KAPITEL 1

      Indledning

      Det er digterens klassiske situation. Konfrontationen i timevis, måske i dagevis med det hvide papir, og med bevidstheden om, at “i begyndelsen var ordet”, men hvilket ord – dette ord, som straks vil begynde at forvandle ingenting til alt muligt.

      For i begyndelsen står der ingenting på det hvide papir. Ikke et ord.

      (Inger Christensen, 2000, side 52)

      Ingenting bliver til noget. Det er et vilkår ikke blot i kunsten, men i hele den brogede tilværelse. Og selve det mysterium, at vi eksisterer og at verden eksisterer, reflekteres i enhver skabende proces: Der er nu noget skabt, hvor der før var ingenting.

      At skabe kunst rækker derfor ud over blot at manipulere med en given virkelighed. Det er også at skabe en virkelighed at manipulere med. Eller med andre ord kaster kunsterfaringen lys på, hvordan vi skaber – ikke bare vores verden, men også mening og retning i vores liv.

      Når kunst møder psykoterapi, er det derfor ikke nødvendigvis for at forstå, forklare og manipulere med psyken, men for at skabe noget nyt. Skabe ny form og skønhed fra flygtige og diffuse erfaringer af lyst og lidelse. På den måde kan kunsten etablere nye bevidsthedsstrukturer sideløbende med de konkrete værker. Her taler jeg om en bestemt type kunstterapi, som vil være hovedfokus i denne bog. En kunstterapi, der bygger på en fænomenologisk forståelse af kunsten og bevidstheden; hvad jeg har valgt at kalde skabende kunstterapi.

      Vi kender alle til kunstens betydning på forskellig vis: En bestemt musik giver måske ro efter et oprivende møde, en anden stemmer sindet til fest og ballade. Nogle bliver rystet i teatrets mørke, andre oplever, at de møder det, der er vigtigt for dem, i et billede eller et digt.

      Vi er med andre ord alle kunstbrugere, og kunsten er så indbygget i vores menneskeliv og i vores kultur, at mange knap skænker det en tanke. Skulle det alligevel ske, at vi overvejer, hvad kunst egentlig er, fører det til rækker af spørgsmål og mulige fortolkninger. Det gælder både kunst som kategori og det enkelte værk. Denne åbenhed i kunsten, som gør den så vanskelig at gribe begrebsligt, er også med til at gøre den til en potent medspiller i psykoterapi og andre udviklingsprocesser.

      På de kommende sider vil feltet mellem kunst og psykoterapi blive belyst fra mange vinkler. Jeg ønsker at give en forståelse af, hvordan kunsten kan spille en afgørende rolle i menneskers erfaring af sig selv og deres verden, og tilsvarende hvordan udvikling af nye erfaringer kan spille sammen med det at skabe kunst. Jeg vil desuden præsentere nogle nye begreber og tanker, som kan give en mere klar forståelse af kunstterapierne, samt inspirere til, hvordan skabende kunstterapi konkret kan indgå i behandling af forskellige tilstande.

      Bogen henvender sig derfor til alle, som er optaget af kunstens mulige rolle i udviklingsprocesser, og her især kommende og praktiserende kunstterapeuter. Desuden vil mennesker, der beskæftiger sig med andre former for psykoterapi og supervision, kunne hente ny inspiration i bogen.

       Lone søger psykoterapi på grund af en nagende følelse af tomhed. Siden ungdommen har hun haft en oplevelse af, at det hele i grunden kan være lige meget. Trods et godt arbejde og en god familie frygter hun at falde for fristelsen til at tage sit eget liv.

      Lone¹ mangler noget. Men hun aner ikke, hvad det er, hun mangler. Og hvordan kan hun finde noget, som måske ikke eksisterer – mening med et liv f.eks.? Lone har brug for noget, som hverken hun eller hendes terapeut kender. Terapeuten kan derfor ikke løse problemet eller lære Lone, hvordan hun skal overvinde det.

      I stedet kan kunstterapeuten hjælpe Lone ind i en proces, hvor hun har mulighed for at skabe det, hun mangler. Ved at åbne sine sanser og begynde at skabe midt i meningsløsheden åbnes for, at noget andet kan dukke op. Hun må afprøve og lege med mulighederne, indtil noget måske falder på plads. I denne proces er terapeuten ikke klogere på Lone end Lone selv, han har ingen klare svar eller en fastlagt plan for behandlingen, men må have erfaring nok med de skabende processer til at kunne bevare åbenheden, også når papiret bliver ved at være hvidt i dagevis – jævnfør indledningscitatet.

