Urantia Bogen. Urantia Foundation
Читать онлайн книгу.
endelige sinds begreb, er det overordentlig svært for de menneskelige væsener at forstå Guds uendelige fader-personlighed undtagen som det universelt er åbenbaret i den Evige Søn og, med Sønnen, er universelt aktiv i den Uendelige Ånd.
10:1.6 (109.4) Eftersom at Guds Paradissønner besøger de evolutionære verdner og nogle gange endda opholder sig der i lighed med dødelig kød, og da disse overdragelser virkelig gør det muligt for det dødelige menneske at kende noget af den guddommelige personligheds natur og karakter, derfor må væsener fra planeternes sfærer se til overdragelsen af disse Paradissønner for pålidelig og troværdig information om Faderen, Sønnen og Ånden.
2. Guddoms personalisering
10:2.1 (109.5) Gennem treenighedsgørelsens teknik frigør Faderen sig fra den egenskabsløse ånde personlighed som er Sønnen, men ved at gøre dette, gør han sig selv til Faderen af denne selvsamme Søn og derved bemægtiger han sig den ubegrænsede kapacitet til at blive den guddommelige Fader af alle efterfølgende skabte, eventuerede, eller andre personaliserede typer af intelligente vilje væsener. Som den Absolutte og ubegrænset personlighed kan Faderen kun fungere som og med Sønnen, men som en personlig Fader fortsætter han med at overdrage personlighed på forskellige niveauer af forskellige mængder af intelligente vilje væsener, og han opretholder for evigt kærlige personlige forhold med denne enorme familie af universets børn.
10:2.2 (109.6) Efter at Faderen havde overdraget hele sig selv til sin Søns personlighed og når denne handling af selvoverdragelse er komplet og perfekt, af den uendelige kraft og natur som således eksister i foreningen af Fader-Søn, så overdrager de evige partnere i fællesskab disse kvaliteter og egenskaber, der danner et andet væsen som dem selv; og denne fælles personlighed, den Uendelige Ånd, fuldender Guddommens eksistentielle personalisering.
10:2.3 (110.1) Sønnen er uundværlig for Guds faderskab. Ånden er uundværlig for broderskabet af den Anden og Tredje Person. Tre personer er et minimum for en social gruppe, men det er den mindste af alle de mange grunde for at tro på uundgåeligheden af Samforeneren.
10:2.4 (110.2) Den Første Kilde og Center er den uendelige Faderpersonlighed, den ubegrænsede personligheds kilde. Den Evige Søn er det egenskabsløse personlighedsabsolut, det guddommelige væsen som gennem hele tiden og evigheden står som den perfekte åbenbaring af Guds personlige natur. Den Uendelige Ånd er den forenet personlighed, den unikke personlige konsekvens af den evige Fader-Søn forening.
10:2.5 (110.3) Den Første Kilde og Centers personlighed er uendelighedens personlighed minus den absolutte personlighed af den Evige Søn. Den Tredje Kilde og Centers personlighed er den supertilsætnings konsekvens af foreningen mellem den frigjorte Faderpersonlighed og den absolutte Sønpersonlighed.
10:2.6 (110.4) Den Universelle Fader, den Evige Søn, og den Uendelige Ånd er enestående personer; ingen er et duplikat; hver er oprindelig; alle er forenet.
10:2.7 (110.5) Kun den Evige Søn oplever de guddommelige personligheds forhold i det fulde omfang, bevidsthed om både at være søn til Faderen og fader til Ånden, og guddommelig lighed med både Fader-stamfaderen og Ånden associerede. Faderen kender oplevelsen af at have en Søn som er hans lige, men Faderen kender ingen forudgående fædre. Den Evige Søn har oplevelsen med sønskab, genkendelse af personligheds herkomst, og samtidig er Sønnen bevidst om at være forenet forældre til den Uendelige Ånd. Den Uendelige Ånd er bevidst om dobbelt personligheds herkomst men er ikke forældre til en samordnet Guddoms personlighed. Med Ånden er den eksistentielle Guddoms personaliserings cyklus afsluttet; den Tredje Kilde og Centers primære personligheder er erfaringsmæssige og syv i antal.
10:2.8 (110.6) Jeg har oprindelse i Paradistreenigheden. Jeg kender Treenigheden som forenet Guddom; jeg ved også at Faderen, Sønnen og Ånden eksisterer og handler i deres bestemte personlige egenskaber. Jeg ved positivt, at de ikke kun handler personligt og kollektivt, men at de også samordner deres udførelser i forskellige grupperinger, således at de ender med at fungere i syv forskellige ental og flertals egenskaber. Og eftersom at disse syv foreninger udtømmer mulighederne for sådanne guddommelige kombinationer, er det uundgåeligt, at realiteterne i universet vil fremstå i syv variationer af værdier, betydninger, og personlighed.
