Urantia Bogen. Urantia Foundation
Читать онлайн книгу.
som et gardin og spreder dem ud som et univers man kan leve i." "Løft deres øjne op mod det høje og tag i øjesyn hvem det er som har skabt alt dette, som har tal på alle verdnerne han bringer til veje og nævner dem alle ved deres navne "; og således er det sandt, at " Guds usynlige ting delvis kan forstås gennem alt det som er blevet skabt." I dag, og som i er, må i skelne den usynlige Skaber gennem hans mangfoldige og forskelligartede skabelse samt gennem hans Sønners og deres talrige underordnedes åbenbaring og tjeneste.
1:5.4 (28.1) Til trods for at materielle dødelige ikke kan se Guds person, burde de fryde sig i forvisning over at han er en person; bør de ved tro acceptere den sandhed som fremstiller den Universelle Fader som således elskede verden at han sørgede for åndelig fremgang i al evighed af dets ydmyge beboere; at han "glæder sig over sine børn." Gud mangler ingen af disse overmenneskelige og guddommelige egenskaber som indgår i en perfekt, evig, kærlig og uendelig Skaberpersonlighed.
1:5.5 (28.2) I de lokale skabelser (med undtagelse af personalet i superuniversernes) findes det ingen personlig eller udstationeret manifestation af Gud bortset fra Paradisets Skabersønner som er de beboede verdners fædre og lokaluniversernes suveræne herskere. Hvis den skabtes tro var fuldkommen, ville han med sikkerhed vide, at når han havde set en Skabersøn, havde han set den Universelle Fader; i sin søgen efter Faderen ville han ikke spørge efter eller forvente at se nogen anden end Sønnen. Det dødelige mennesket kan simpelthen ikke se Gud før det opnår fuldstændig åndelig transformation og faktisk når frem til Paradiset.
1:5.6 (28.3) Paradisets Skabersønners væsen egenskaber omfatter ikke alle den universelle absolutheds egenskabsløse potentialer som indgår i den Første Store Kilde og Centers uendelige væsen, men den Universelle Fader er på alle måder guddommelig til stede i Skabersønnerne. Faderen og hans Sønner er én. Disse Paradissønner af Mikaels klasse er perfekte personligheder og endda et mønster for al personlighed i lokaluniverset, fra den klare Morgenstjernes personlighed og ned til det laveste menneskelige væsen af en fremadskridende evolution af dyreriget.
1:5.7 (28.4) Uden Gud og uden hans storslået og centrale person ville det ikke findes nogen personlighed i hele det vidtstrakte universernes univers. Gud er personlighed.
1:5.8 (28.5) Uanset at Gud er en evig kraft, en majestætisk nærværelse, et transcendent ideal og en strålende ånd, selv om han er alt dette og uendelig meget mere, ikke desto mindre er han i sandhed og til evig tid en fuldkommen Skaberpersonlighed, en person som kan "kende og bliver kendt", som kan "elske og bliver elsket", og en som kan være vores ven: ligeledes kan du blive kendt, som andre mennesker har været kendt, som ven af Gud. Han er en virkelig ånd og en åndelig virkelighed.
1:5.9 (28.6) Som vi ser den Universelle Fader åbenbaret over hele hans univers; som vi skimter ham iboende sine myriader af skabninger; som vi beskuer ham i hans Suveræne Sønners personer; som vi fortsætter med at føle hans guddommelige tilstedeværelse rundt omkring, nært og fjernt, så lad os ikke betvivle eller sætte spørgsmålstegn ved hans personligheds forrang. På trods af al denne enorme udspredningen forbliver han en sand person og opretholder til evig tid sin personlige forbindelse med sine utallige skarer af væsener som findes spredt rundt om i universernes univers.
1:5.10 (28.7) Ideen om den Universelle Faders personlighed er en udvidet og sandere begreb om Gud som er kommet til menneskeheden hovedsagelig gennem åbenbaringer. Både fornuften, visdommen og den religiøse erfaring peger mod og foreslår at Gud er en personlighed, men magter ikke helt at påvise den. Selv den iboende Tankeretter er førpersonlig. Enhver religions sandhed og modenhed står direkte i proportion til den forestillingen den har om Guds personlighed og til dens indsigt om Guddommens absolutte enhed. Ideen om en personlig Guddom bliver derfor målestokken på den religiøse modenhed efter at religionen først har formuleret begrebet om Guds enhed.
