Prolog

      En ny smertekrampe fik Reba til at løfte hovedet. Hun rykkede i rebene, der var bundet om hendes krop og bundet om maven til en lodret rør, der var boltet til gulvet og loftet i midten af det lille rum. Hendes håndled var bundet foran, og hendes ankler var også fastbundet.

      Det gik op for hende, at hun havde døset, og hun blev straks overvældet af frygt. Nu forstod hun, at manden ville dræbe hende. Lidt efter lidt, knivstik for knivstik. Det ønskede ikke at se hende død, og det var heller ikke sex, han var ude efter. Han ønskede kun at se hende lide i smerte.

      Jeg er nødt til at holde mig vågen, tænkte hun. Jeg er nødt til at slippe ud herfra. Hvis jeg falder i søvn igen, så dør jeg.

      Trods varmen i rummet føltes hendes nøgne krop kølig af sved. Hun kiggede ned og vred sig og så sine nøgne fødder mod det hårde trægulv. Gulvet omkring dem var fyldt med pletter af indtørret blod, hvilket tydede på, at hun ikke var den første person, der var blevet bundet her. Det forstærkede hendes rædsel.

      Han var gået. Rummets ene dør var helt lukket, men han ville komme tilbage. Det gjorde han altid. Og så ville han gøre alt, hvad han kunne finde på for at få hende til at skrige. Vinduerne var blændet, og hun havde ingen anelse om, hvorvidt det var dag eller nat, eftersom det eneste lys kom fra en nøgen pære, der hang ned fra loftet. Hvor end dette sted lå, så virkede det som om, at ingen andre kunne høre hendes skrig.

      Hun spekulerede på, om dette rum engang havde været en lille piges soveværelse; det var grotesk rosafarvet med snørklede mønstre og eventyrmotiver overalt. Nogen - hun gættede på sin fangevogter - havde for længst hærget værelset, ødelagt ting og væltet stole og borde. Gulvet var dækket med afrevne lemmer og torsoer af legetøjsdukker. Små parykker – Reba gættede på, at det var dukkeparykker, hang som skalpe på væggene, og de fleste af dem var flettede, og alle sammen