Skabende kunstterapi. Aarhus University Press
Читать онлайн книгу.
der arbejder med alle typer af kunstterapi og med kunst i andre udviklingsprocesser og læring, er det også min ambition at kunne inspirere til mere forskning i kunstterapi og æstetiske processer. Det er især mit håb, at bogen kan bidrage til, at kunstterapeutiske tilbud vil blomstre, og at bogen vil styrke uddannelsen af kunstterapeuter – i sidste ende til gavn for de lidende.
God fornøjelse!
KAPITEL 2
Grundlaget
Mange misforståelser og uklarheder bygger på, at man taler ud fra forskelligt videnskabsteoretisk grundlag uden at gøre sig dette klart. I dette kapitel vil jeg præsentere nogle grundlæggende begreber og tanker, som jeg finder vigtige i forståelsen af de skabende kunstterapiers metode og virkning.
Jeg indleder med en kort introduktion til fænomenologi, så læsere uden disse forudsætninger kan forstå grundlaget for resten af bogen. Herunder vil jeg præsentere nogle bud på, hvordan fænomenologer har forstået psykiske lidelser (psykopatologi). Man opnår sjældent noget med en behandling, hvis ikke man har begreb om den sygdom eller tilstand, man vil behandle. Inden for fænomenologisk psykopatologi forstår man psykisk lidelse som bevidsthedsforstyrrelser. Dette kan også lære os meget om, hvad det vil sige at være rask eller normal.
Derefter vender vi os mod kunsten. Kunst som begreb står helt centralt i skabende kunstterapi, og med afsæt i fænomenologisk tænkning giver jeg et bud på en kunstopfattelse, som vil være afsættet for min afsøgning af kunstterapiens virkninger. Her vil jeg desuden komme ind på form, dialog, leg og skønhed, som alle er vigtige begreber i forståelsen af de skabende kunstterapier.
I skabende kunstterapi opstår et særligt skisma mellem kunsten og terapien. Det er, som om kunsten forsvinder, hvis man som kunstterapeut fokuserer for meget på terapien. Og når kunsten forsvinder, forsvinder jo også kunstterapien – i hvert tilfælde i den skabende form, som er denne bogs fokus. Jeg afslutter kapitlet med en analyse af dette skisma i lyset af forskellige kunstneres erfaringer.
Videnskabsteori og erkendelse
I ethvert forsøg på at forstå mennesker og håndtere deres lidelse er der et mere eller mindre skjult sæt af antagelser. Vores opfattelser af, hvad der er rigtigt eller forkert, er bundet til vores billeder af, hvad et menneske er, og hvad verden er. Har man f.eks. et overvejende positivistisk3 naturvidenskabeligt fundament, vil man gå ud fra, at verden er materiel og kan studeres objektivt, hvorfor man vil søge at objektivisere sine vurderinger i skalaer og lægge vægt på biologiske forhold i studiet af psykisk sygdom. Psykoanalytikere derimod vil tage for givet, at der er en mening i symptomerne, som ikke har direkte materiel basis, og at symptomer udspringer af den enkeltes indre verden og relationer til andre personer.
Disse bagvedliggende antagelser, som er så indgroede, at de sjældent overvejes, bliver årsag til forståelseskløfter mellem psykoterapier af forskellige skoler og mellem biologisk orienterede psykiatere og psykoterapeuter. Vi har tendens til at dømme “de andre” ud fra vores egne grundlæggende antagelser om verden, hvorved vi let kommer til at tale forbi hinanden. Også kunstterapeuter har forskelligt videnskabsteoretisk udgangspunkt, og kunstterapien vil få sin udformning afhængigt af det bagvedliggende tankesæt.
Forskellige teoretiske positioner åbner altså verden på forskellig måde og har forskellige begrænsninger, hvorfor bestemmelsen af et teoretisk grundlag for kunstterapi også er et valg, snarere end en afgørelse af, hvad der er “det rigtige”. Det er oplagt, at positivismen kommer til kort i udforskningen af bevidsthedsfænomener som kunst, skønhed og galskab, og derfor ikke er egnet til at forstå kunstterapiens virkning, selvom en logisk empirisme4 vil være velegnet til at afgøre effekten af kunstterapi.
