brugt til at sværte og dæmonisere den anden. Man er ikke ude i et forståelses-ærinde, men i en kampsituation.
Modoplysning er derfor positionel i den forstand, at den definerer sig i skarp opposition til de værdier, der hævdes at være oplysningens, først og fremmest abstrakt humanisme og universel rationalisme. Modoplysningen ser oplysningen som det totale brud med fortiden – for at komme til fremtiden; oplysningen ser modoplysningen som den totale optagethed af fortiden – for at undgå fremtiden. Ifølge modoplysningen ofrer oplysningen fortiden for fremtiden, mens modoplysningen ifølge oplysningen ofrer fremtiden for fortiden. Omvendt har modoplysningen og dens arvtagere set sine modstandere som verdensaggressive revolutionære, der med glæde ofrede konkrete, levende mennesker for et abstrakt, fremtidigt ideal. Begge sider har ment og mener at stå over for deres absolutte modsætning, og at de selv repræsenterer det rette.
Det er kun en lille overdrivelse at sige, at modoplysningen ikke har læst oplysningen, og at modoplysningens kritikere ikke har læst den. Det har fremmet en skarp optegning af forskelle fra begge sider. Men det er væsentligt at fremhæve, at ingen advokerer for dumhed, krig og trældom (det er i hvert fald meget få), men derimod for fornuft, fred og frihed. Det vigtige – og den vigtige forskel – er, hvordan man definerer disse begreber. Begrebers indhold er ikke givet. De er genstand for strid, og det gør sig åbenlyst gældende i modoplysningens kritik, hvor oplysningens påståede tomme fornuft sidestilles med troens fornuft, den abstrakte frihed med den konkrete frihed samt den falske fred med den ægte. Det, som en idéhistorisk tilgang inspireret af Skinner, Israel og Koselleck må insistere på, er, at alle parter i en konflikt forstår sig selv som gode og retfærdige, og at det analytisk væsentlige er at forstå, hvordan disse i sig selv tomme begreber om sandhed, frihed, retfærdighed etc. begribes. Striden om mening, kampen om at monopolisere det sande og det rette er her det interessante. Og da emnet er modoplysningens beskrivelse af oplysningen, vil der ikke blive fremlagt nogen definition af oplysningen, historisk eller ahistorisk, som man kan måle påstandene op imod. I stedet vil det blive undersøgt, hvorledes monopoliseringen af det sande og rette forsøges, hvordan begreber søges defineret, hvordan modbegreber og modpositioner søges beskrevet og afskrevet.
IV
Vi kommer nu til nogle paradigmatiske oplysningsforestillinger i modoplysningen, og et af de væsentligste og mest indflydelsesrige modoplysningsargumenter er det, Albert O. Hirschman i sin The Rhetoric of Reaction har kaldt for ‘perverteringstesen’: “[E]nhver bevidst handling for at forbedre et træk ved den politiske, sociale eller økonomiske orden vil kun tjene til at forværre den situation, man ønsker at forbedre”. Anderledes formuleret: “Forsøget på at skubbe samfundet i en bestemt retning vil resultere i, at det ganske rigtigt bevæger sig, men i den modsatte retning”.45 Perverteringstesen låner plausibilitet fra det vigtige samfundsfilosofiske begreb om utilsigtede konsekvenser, som bl.a. Adam Smith var med til at formulere en positiv version af i tesen om de utilsigtede, men velstandsfremmende konsekvenser af individuel forfølgelse af egeninteressen (den usynlige hånd).
Hvor liberalismen fokuserer på de positive, utilsigtede konsekvenser, fokuserer konservatismen på de negative.46 Perverteringstesen hævder dog noget langt mere radikalt, nemlig at ikke nok med at forandring og handling med nødvendighed vil medføre utilsigtede konsekvenser; konsekvenserne vil også være de præcist modsatte af intentionen. Det gøres til en naturlov, at frigørelse ikke kan føre til frihed, men med jernhård nødvendighed vil føre til trældom. Begrebet om utilsigtede konsekvenser er en vigtig påmindelse om det sociales uforudsigelighed og åbenhed, men perverteringstesen lukker det sociale univers igen ved at gøre det forudsigeligt perverst.
Hirschman identificerer yderligere to reaktionære argumentationstyper: ‘nytteløshedstesen’ [futility thesis]: “[F]orsøget på forandring mislykkes, idet den påståede forandring på en eller anden måde er, var eller vil være overfladisk, en facade, kosmetisk, og dermed illusorisk, idet samfundets ‘dybe’ strukturer forbliver helt igennem uberørte”; samt ‘faretesen’ [jeopardy thesis]: “[D]en foreslåede forandring, der måske er ønskværdig i sig selv, indebærer uacceptable omkostninger eller konsekvenser af den ene eller anden art”.47 Det er dog perverteringstesen – som får sin slagkraftige formulering under og med reference til den franske revolution – der bliver den mest indflydelsesrige figur i modoplysningsargumentet imod social forandring, og som vi skal se en række variationer af i de følgende kapitler.
I en artikel om Friedrich Nietzsche opstiller Pierre-André Taguieff fire principper for det, der kan betragtes som afgørende modoplysningsforestillinger:
1 Den moderne verden er i sig selv en dekadensproces.
2 Dekadens er et tab af ophøjede værdier, absolutte normers forsvinden, hvoraf følger, at ingen autoritet kan etableres, og intet hierarki kan respekteres.
3 Dekadens