3. De tre guddoms personer
10:3.1 (110.7) Uanset, at der kun er en Guddom, så er der tre positive og guddommelige personaliseringer af Guddommen. Angående menneskets begavelse med de guddommelige Rettere, siger Faderen: ”Lad os skabe det dødelige menneske i vores eget billede.” Gentagende gange gennem alle skrifter på Urantia forekommer denne reference til en flertals Guddoms handlinger og gerninger, som klart indikerer en bevidsthed om eksistensen og aktiviteter af de tre Kilder og Centre.
10:3.2 (110.8) Vi er belært om, at Sønnen og Ånden opretholder det samme og ensartede forhold til Faderen i Treenigheds foreningen. I evigheden og som Guddomme gør de det utvivlsomt, men i tid og som personligheder åbenbarer de visse forhold af en meget forskellig natur. Set fra Paradiset ud mod universerne, så synes disse forhold at være meget ens, men betragtet fra rummets domæner, forekommer de at være helt anderledes.
10:3.3 (111.1) De guddommelige Sønner er faktisk ”Guds ord,” men Åndens børn er i sandhed ”Guds Handling.” Gud taler gennem sin Søn og, med Sønnen, handler gennem den Uendelige Ånd, mens i alle af universets aktiviteter er Sønnen og Ånden udsøgt broderlige, der arbejder som to lige brødre med beundring og kærlighed for en æret og guddommelig respekteret fælles Fader.
10:3.4 (111.2) Faderen, Sønnen, og Ånden er helt sikkert lige i natur, samordnet i væsen, men der er en umiskendelig forskel i deres fremtrædelse i universet, og når de handler alene, så er hver Guddomsperson tilsyneladende begrænset i absoluthed.
10:3.5 (111.3) Førend den Universelle Fader, af egen vilje afgav sig personlighed, styrke og egenskaber som udgør Sønnen og Ånden, synes han at have været (filosofisk betragtet) en egenskabsløs, absolut, og uendelig Guddom. Men sådan en teoretisk Første Kilde og Center uden en Søn kunne ikke i nogen betydning af ordet blive betragtet som den Universelle Fader, faderskab er ikke virkelig uden en søn. Desuden, måtte Faderen for at have været absolut i en total betydning, have eksisteret alene på et eller andet evigt fjernt tidspunkt. Men han har aldrig haft en sådan isoleret eksistens; Sønnen og Ånden er begge evige på samme tid med Faderen. Den Første Kilde og Center har altid været, og vil for altid være, den evige Fader af den Oprindelige Søn og, sammen med Sønnen, den evige stamfader af den Uendelige Ånd.
10:3.6 (111.4) Vi observerer, at Faderen har frigjort sig selv fra alle absoluthedens direkte manifestationer undtagen absolut faderskab og absolut vilje. Vi ved ikke, om viljen er en uafhændelig egenskab af Faderen; vi kan kun observere, at han ikke frigjorte sig fra viljen. Sådan en vilje uendelighed må have været evig iboende i den Første Kilde og Center.
10:3.7 (111.5) I overdragelsen af personlighedens absoluthed på den Evige Søn, frigør den Universelle Fader sig fra personligheds absolutismens lænker, men derved tager han et skridt, der gør det for altid umuligt for ham, at handle alene som personlighedsabsolut. Og med den endelige personalisering af sameksisterende Guddom — Samforeneren — så udgør den afgørende gensidige treenigheds afhængighed af de tre guddommelige personligheder i forhold til den samlede helhed af Guddommens absolutte funktion.
10:3.8 (111.6) Gud er Fader-Absoluttet af alle personligheder i universernes univers. Faderen er personlig absolut i handlings frihed, men i universerne af tid og rum, skabte, under tilblivelse, og endnu ikke skabte, kan Faderen som total Guddom ikke skelnes som absolut undtagen i Paradistreenigheden.
10:3.9 (111.7) Den Første Kilde og Center fungere udenfor Havona i de fænomenale universer som følger:
10:3.10 (111.8) 1. Som skaber, gennem Skabersønnerne, hans børnebørn.
10:3.11 (111.9) 2. Som overvåger, gennem tyngdekraftscentret i Paradiset.
10:3.12 (111.10) 3. Som ånd, gennem den Evige Søn.
10:3.13