      Den skabende kunstterapi læner sig tættere op ad kunsterfaringen end ad psykologien. Lones problem bliver altså ikke opfattet som udtryk for en ubevidst konflikt, som skal afdækkes og løses, eller som en forkert tænkning, men ses snarere som et udtryk for, at den bevidsthed, hun har om sig selv og verden, har brug for et andet rum at genskabe sig i.

      Hvor den analytiske kunstterapi overvejende vil se på Lones tegninger eller andre værker for at forstå hendes billede af sig selv og baggrunden for hendes meningsløshed, vil den skabende kunstterapi snarere kaste Lone ind i en skabende proces: Hjælpe hende til at komponere noget musik, koreografere en dans, forme en skulptur eller male det helt rigtige billede, dvs. et billede der “virker” for Lone, med henblik på at etablere nye bevidsthedsstrukturer.

      Om værket virker, er en æstetisk afgørelse, og den skabende kunstterapi bygger på tanken om, at vores sanselige erfaringer er helt afgørende for udviklingen af vores bevidsthed. I dialogen med værket og i det forhold, der opstår mellem Lone, værket og omverdenen, åbnes nye erfaringsmuligheder.

      Den skabende kunstterapi tilbyder altså et rum til at skabe på kunstens præmisser. Vel vidende at vi måske ingenting finder. Eller at vi måske finder noget helt andet end det, vi søger. Det overraskende er, at netop idet vi giver afkald på at finde noget bestemt, dukker meget ofte nye muligheder op.

      Nogen vil hævde, at kunst ikke kan bruges til terapi eller andre formål uden at “Kunsten” derved tabes, og at kunstterapi derfor intet har med kunst at gøre. Kunstværket kræver en åbenhed i tilblivelsen, siges der, som lukker til, når kunsten spændes for en vogn, hvad enten denne vogn er propaganda, reklame eller psykoterapi. Andre vil mene, at kunst kun kan laves af kunstnere med helt særlige talenter og træning, og at almindelige mennesker ikke laver kunst.

      Med al respekt for disse positioner vælger jeg alligevel uden tøven at kalde mange af de værker, patienterne² skaber med deres hjerteblod, for kunst. Også teknisk ubehjælpsomme billeder kan være bevægende og formidle noget betydningsfuldt eller åbne for ny erkendelse. Men forudsætningen er, at terapien ikke får lov at kvæle den kunstneriske åbenhed og æstetiske sensibilitet. Skabende kunstterapier fungerer derfor kun, når de kan udfolde sig på kunstens egne ustyrlige præmisser. Frem for kun at være en psykoterapi, som benytter kunst, er skabende kunstterapi derfor et arbejde på kunstens betingelser. Det er netop derfor, denne terapi i ordets egentlige betydning kan blive nyskabende.

      Dette, at arbejde på kunstens præmisser, giver nogle bestemte vilkår for udøvelsen. Først og fremmest bliver vi som terapeuter nødt til at kaste alle forudfattede teorier og planer til side for at kunne gå ind i en skabende proces med patienterne. Og netop dette kan også være et vældigt potentiale. Kunsten tvinger os ind i et ukendt rum, hvor vi bliver nødt til nærværende at åbne alle sanser og gribe det, som kommer. Her kan ingen være eksperter. Hvad vi som kunstterapeuter skal kunne, er – midt i dette uforudsigelige rum – at bringe patienterne mest mulig tryghed og tillid. Vi skal “holde rummet”, dvs. tilbyde en klar struktur og konkrete materialer at arbejde med. Samtidig skal vi være 100 % til stede som medmennesker, som patienterne kan lege med, blive inspireret af, finde tryghed ved og spille bold op ad.

       Lone oplever, at hendes sanser på en eller anden måde er sløvede – som om hendes oplevelser ikke rigtig har betydning. Terapeuten giver hende en klump ler i hånden og opfordrer hende til at forme det uden at tænke, mens de taler videre. Undervejs dukker former op, som de kikker på sammen. Det sidste, der dukker op, er en slags fugl med stort åbent næb. Det ser ud, som om den siger noget. Terapeuten spørger Lone, hvordan fuglen lyder, og hvordan den bevæger sig. Resten af timen udvikler og opfører