1:5.11 (29.1) De primitive religioner havde mange personlige guder, og de var formet i menneskets billede. Åbenbaring bekræfter gyldigheden af begrebet om Guds personlighed, som kun er en mulighed for den videnskabelige forudsætning om en Første Årsag og kun kan antydes som i tråd med filosofiens idé om den Universelle Enhed. Kun ved hjælp af personlighedens tilnærmende bestræbelser kan enhver person begynde at forstå Guds enhed. Fornægter man den Første Kilde og Centers personlighed, står man kun med valget mellem to filosofiske dilemmaer: materialismen og panteismen.
1:5.12 (29.2) Når man prøver at forestille sig Guddommen, må personlighedsbegrebet løsrives fra ideen om kropslighed. En materiel krop er ikke uundværlig for personligheden hverken for mennesket eller for Gud. Det fejlagtige ved ideen om kropslighed kommer til udtryk i begge yderligheder af menneskelig filosofi: Ifølge materialismen kan mennesket, siden det mister sin krop når det dør, ikke fortsætte med at eksistere som en personlighed; ifølge panteismen kan Gud, siden han ikke har nogen krop, følgelig ikke være nogen person. Den overmenneskelige fremadskridende personlighedstype fungerer imidlertid som en forening mellem sind og ånd.
1:5.13 (29.3) Personlighed er ikke blot en egenskab hos Gud; snarere står den for helheden af det koordinerede uendelige væsen og den forenede guddommelige vilje som fremtræder perfekt udtrykt i evighed og universalitet. Personlighed i sin højeste betydning er Guds åbenbaring til universernes univers.
1:5.14 (29.4) Gud, som er evig, universel, absolut og uendelig, vokser ikke i kundskab eller højner sin visdom. Gud tilegner sig ikke erfaring i den forstand som det finite mennesket vil kunne ræsonnere sig frem til eller forstå, men indenfor grænserne af sin egen evige personlighed kan han nyde de kontinuerlige udvidelser af selvrealisering som på sin vis kan sammenlignes med og er analogt med de finite væseners erhvervelse af nye erfaringer i evolutionære verdner
1:5.15 (29.5) Den uendelige Guds absolutte perfektion ville medføre at han måtte lide de forfærdelige begrænsninger som kendetegner perfektionens egenskabsløse endelighed om det ikke var for det faktum, at den Universelle Fader deltager direkte i alle de ufuldkomne sjæles personligheds kamp i det vidtstrakte univers som med guddommelig hjælp forsøger at stige op til de åndelige perfekte verdner i det høje. Denne progressive oplevelse af ethvert åndevæsen og enhver dødelig skabning i alle universernes univers udgør en del af Faderens stadig ekspanderende guddomsbevidsthed af den uophørlige selvrealiseringens evigvarende guddommelige cirkel uden ende.
1:5.16 (29.6) Det er bogstaveligt talt sandt: "I alle jeres pinsler lider også han." "I alle jeres sejre sejrer han i jer og med jer." Hans førpersonlige guddommelige ånd er en virkelig del af jer. Paradisets Ø reagerer på alle fysiske forvandlinger i universernes univers; den Evige Søn omfatter alle åndelige impulser fra hele skabelsen; Samforeneren omfatter alle sindsudtryk i det ekspanderende kosmos. Den Universelle Fader omfatter indenfor sin guddommelige bevidstheds helhed alle de individuelle erfaringer af de progressive kampe som ekspanderende sind og opadstigende åndevæsner af enhver eksistens, væsen og personlighed har over alt i den evolutionære skabelse i tid og rum. Og alt dette er bogstavelig talt sandt, for i Ham lever vi alle og rører os og har vor væren."
6. Personlighed i universet
1:6.1 (29.7) Menneskets personlighed er et skyggebillede kastet i tid og rum af den guddommelige Skaberpersonlighed. Og ingen virkelighed kan nogensinde blive rigtig forstået ved at man undersøger skyggen af den. En skygge skal fortolkes ud fra den sande substans som kaster den.
1:6.2 (30.1) For videnskaben er Gud en årsag, for filosofien en idé, for religionen en person, selv den kærlige himmelske Fader. For videnskabsudøveren er Gud en oprindelig kraft, for filosoffen en hypotese om enhed, for religionsudøveren en levende åndelig erfaring. Menneskets mangelfulde begreb om den Universelle Faders personlighed kan kun forbedres gennem dets åndelige fremskridt i universet og vil kun være fyldestgørende når tidens og rummets pilgrimme endelig når Paradisets levende Guds guddommelige omfavnelse.
1:6.3 (30.2) Mist aldrig de diametralt modsatte synspunkter af personligheden som de er opfattet af Gud og mennesket. Mennesket betragter og opfatter personligheden set fra det finite hen imod det uendelige; Gud ser fra det uendelige hen imod det finite. Mennesket besidder den laveste form for personlighed, Gud den højeste, selv den alt overordnede, ultimative og absolutte. Derfor måtte de