Staten og politikken, som vi kender den, ligger i krydspresset mellem en række udviklinger, der trækker i hver sin retning. Den territoriale nationalstat, hvor det forudsættes, at der er lighedstegn mellem territorium, politisk enhed og befolkning, er under pres fra udviklinger, der går på tværs, hen over, under og over den måde, vi de sidste par hundrede år har organiseret vores politiske liv på.

      Store dele af globaliseringen kan siges at skyldes, at vi er blevet flere. Kloden er blevet fyldt op. Menneskemassen er blevet større her på kloden, dvs. vi forbruger mere end nogensinde før, vi kan teknologisk gøre mere, bygge og ødelægge mere end nogensinde før. Konsekvenserne af vores handlinger og mængden af faktiske handlinger er eksploderet ganske dramatisk.

      Så vi kan sige, at globalisering er navn for det fænomen, at kloden er blevet beboet på en måde og i et omfang, som man ikke har set tidligere. Man siger ofte, at kloden er blevet mindre, hvilket den jo selvfølgelig ikke er. Og så alligevel, for den føles mindre, da vores handlinger i stadig stigende grad påvirker andre og har betydning over langt større afstande end nogensinde tidligere, fordi vi som sagt kan mere og er flere. Der findes ikke længere hvide pletter på landkortet eller øde egne, man kan flytte og flygte til, når andre menneskers handlinger bliver for uudholdelige. Globaliseringen er det faktum, at vi ikke kan flygte fra hinanden, at vi er afhængige af og påvirket af de andre på en måde, vi ikke har oplevet før.

      Globalisering er i sig selv ikke et nyt fænomen. Vi har set globaliseringsbølger før, f.eks. verdensreligionernes ekspansion, korstoge, handelsrejser, opdagelsesrejser etc. Det, som kendetegnede dem, var, at de tog lang tid og krævede store omkostninger; at det ofte kun var én tur ud og hjem; at den flyttede mængde varer og information ofte var lille; og at det drejede sig om meget få mennesker. En anden globaliseringsbølge kommer med kolonialismen, hvor vestlige ideer, institutioner og praksisser bredtes til hele verden: nationalisme, eksperimentel naturvidenskab, nationalstaten, kapitalisme, oplysning og modoplysning, liberalisme, socialisme, totalitarisme etc. er alle oprindeligt vestlige fænomener, der siden og ofte med vold er blevet udbredt til hele verden. Det internationale økonomiske system før Første Verdenskrig – guldstandard-æraen – var på mange måder langt mere åbent og integreret end vores i dag. Så vi har altså en række globaliseringsbølger af stor aktivitet, der historisk har været efterfulgt af perioder med tilbagetrækning og indelukning.

      Vi må altså spørge, hvad nyt der er ved den aktuelle globaliseringsbølge? En måde at nærme sig det på er ved at måle globaliseringen på en række parametre:

       Figur 7. Globaliseringsparametre

      1 Livsområder: pluraliteten af områder, der globaliseres på samme tid (økonomi, politik, kultur, militær, sundhed, økosystemer, underholdning etc.)

      2 Volume: mængden af globaliseringsstrømme (varer, information, mennesker)

      3 Aktører: mængden af aktører, der deltager i globaliseringsprocesserne

      4 Påvirkning: mængden af personer, institutioner, firmaer, organisationer, praksisser etc., der direkte og indirekte påvirkes af globaliseringen

      5 Rekursivitet: den voksende gensidighed i og gentagelse af udvekslingerne

      6 Hastighed: hastigheden, hvormed globaliseringsprocesserne finder sted

      7 Teknologi: den nye teknologiske infrastruktur (IT, internet, sms, jetfly, containertransport, højhastighedstog, håndholdte digitalkameraer, bærbare computere, trådløse netværk)

      8 Politik: globaliseringens institutionalisering, mængden og effekten af overnationale politiske institutioner, aftaler og møder (FN, EU, Den Internationale Straffedomstol, Kyoto)

      9 Følelse: følelsen af at være globaliseringsramt (11/9, tsunami, karikaturkrise, virksomhedsflytninger)

      Tidligere tiders globaliseringsbølger var kendetegnet ved at ‘score’ lavt på hvert af disse punkter. Det internationale system før Første Verdenskrig var f.eks. kun globaliseret på det økonomiske område, mængden af aktører var få; påvirkningen uden for handelserhvervene minimal, hastigheden var forholdsvis langsom, den teknologiske infrastruktur var underudviklet, og de færreste havde følelsen af global samhørighed. Det helt afgørende nye ved vor tids globalisering er, at alle disse punkter er vokset i betydning og omfang. De kan bruges til at måle forskellige globaliseringsbølger, og heraf kan vi se, at den nutidige globalisering måske nok har forløbere, men den er kvantitativt og kvalitativt anderledes.

       2. DEBATTEN: DEN OMSTRIDTE GLOBALISERING

      Det ovenstående svarer ikke på de afgørende spørgsmål, der handler om, hvordan vi skal vurdere den igangværende globalisering, hvordan vi skal forholde os til den individuelt og kollektivt, hvilke konsekvenser globaliseringen vil få for politik, stat, demokrati, velfærd etc. Det er netop heri, den afgørende strid består. Hvis globaliseringen bare er et nyt ord for f.eks. internationalisering, Vesten, post-/sen/refleksiv modernitet eller neoliberal kapitalisme, da behøver vi ikke afsværge alle gamle pejlemærker og handlemåder. Men hvis globaliseringen er et helt nyt fænomen, da sætter det også alle vante begreber, institutioner og politikker under pres, og så skal vi til at opfinde helt nye begreber, nye politikker, nye institutioner og måske nye statsformer.

      Jeg har forsøgt at fange bredden af diskussionen om politikkens og særligt statens fremtid i en (måske) globaliseret verden i et skema opdelt efter to differentieringsprincipper: et teoretisk og et politisk. Det teoretiske går på henholdsvis globaliseringens og politikkens grænser. Den ene yderposition fremhæver globaliseringens ekspansion og politikkens stadig snævrere manøvrerum, den anden yderposition globaliseringens begrænsede realitet og politikkens fortsatte duelighed, mens midterpositionen anerkender globaliseringens ekspansion og fremhæver politikkens ændrede vilkår. Selve de teoretiske inddelinger er hentet fra David Held m.fl.’s Global Transformations.³⁸