Kapitel 3

      Teenagepigen, der åbnede døren, så ud, som om hun havde lyst til at smække den i hovedet på Bill. I stedet snurrede hun rundt på hælen og gik væk uden et ord, men efterlod døren åben.

      Bill trådte indenfor.

      "Hej, April," sagde han automatisk.

      Rileys datter, en surmulende 14-årig, der havde arvet sin mors mørke hår og nøddebrune øjne, svarede ikke. Hun var kun iklædt i en overdimensioneret T-shirt, og hendes hår var uglet, April drejede om hjørnet og dumpede ned på sofaen, ligeglad med alt undtagen sine høretelefoner og mobiltelefon.

      Bill stod der akavet og usikker på, hvad han skulle gøre. Da han havde ringet til Riley, havde hun indvilliget i at få besøg af ham, omend modstræbende. Havde hun skiftet mening?

      Bill kiggede rundt, da han gik ind i huset. Han gik gennem stuen og så alt var nydeligt og opryddet, som det var karakteristisk for Riley. Men han bemærkede også, at persiennerne var trukket fra, og der lå et lag af støv på møblerne – hvilket overhovedet ikke lignede hende. På en boghylde så han en række helt nye paperback-thrillere, som han havde købt til hende under hendes orlov, og han håbede, at bøgerne ville få hende til at glemme sine problemer. Ikke et eneste bind så ud til at være læst.

      Bills bekymring var velbegrundet. Det var ikke den Riley, han kendte. Havde Meredith ret? Havde hun brug for mere tid på orlov? Var det forkert af ham at række ud efter hende, før hun var klar?

      Bill tog sig sammen og gik længere ind i det mørke hus, og da han drejede om et hjørne, fandt han Riley alene i køkkenet. Hun sad ved Formica-bordet i sin morgenkåbe og hjemmesko med en kop kaffe foran sig. Hun kiggede op, og han så et glimt af forlegenhed, som om hun havde glemt, han kom. Men hun skjulte det hurtigt med et svagt smil og rejste sig.

      Han trådte frem og krammede hende, og hun krammede ham let tilbage. I hjemmesko var hun lidt lavere end ham. Hun var blevet meget tynd, alt for tynd, og hans bekymring voksede.

      Han satte sig ned ved bordet overfor hende og studerede hende. Hendes hår var rent, men det var ikke redt, og det så ud som om hun havde været iført disse hjemmesko i dagevis. Hendes ansigt var alt for blegt og så meget, meget ældre ud, end da han sidst havde set hende for fem uger siden. Hun så ud, som om hun havde været igennem helvede. Det havde hun også. Han prøvede ikke at tænke på, hvad den sidste morder havde gjort ved hende.

      Hun undgik hans blik, og de sad begge der i den larmende stilhed. Bill havde været så sikker på, at han ville vide lige præcis, hvad han skulle sige for at opmuntre hende og vække hende; men da han sad der, følte han sig opslugt af sorg, og han havde ingen ord. Han ville gerne se hende være mere robust ligesom hendes gamle selv.

      Han gemte hurtigt konvolutten med mapperne om den nye mordsag på gulvet ved siden af sin stol. Han var ikke længere sikker på, om han skulle vise dem til hende. Han begyndte at få en følelse af, at han havde begået en fejl ved at møde op her. Hun havde tydeligvis brug for mere tid. At se hende sådan her gjorde ham for første gang usikker på, om hans mangeårige partner nogensinde ville vende tilbage til jobbet.

      "Kaffe?" spurgte hun. Han kunne fornemme hendes ubehag.

      Han rystede på hoved. Hun var tydeligvis skrøbelig. Da han havde besøgt hende på hospitalet, og selv efter hun var kommet hjem, havde han været bekymret for hende. Han havde spekuleret på, om hun nogensinde ville vende tilbage fra den smerte og terror, hun havde udholdt i sit inderste mørke. Det var så ulig hende; hun syntes uovervindelig med alle andre sager. Noget omkring den sidste sag, den sidste morder, var anderledes. Bill forstod, at manden havde været den mest vanvittige psykopat han nogensinde havde stødt på - og det sagde en hel del.

      Da han iagttog hende, skete der noget andet med ham. Hun lignede faktisk én på sin egen alder. Hun var 40 år gammel, samme alder som ham, men dengang hun arbejdede, vedholdende og engageret, havde hun altid virket flere år yngre. Der var begyndt at komme grå stænk i hendes mørke hår. Det samme gjaldt hans eget hår.

      Riley kaldte på sin datter: "April!"

      Intet svar. Riley kaldte på hende flere gange, højere for hver gang, indtil hun endelig svarede.

      "Hvad?" svarede April irriteret inde fra stuen.

      "Hvornår skal du i skole?"

      "Det ved du godt."

      "Bare fortæl mig det, okay?"

      "Halv ni."

      Riley rynkede panden og så oprørt ud. Hun kiggede op på Bill.

      "Hun dumpede i engelsk. Hun har pjækket i for mange timer. Jeg prøver at hjælpe med at indhente det."

      Bill rystede på hovedet og forstod det kun alt for godt. Politiarbejdet krævede meget af dem alle, og at det gik ud over familielivet, var en ulykke.

      "Det er jeg ked af at høre," sagde han.

      Riley trak på skuldrene

      "Hun er fjorten. Hun hader mig. "

      "Det er ikke godt."

      "Jeg hadede alle, da jeg var fjorten," svarede hun. "Gjorde du ikke?"

      Bill svarede ikke. Det var svært at forestille sig, at Riley nogensinde kunne hade alle.

      "Bare vent til dine drenge når den alder," sagde Riley. "Hvor gamle er de nu? Det har jeg glemt."

      "Otte og ti," svarede Bill og smilede. "Den måde tingene kører på med Maggie, så ved jeg ikke, om jeg stadigvæk er i deres liv, når de når Aprils alder."

      Riley lagde hovedet på skrå og kiggede bekymret på ham. Han havde savnet det omsorgsfulde blik.

      "Så slemt, hva'?" sagde hun.

      Han kiggede væk og ønskede ikke at tænke mere over det.

      De sad tavse et øjeblik.

      "Hvad er det, du gemmer på gulvet?" spurgte hun.

      Bill kiggede ned og derefter op og smilede; selv i hendes tilstand overså hun aldrig noget.

      "Jeg gemmer ikke noget," sagde Bill, samlede konvolutten op og lagde den på bordet. "Der er bare noget, jeg gerne vil snakke med dig om."

      Riley smilede bredt. Det var tydeligt, at hun udmærket vidste, hvad han egentlig var her for.

      "Vis mig det," sagde hun og tilføjede med et nervøst blik på April. "Kom, lad os gå ud bagved. Jeg vil ikke have, at hun skal se det."

      Riley tog sine tøfler af og gik barfodet foran Bill ud i baghaven. De satte sig ved et slidt picnicbord, der havde været her, siden Riley flyttede ind, og Bill stirrede rundt i den lille gårdhave, som havde et enkelt træ. Der var skov til alle sider. Det fik ham til at glemme, at han var tæt på en by.

      For isoleret, tænkte han.

      Han havde aldrig følt, at dette var det rigtige sted for Riley. Den lille hus, som var bygget i ranch-stil, lå cirka 10 kilomenter udenfor byen og så slidt og ordinært ud. Det lå lige ved en mindre vej med intet andet end skove og græsgange så langt øjet rakte. Han havde dog heller aldrig tænkt, at et