16 Santa Maria Maggiore med tyve skafter af lys-grå marmor og joniske kapitæler, restaureret af Ferdinando Fuga 1747-50 til deres nuværende ensartede udseende.

      Men selv ved anvendelsen af de ensartede søjlesæt i Santa Sabina og i San Pietro in Vincoli er der tale om et brud med den klassiske tradition: Man fravalgte jo at genbruge det vandrette bjælkeværk, som søjlerne uden tvivl oprindeligt har båret. Når man tager søjlematerialets fine tilstand i betragtning, må det efter al sandsynlighed have været i tilstrækkelig god stand til at kunne genbruges, hvis man havde ønsket det. Alligevel foretrak man altså at kombinere de gamle dele med arkadeløsningen, således at helheden blev ny og anderledes. I San Pietro in Vincoli er der ydermere markeret en variation i materialer og stil i kirkerummet, idet triumfbuen bæres af et søjlepar af grå granit med østromerske (græske/byzantinske), nogenlunde samtidsproducerede korintiske kapitæler – en betydningsladet afslutning på kirkeskibet med simple, ydmyge granitskafter og »kristne« kapitæler?

      Også en kirke som Santa Maria Maggiore, der ligesom Lateranbaptisteriet er opført under pave Sixtus III (432-40), har samme søjleorden igennem hele kirkeskibet [16]. Kapitælerne er joniske og bærer endda, på traditionel, romersk vis, et vandret bjælkeværk. 45 Når kirken fremtræder så ensartet i dag, skyldes det imidlertid, at søjlerækkerne blev gennemgribende istandsat i den måske mest spoliefjendske periode i kunsthistorien: senbarokken (ca. 1750, ved Ferdinando Fuga). Hvor skafterne i dag er af den samme blankpolerede, lysgrå prokonnesiske marmor, var der oprindelig tale om en sammenblanding af disse med seks skafter af grå-grøn cipollino-marmor. De joniske kapitæler var i senantik seriefremstilling (import eller lagervarer) og øjensynligt for rå eller uensartede til at kunne godkendes i en 1700-tals-modernisering. De blev derfor, sammen med de meget uensartede baser, erstattet af de nuværende [ 17].

      At det er en af de tidligste kirker overhovedet, som er indviet til Maria, en kvinde (der først ved konciliet – kirkemødet – i Efesos i 431 var blevet endeligt defineret som Gudsmoder), kan være en forklaring på det afdæmpede, variationsfattige udtryk. Ligesom den joniske orden i denne periode oftest blev brugt på de mindst prominente placeringer i kirkerne eller uden for selve kirkebygningen, kan valget af denne orden til Maria-kirken forstås som passende beskeden. Når variationen i spoliematerialer i øvrigt lader til at have været en positiv kvalitet, er den relative ensartethed også på sin plads til markering af denne kirkes »kvindelige ydmyghed« i forhold til Peterskirken, Laterankirken (der oprindeligt var indviet til Frelseren selv) eller Santa Maria Maggiores umiddelbare forgænger bygget til apostlen Paulus: San Paolo fuori le Mura.

      17 Santa Maria Maggiore. Detalje af restaureringer af et søjleskaft på en af de nye, 1700-tals søjlebaser.

      18 Santa Maria in Domnica set mod den fine mosaik fra pave Paschalis I’s tid (817 24). Der er ni søjler på hver side med relativt ensartede granit skafter og korintiske kapitæler fra forskellige perioder. Et par fornemme porfyrsøjler med joniske kapitæler bærer triumfbuen.

      Også i et par af byens kirker fra 800-tallet er der en vis tendens til anvendelse af identiske bygningselementer, fx i den fine Santa Maria in Domnica (817-24) [18]. Denne 800-tals-ensformighed er af nogle blevet set som et udtryk for en »klassicisme« i perioden, et bevidst kirkepolitisk forsøg på at finde legitimitet og autoritet gennem referencer til antikken (altså via den ensartethed i materialer, som man forbandt med det antikke Rom). Denne teori er dog omdiskuteret, og det er heller ikke alle de romerske kirker fra perioden, der er lige ensartede.

      Et andet aspekt af ensartethed i middelalderkirkerne ses fra omkring 1100, hvor der er en tendens til, at det joniske kapitæl får en form for »revival«, som også ses i form af nyproduceret materiale: Fra denne periode har vi kirker, der udelukkende er forsynet med joniske kapitæler [75], [87]. De joniske søjlerækker findes også i kirkernes atrium-gårde [54] og i de portikus’er, som kirkerne ofte blev forsynet med i denne periode (s. 146-147). De nyproducerede eller genbrugte joniske kapitæler var typisk kombineret med spolieskafter af ret ensartet granit, om end der kan være store udsving i søjlernes diametre. De mange samtidige kapitæler markerer, at en ny tid var undervejs, hvor man igen begyndte at producere byggeelementer i større mængder.

      Конец ознакомительного фрагмента.

      Текст предоставлен ООО «ЛитРес».

      Прочитайте эту книгу целиком, купив полную легальную версию на ЛитРес.

      Безопасно оплатить книгу можно банковской картой Visa, MasterCard, Maestro, со счета мобильного телефона, с

---

Скачать книгу