.
Читать онлайн книгу.
er bedst at nyde det, imens jeg kan, tænkte hun.
Riley gik ind i huset lige tidsnok til at høre dørklokken.
Hun råbte: ”Jeg åbner selv, Gabriela.”
Hun åbnede døren og blev overrasket over at stå ansigt til ansigt med en smilende mand, hun ikke havde set før.
”Hej,” sagde han lidt genert. ”Jeg hedder Blaine Hildreth og bor inde ved siden af. Din datter er derovre lige nu sammen med min datter, Crystal.” Han rakte en gaveæske frem mod Riley og tilføjede: “Velkommen til kvarteret. Jeg har taget en indflyttergave med.”
”Åh,” sagde Riley. Hun blev forskrækket over den usædvanlige hjertelighed. Det tog hende et øjeblik at sige: ”Mange tak, kom ind.”
Hun tog kejtet imod gaveæsken og bad ham om at sætte sig ind i stuen. Riley satte sig på sofaen og holdt gaveæsken i skødet. Blaine Hildreth kiggede forventningsfuldt på hende.
”Det er meget venligt af dig,” sagde hun og åbnede pakken. Den indeholdt to sæt farverige kaffekrus. To krus var dekoreret med sommerfugle og de to andre krus med blomster.
”De er pæne,” sagde Riley. ”Vil du have noget kaffe?”
”Meget gerne,” sagde Blaine.
Riley kaldte på Gabriela, der kom ind fra køkkenet.
”Gabriela, vil du lave noget kaffe til os?” sagde hun og rakte hende to af krusene. "Blaine, hvordan foretrækker du din kaffe?”
”Sort, tak.”
Gabriela tog krusene med ud i køkkenet.
”Jeg hedder Riley Paige,” sagde hun til Blaine. ”Tak, fordi du kommer forbi. Og tak for gaven.”
”Selv tak,” sagde Blaine.
Gabriela vendte tilbage med to krus dejlig varm kaffe og gik derefter tilbage for at arbejde i køkkenet. Riley tjekkede lidt forlegent sin mandlige nabo ud. Nu, hvor hun var single, kunne hun ikke modstå trangen. Hun håbede ikke, at han lagde mærke til det.
Nå, ja, tænkte hun. Måske tjekker han også mig ud.
Det første, hun lagde mærke til, var, at han ikke havde nogen vielsesring. Enke eller skilt, tænkte hun.
Dernæst vurderede hun, at han var på hendes egen alder, måske lidt yngre, måske i slutningen af trediverne.
Sidst, men ikke mindst, var han en flot fyr – eller han så i hvert fald rimelig godt ud. Han havde en vigende hårgrænse, men det gjorde ikke noget. Og han så slank og veltrænet ud.
”Så, hvad laver du?” spurgte Riley.
Blaine trak på skuldrene. ”Jeg ejer en restaurant. Kender du Blaines Grillbar inde i centrum?”
Riley var imponeret. Blaines Grillbar var en af de bedste og hyggeligste frokostrestauranter i Fredericksburg. Hun havde hørt, at det var et fantastisk sted at spise middag, men havde endnu ikke selv prøvet det.
”Jeg har været der,” sagde hun.
”Det er min restaurant,” sagde Blaine. ”Og hvad laver du?”
Riley tog en dyb indånding. Det var aldrig let at fortælle en fuldstændig fremmed, hvad hun arbejdede med. Især mænd følte sig nogen gange truet.
”Jeg arbejder for FBI,” sagde hun. ”Jeg er FBI-agent.”
Blaines øjne blev store.
”Er det sandt?” spurgte han.
”Ja, men jeg har orlov i øjeblikket. Jeg underviser på akademiet.”
Blaine lænede sig mod hende med voksende interesse.
”Imponerende. Jeg er sikker på, at du kan fortælle nogle vilde historier. Jeg vil meget gerne høre en.”
Riley lo lidt nervøst. Hun spekulerede på, om hun nogensinde kunne fortælle nogen uden for FBI om nogle af de ting, hun havde set. Det ville være endnu sværere at tale om nogle af de ting, hun havde gjort.
