Nær syn. Irina Bjørnø
Читать онлайн книгу.
vil måske købe benzin til deres motorbåd, som mændene bruger til fiskeri. Og olie er der nok af i Ecuador.
Hver gang jeg tager den røde glasperlekæde på, husker jeg på den ene dollars værdi, som er skjult i den. Vi er alle sammen en del af den store «leg» med penge, værdier, og udveksling af tjenester, som er en slags globalt Matadorspil. Reglerne er oftest ikke transparente eller tydeligt nedskrevne. Gevinsten i spillet er en lykkelig og ubekymret tilværelse for dig og de mennesker, som er dig nær. Jeg kæmper ikke mere for at retfærdiggøre det globale Matadorspil. Jeg vil bare leve mit liv med det og dem, som er mig nær. Bare leve livet med nærsyn og nærvær.
Amazon Gold
Pepe sad ved bredden af floden og holdt øje med vandet. Tusindvis af bittesmå guldflager flimrede i sollyset foran ham. Fisk svømmede forbi og undersøgte nysgerrigt bunden med de gyldne partikler. De ledte efter krabber og larver, som gemte sig på bunden. Nogle gange svømmede dødbringende piratfisk forbi og spiste små fiskeunger i farten.
Pepe havde sine redskaber og sin rygsæk med til floden. Han havde brug for noget «gyldent sand» til at betale for sin sommerfuglegård, som var hans eneste indtægtskilde. Turister kom fra hele verden til Amazon junglen for at opleve noget usædvanligt, så han «fabrikerede» oplevelser til dem. Han havde bygget en sommerfuglegård, og præsenterede turisterne for en rørende historie om den døende jungle og truede sommerfugle. Han havde fanget de smukkeste sommerfugle i skoven. De lignede mere fugle end insekter, og de var imponerende store og flotte med deres regnbuefarver og smukke mønstre på vingerne. Disse unikke væsener havde han taget til fange, så de kunne udstilles for naive og rige turister.
I vores tidsalder, ønsker mange mennesker at gøre en positiv forskel i verden. De vil gerne redde «nogen eller noget». Dette gør de ofte, for at få en bedre selvopfattelse midt i deres egen materielle og oplevelsestomme tilværelse. De vil redde mennesker, vand, dyr, jord – og sommerfugle. Alle ønsker at være «gode» i deres egen verden. Det at frelse er blevet en industri, der giver penge og selvtilfredsstillelse. Pepe havde besluttet at bruge denne tendens til at komme ud af sin egen fattigdom og elendighed. Derfor fortalte han igen og igen turisterne en sød historien om truede sommerfugle, om skovrydning og ødelæggelse af junglen, og på den måde, lokkede han dollars ud af deres lommer.
Pepe skulle betale for sin søns skolegang og for forpagtningen af gården. Han samlede også penge ind, for at kunne bygge sit eget, lille drømmehus bag ved sommerfuglenes store «bur». Selv boede han nu i en lille indianerlandsby, men han ønskede sig en anden tilværelse, fordi han mente, at han var mere værd end de indfødte indianere fra Amazonfloden. Han var selv mulat, halvt indianer og halvt sort, og han talte to sprog flydende. Han kendte både til geografi og matematik, og han kunne bruge en computer. Men han brugte også den lokale shaman, når han var syg.
Pepe var høj, mørkhudet og meget tiltrækkende. Han var gift med en spansk kvinde, og hans søn havde kun lidt indiansk blod i årene. Men Pepe kunne ikke drømme om at flytte til byen, hvor de moderne indianere boede uden kontakt med Amazonas natur. Hans indianske gener kunne ikke eksistere udenfor Amazonas jungle med sommerfuglene, de små papegøjers skrig om morgenen og uden sin lille, venlige edderkop-abe Albert, som sad den på hans skulder og kiggede på de funklende guldflager i vandet. Albert og Pepe var altid sammen, og Pepe lærte den at klatre op i et glas eller en flaske og søbe resterne af indholdet.
Nu stod Pepe i vand til knæene og sigtede sandet med de små guldpartikler. Guldflagerne fra Amazonfloden blev aflejret i bunden af den lille bakke, som han flittigt rystede. Arbejdet var hårdt og trættende. Alle indianerne kendte til det hemmelige guldsted, men de samlede kun det guld, som var nødvendigt, for at kunne købe det vigtigste: Et par nye sko, tøj til børnene eller en ny motor til båden. Junglen var rig på livets resurser: mad, byggematerialer, medicin – og selv alkohol. Det var alt sammen gratis. Penge var ligeså unødvendige for junglens beboere som Internettet, biblioteker og fitness klubber. Indianerne havde kun brug for penge i de sjældne tilfælde, hvor de skulle købe industrielt fremstillet tøj og maskiner – intet andet. De betalte ikke for jorden, men havde en «ubegrænset» kontrakt med regeringen om, at de måtte leve i deres egen skov langs Amazonfloden. På den måde var indianerne for altid fri for byrden af det moderne arbejdsslaveri. Der var heller ingen kriminalitet i deres primitive skovområde. De var også fri for banker, kreditter, konkurser og kriser, som vi kender til i den vestlige verden.
