Urantia Bogen. Urantia Foundation
Читать онлайн книгу.
skæbne.
11:9.7 (127.5) Paradis er det universelle hovedkvarter for alle personligheds aktiviteter og kilde-centret for alle kraft-rum og energi manifestationer. Alt, hvad der har været, er nu, eller som vil kommet, er kommet, kommer nu eller vil komme frem fra dette centrale blivende sted af de evige guder. Paradis er centret for al skabelse, kilden af alle energier, og stedet for den primære oprindelse af alle personligheder.
11:9.8 (127.6) Når alt kommer til alt, er det vigtigste når det gælder Paradis for de dødelige den kendsgerning, at den Universelle Faders perfekte bolig er den virkelige og fjerntliggende skæbne for de udødelige sjæle i Guds jordiske og materielle sønner, de opstigende skabninger fra de evolutionære verdner i tid og rum. Hver Gud kendende dødelig som har viet sine kræfter til karrieren af at gøre Faderens vilje har allerede indladt sig på den lange, lange Paradis rejse af guddommelighed og perfektions opnåelse. Og når sådan et dyrisk-oprindelses væsen står, som utallige nu gør, foran guderne på Paradis, efter at være steget op fra de ydmyge sfærer i rummet, så repræsentere sådan en bedrift en virkelighed af åndelig transformation som nærmer sig Højestehedens grænser.
11:9.9 (127.7) [Fremlagt af en Visdommens Fuldkommen bestilt således af Dagenes Ældste på Uversa.]
Urantia Bogen
<< Kapitel 11 | Titler | Indholdet | Kapitel 13 >>
Kapitel 12
Universernes Univers
12:0.1 (128.1) Den enorme vidtstrakte skabelse af den Universelle Faders er fuldstændig ud over rækkevidden af den begrænsede forestillingsevne; mesteruniversets kæmpemæssige omfang forbløffer selv min klasse af væseners begrebsopfattelse. Men det dødelige sind kan lære meget om universernes plan og foranstaltning; I kan vide noget om deres fysiske organisation og ganske beundringsværdige administration; I kan lære meget om de forskellige grupper af intelligente væsener som bebor de syv superuniverser i tiden og centraluniverset fra evigheden.
12:0.2 (128.2) I princippet, det vil sige, i evigt potentiale, opfatter vi den materielle skabelse som værende uendelig fordi den Universelle Fader faktisk er uendelig, men når vi studerer og observerer den samlede materielle skabelse, ved vi, at den på ethvert given tidspunkt i tiden er begrænset, selv om den til jeres begrænset sind er forholdsvis ubegrænset, faktisk grænseløs.
12:0.3 (128.3) Vi er overbevist om, fra studiet af fysisk lov og fra observation af stjerneklare områder, at den Uendelige Skaber endnu ikke er åbenbart i endelighed af kosmisk udtryk, at meget af den Uendeliges kosmiske potentiale stadig er indesluttet i sig selv og uåbenbaret. For skabte væsener kan mesteruniverset synes at være næsten uendelig, men det er langt fra færdig, og den erfaringsmæssige åbenbaring af det evige formål er stadig i udvikling.
1. Mesteruniversets rumniveauer
12:1.1 (128.4) Universernes univers er ikke en uendelig flade, en grænseløs terning, eller en ubegrænset cirkel; det har bestemt dimensioner. Lovene for fysisk organisation og administration beviser afgørende, at hele den uhyre sammenhobning af kraft-energi og materie-styrke fungerer i sidste ende som en rum enhed, som et organiseret og koordineret helhed. Den materielle skabelses observerbar adfærd er tegn på et fysisk univers af definitive grænser. Det endelige bevis for, at universet har en omkreds og er begrænset er ydet til os, af det velkendte faktum, at alle former for grundlæggende energi altid kredser rundt om den buede bane i mesteruniversets rumniveauer i lydighed til Paradistyngdekraftens uophørlige og absolutte træk.
12:1.2 (128.5) Mesteruniversets skiftende rumniveauer udgør de største inddelinger af gennemtrængt rum - den totale skabelse, organiseret og delvist beboet eller som vil blive organiseret og beboet. Hvis mesteruniverset ikke var en serie af elliptiske rumniveauer med formindsket modstandskraft overfor bevægelse, vekslende med zoner i forholdsvis hvile, forestiller vi os, at nogle af de kosmiske energier kunne observeres som skydende bort med en uendelig rækkevidde, ud i en lineær linje ind i uvejsomme rum; men vi finder aldrig kraft, energi, eller materie som opfører sig sådan; selv om de hvirvler, svinger de altid fremad langs banerne af rummets store kredsløb.