Inden for psykologien og psykiatrien har den psykoanalytiske tradition i bred forstand været næsten alene om at søge forklaringer, som ikke er materialistiske, og mange kunstterapeuter har da også bygget deres teori og praksis på denne tænkning. Jeg ser imidlertid nogle problemer i dette valg. En psykologisk/psykoanalytisk tænkning holder sit fokus på individet, hvorfor den del af kunsterfaringen, som ikke umiddelbart kan forstås psykologisk, udelades. Kunsten som fænomen er nemlig ikke bare indre-psykisk. Kunstens evne til at bevæge og berøre os beror netop på, at den eksisterer uden for os selv og kun kan begribes sanseligt. Vi kan derfor vanskeligt begribe, hvordan det skabende aspekt af kunstterapien er med til at forme vores bevidsthed, hvis vi alene har et psykologisk eller psykoanalytisk begrebsapparat.
Psykologien kan selvfølgelig bidrage til at forstå, hvordan kunst påvirker os, og hvordan vi gennem kunst kan udtrykke os symbolsk, men den kommer alligevel til kort i forståelse af det nyskabende, altså det fænomen, at ingenting bliver til noget. Det betyder, at kunsten i psykologisk perspektiv må forklares som reproduktion af noget, der er der i forvejen, f.eks. udtrykt i “det ubevidste”. Dette giver nogle problemer for kunsten, hvilket vi kommer ind på senere. Her giver fænomenologien efter min opfattelse en meget bedre mulighed for at kunne begribe kunsten og dens indvirkning på bevidsthedsfænomener som f.eks. galskab.
Fænomenologien er netop en filosofisk tradition, som beskæftiger sig med at forstå bevidstheden. Her taler man ikke om det ubevidste og den objektive ydre verden, men om fænomenerne, som de viser sig i bevidstheden. Fænomenologerne i europæisk tænkning har i deres udforskning af bevidstheden desuden været optaget af kunsten, kroppen og galskaben. Dermed giver fænomenologien et godt teoretisk udgangspunkt for at forstå, hvordan kunsten spiller sammen med vores bevidsthed og kan påvirke psykiske lidelser.
Den fænomenologiske tænkning er på flere måder en radikalt anderledes måde at opfatte verden på end de dominerende videnskabelige paradigmer, og da begrebet fænomenologi yderligere bliver brugt og forstået på flere måder, kan det skabe megen forvirring. Da en vis fænomenologisk forståelse samtidig er afgørende for at forstå grundtankerne i resten af bogen, følger her en helt kort præsentation af nogle af de hovedtanker i fænomenologien, som i min optik har betydning for at forstå virkningerne af skabende kunstterapier.
Fænomenologi
Fænomenologien voksede frem i tysk filosofisk tænkning i 1800-tallet som en lære om, hvordan fænomener fremtræder for bevidstheden. I stedet for, som i megen traditionel videnskab, at beskrive verden uafhængig af bevidstheden og bevidstheden uafhængig af verden, hævder fænomenologerne, at vi, som udgangspunkt for en forståelse af begge dele, må søge at forstå det intime forhold mellem bevidstheden og verden.
Når jeg f.eks. ser en solsort, er min bevidsthed om solsorten og selve solsorten helt sammenvævet. Jeg kan ikke fatte denne solsort uden om min bevidsthed om den. Omvendt vil min bevidsthed om solsorten ikke eksistere, uden at der er en solsort ude i verden. Tesen er, at bevidsthed altid er bevidsthed om noget i verden. Også forestillingsbilleder som f.eks. et bjerg af guld er sammenstillinger af forskellige verdenserfaringer. Derfor må vi se på verden, hvis vi skal forstå bevidstheden. Og omvendt bliver vi nødt til at medtænke vores bevidsthed, når vi vil begribe fænomener i verden.
Bevidsthed som fænomen kan altså slet ikke forstås og undersøges uafhængigt af det, som bevidstheden retter sig mod. Denne rettethed kaldes intentionalitet. Intentionalitet er dermed et kernebegreb i forståelsen af bevidsthed. Bevidstheden kan simpelthen ikke beskrives eller forstås uden om sin intentionalitet. Skal vi undersøge vores syn, bliver vi derfor nødt til at inddrage det, vi ser på, i dette tilfælde en solsort. Synet er et bevidsthedsfænomen, og det kan ikke eksistere, uden at der er noget at se. Det gælder tilsvarende for andre bevidsthedsfænomener, at vi ikke kan undersøge dem uden at inddrage det, som de retter sig mod, det man kalder intentionaliteten.
Denne opfattelse af bevidstheden giver en helt anden forståelse af psykisk lidelse, som jo også er bevidsthedsfænomener. Så selvom tanken kan synes enkel, er den samtidig meget radikal. For det afskaffer det psykiske som noget, der har en selvstændig eksistens, og f.eks. et begreb som “det ubevidste” mister sin mening i en sådan tænkning. Tilsvarende mistes ideen om, at vi kan beskrive en objektiv virkelighed uafhængigt af vores