De levede på den måde, som beskrives i Bibelen – men uden religion, kirker og gudstjeneste. De var ikke interesserede i at tro på den jødiske fortælling om Jesus. De troede i stedet på naturkræfterne og virkningen af shamanernes ritualer.
Pepe var splittet mellem de to verdener: En verden med penge, internet og olie, som for nylig var blevet fundet under Pepes skov – i modsætning til den naturlige, levende, ubeskriveligt skønne verden i junglen ved Amazonfloden. Han valgte at leve i skoven med aben Albert, papegøjerne og nogle turister, som kom for at besøge hans opdigtede sommerfuglegård 2—3 gange om måneden. En gang om måneden tog han på besøg hos sin spanske kone, som havde en butik og et hotel i en lille landsby med internet og telefon. Her stoppede også den eneste bus fra den fjerntliggende hovedstad, som lå højt i Andelsbjergene, og altid var dækket med skyer af støv fra bilernes udstødning. Hans eneste søn boede hos sin mor i landsbyen og gik på den lokale skole. Her lærte han historie, geografi og at arbejde med sin computer. Han talte udmærket engelsk og lærte i skolen om junglen igennem billedbøger med latinske navne.
Pepe ønskede en god uddannelse til sin søn, og derfor skulle han bruge penge. Sønnen elskede sin far, og han tilbragte alle sine ferier med Pepe i junglen. Han hjalp sin far med at indsamle larver og fodre de fangede sommerfugle. Sønnen vidste, at Pepe aldrig ville slippe sommerfuglene fri – de blev holdt som «dollar gidsler», fordi Pepe skulle betale for hans uddannelse. Men turisterne vidste ikke noget om Pepes svindel. De kom fra hele verden for at opleve dyrelivet i junglen, og de ville gerne hjælpe med at bevare de pragtfulde, farverige sommerfugle. Deres dollars gik direkte til Pepes bankkonto. Pepe og sommerfuglegården var én enhed, og det ville ikke blive anderledes – før Pepes død. Derfor indsamlede Pepe hver dag nye sommerfugle, som erstattede dem, der døde i fangenskab på gården.
Junglen og sønnen var de vigtigste i Pepe liv, selvom livet i junglen altid var farligt. Hans venstre ankel havde et dybt ar efter et slangebid. Hvis hans søn ikke havde kendt til, hvordan man kunne lave en modgift af bladene fra en speciel plante, og havde blandet dem med sit spyt, ville Pepe have været død. Men drengen havde reddet ham, fordi gammel, indiansk visdom var en del af han natur. I junglen var der altid farer: Giftige myrer, næsten usynlige i skovbunden – små giftige frøer, som kan dræbe et menneske på tyve, korte sekunder med sin slim – farlige slanger, piratfisk og krokodiller. Og alligevel var der ikke noget bedre sted på jorden at være for Pepe og hans familie. Her var det ikke nødvendigt at meditere eller bygge templer for at opleve det guddommelige. Her var naturen selv både Gud og Djævel.
Pepe var næsten aldrig syg, bortset fra slangebid og en sjælden forkølelse, selvom klimaet i skoven var vådt og fugtigt på grund af den daglige regn. Generelt fik indbyggerne i skoven aldrig depressioner eller spiseforstyrrelser. Deres livsrytme var dikteret af skoven og floden.
Igennem de sidste halvtreds år var der kommet turister fra hele verden på besøg. Mange brugte junglen som en udflugt – væk fra civilisations hektiske liv. Der brækkede de benene, eller blev bidt af myg, selvom de smurte sig fra top til tå i dyre og ildelugtende salver. De mistede deres dyrt indkøbte kameraer i skoven, og var bagefter lettede over, at komme tilbage til deres kunstigt kontrollerede dollar civilisation.
Pepes opgave var at bringe dem til Indianernes landsbyer med båd. Turisterne kom og oplevede den primitive tilværelse for de lykkelige indfødte. De så indianerne, som sad passivt ved bredden af floden, de så på legende småbørn, og de købte smykker, som var lavet af lokale kvinder. Smykkerne var lavet af små glasperler, og turisterne betalte en dollar for en halskæde og øreringe til. Turisterne vidste ikke,