12:1.3 (129.1) Udgående fra Paradis gennem den vandrette udvidelse af gennemtrængt rum, eksisterer mesteruniverset i seks koncentriske ellipser; rumniveauer som kredser omkring den centrale Ø:
12:1.4 (129.2) 1. Centraluniverset - Havona.
12:1.5 (129.3) 2. De Syv Superuniverser.
12:1.6 (129.4) 3. Det Første Ydre Rumniveau.
12:1.7 (129.5) 4. Det Andet Ydre Rumniveau.
12:1.8 (129.6) 5. Det Tredje Ydre Rumniveau.
12:1.9 (129.7) 6. Det Fjerde og Yderste Rumniveau.
12:1.10 (129.8) Havona, centraluniverset, er ikke en tids skabelse, den er en evig eksistens. Dette univers uden begyndelse og uden ende består af en milliard sublimt perfekte sfærer og er omgivet af de enorme mørke tyngdekrafts masser. I centrum af Havona er den stationære og absolut stabiliserede Paradis Ø, omgivet af sine enogtyve satellitter. På grund af de enorme masser af mørke tyngdekraft, der kredser ved centraluniversets periferi, så overstiger masse indholdet af denne centrale skabelse langt udover den samlede kendte masse af alle syv sektorer af storuniverset.
12:1.11 (129.9) Paradis-Havona systemet, det evige univers som omkranser den evige Ø, udgør den perfekte og evige kerne af mesteruniverset; alle syv superuniverser og alle regioner i det ydre rum kredser i etablerede baner rundt om den gigantiske centrale sammenhobning af Paradissatellitterne og Havonas sfærer.
12:1.12 (129.10) De syv Superuniverser er ikke primært fysiske systemer; intetsteds deler deres grænser en familie af stjernetåger, heller ikke krydser de et lokalunivers, en grundlæggende kreativ enhed. Hvert superunivers er simpelthen en geografisk rum gruppering af omtrent en syvende del af den organiseret og delvise beboet post-Havona skabelse, og hver er nogenlunde lige i antallet af lokaluniverser og dækker omtrent lige meget rum. Nebadon, jeres lokalunivers, er en af de nyere skabelser i Orvonton, det syvende superunivers.
12:1.13 (129.11) Storuniverset er den nuværende organiseret og beboet skabelse. Det består af syv superuniverser, med et samlet evolutionært potentiale på omkring syv trillioner beboede planeter, for ikke at tale om de evige sfærer fra centraluniverset. Men denne forsøgsvise vurdering medregner ikke de arkitektoniske administrations sfærer, heller ikke inkluderer det de yderliggende grupper af uorganiseret universer. Storuniversets nuværende ujævne kant, dets uensartet og ufærdige periferi, sammen med hele den astronomiske plans meget ufærdige tilstand, antyder til vores stjerne studerende, at selv de syv superuniverser indtil videre er ufærdige. Når vi bevæger os indefra, fra det guddommelige center udad i enhver retning, så kommer vi, til sidst, til de ydre grænser for organiseret og beboet skabelse; vi kommer til storuniversets yderste grænser. Og det er i nærheden af denne ydre grænse, i et fjerntliggende hjørne af sådan en storslået skabelse, at jeres lokalunivers har dets begivenhedsrige eksistens.
12:1.14 (129.12) De Ydre Rumniveauer. Langt ude i rummet, i en enorm afstand fra de syv beboede superuniverser, er uhyre og utrolige formidable kraft kredsløb og materialiserende energier ved at forsamle sig. Mellem energi kredsløbene af de syv superuniverser og dette gigantiske bælte af kraft aktivitet, er der en rum zone af forholdsvis stilhed, som varierer i bredde men gennemsnitlig udgør fire hundrede tusinde lysår. Disse rum zoner er frie for stjernestøv - kosmisk tåge. De af vores studerende som studerer disse fænomener er i tvivl om den nøjagtige status af de rum-kræfter som findes i denne zone af forholdsvis