”Det tror jeg ikke,” svarede hun lidt skarpt. Blaine stivnede, og Riley indså, at hendes tonefald var temmelig uhøfligt.
Han dukkede nakken og sagde: ”Undskyld. Jeg vil ikke trænge mig på.”
De småsnakkede lidt, men Riley blev klar over, at hendes nye nabo blev mere forbeholden. Da han høfligt havde sagt farvel og var taget af sted, lukkede Riley døren bag sig med et suk. Hun var ikke tilgængelig. Kvinden, der havde startet et nyt liv, var stadig den samme gamle Riley.
Men hun sagde til sig selv, at det ikke betød noget i øjeblikket. Det sidste, hun havde brug for lige nu, var et trøsteforhold. Hun havde brug for seriøst at rydde op i sit liv, og hun var netop begyndt at gøre fremskridt.
Alligevel havde det været rart at tale med en attraktiv mand i nogle minutter, og hun var lettet over endelig at have naboer igen – det var hyggeligt.
*
Da Riley og April sad ved middagsbordet, kunne April ikke holde fingrene væk fra sin smartphone.
”Hold op med at sende beskeder,” sagde Riley. ”Vi spiser aftensmad.”
”Om lidt, mor,” sagde April. Hun fortsatte med at skrive sms’er.
Riley blev kun mildt irriteret over Aprils teenageadfærd. Sandheden var, at der bestemt var fordele. April klarede sig godt i skolen i år og havde fået nye venner. Så vidt Riley kunne se, var de en flok mere velopdragne unge end dem, som April tidlige havde haft som venner. Riley gættede på, at April lige nu sms'ede med en fyr, hun var interesseret i. April havde dog ikke selv sagt noget om ham endnu.
April holdt op med at sende beskeder, da Gabriela kom ind fra køkkenet med et fad med chiles rellenos. Da hun satte de dampende, saftigt fyldte peberfrugter på køkkenbordet, fniste April ondskabsfuldt.
”Har du krydret dem nok, Gabriela?” spurgte hun.
”Sí,” sagde Gabriela og fniste også.
Det var en tilbagevendende vittighed iblandt de tre. Ryan kunne ikke lide fødevarer, der var for krydrede. Faktisk kunne han slet ikke spise dem. April og Riley, derimod, foretrak masser af krydderier. Gabriela behøvede ikke længere at holde sig tilbage med krydderierne – eller i det mindste ikke så meget, som hun plejede at gøre. Riley tvivlede på, at hun eller April selv kunne lave mad efter Gabrielas originale guatemalanske opskrifter.
Da Gabriela var færdig med at sætte maden frem til dem alle tre, spurgte hun Riley: ”Var han ikke en flot fyr?”
Riley rødmede. ”En flot fyr? Det lagde jeg ikke mærke til, Gabriela.”
Gabriela lo. Hun satte sig ned for at spise sammen med dem og begyndte at nynne en lille melodi. Riley gættede på, at det var en guatemalansk kærlighedssang. April stirrede på sin mor.
”Hvilken mand, mor?” spurgte hun.
”Øh, vores nabo kom ind for lidt siden ...”
April afbrød hende ophidset. ”Åh, mor! Var det Crystals far? Det var det, ikke! Er han ikke flot?”
”Og jeg tror, han er single,” sagde Gabriela.
”Slap lige af,” sagde Riley og lo. ”Jeg vil bare gerne leve. Jeg har ikke brug for, at I to forsøger at smede mig sammen med fyren inde ved siden af.”
De stak alle sammen gaflerne i de fyldte peberfrugter, og middagen var næsten færdig, da Riley mærkede den vibrerende mobil i lommen.
Fandens osse, tænkte hun. Jeg skulle ikke have taget den med ind til bordet.
Mobilens summen fortsatte. Hun kunne ikke så godt lade være med at besvare opkaldet. Siden hun var kommet hjem, havde Brent Meredith skrevet yderligere to beskeder, og hun blev ved med at sige til sig selv, at hun ville