Skabende kunstterapi. Aarhus University Press
Читать онлайн книгу.
af skønhed gør os kropsligt og mentalt nærværende og lukker op til følelser, hvad enten det er glæden over at være til eller smerten over det mistede. Blandt andet derfor kan kunsten rumme det grusomme og smertelige på en måde, så vi ikke trækker os væk fra verden og gør os ufølsomme, men netop vedbliver at være levende. Som en patient udtrykte det på et evalueringsskema: Kunstterapien skaber levende mennesker.
DIALOGEN MED VÆRKET
Når vi har formgivet noget, får vi mulighed for at træde et skridt tilbage og betragte eller lytte til værket. Mellem os og det formede opstår en adskillelse, som muliggør en dialog, en udveksling. Shaun McNiff er en af de kunstterapeuter, som lægger stor vægt på dialogen.
Dialogue is the method par excellence in its flexibility and its ability to promote interaction among different figures and points of view [ … ] The painting might have something to say to me, and so I take the role of listener rather than explainer.17
(McNiff, 1992, side 105)
Dialogen bygger på, at det, som måske før blot var en vag fornemmelse, nu er derude i verden og har en sanselig form, som kan gøre noget ved os (hvad jeg senere i denne bog benævner objektiveringer). Det, vi har skabt, virker tilbage på skaberen: Måske bliver vi triste af det lyse billede, eller måske vækker det et raseri, som kan blive baggrund for en ny form, når vi kaster en mørk klat maling på det lyse billede. I denne fortløbende dialog mellem kunstneren og hans materiale opstår værket.
Vi siger, at et kunstværk “taler til os”, men det er meget forskelligt, hvad vi “hører”. Et billede kan pludselig bringe tårerne frem, mens alle de andre billeder på udstillingen forbliver tavse. For nogle er malerkunst nærmest meningsløs, mens teatrets magi eller bluesmusikkens klagesange opleves som stærke og meningsfulde udtryk. Når der arbejdes gennem noget tid med en kunstdisciplin, vil den for de fleste begynde at “åbne sig” eller “tale til os”. Det samme gælder det enkelte værk – når vi sidder med det tilstrækkeligt længe, vil det efterhånden begynde at “tale”.
I psykoterapi med mennesker, som har vanskeligheder ved at omgås andre eller som bliver angst ved nærvær f.eks. på grund af skizofreni, giver dialogen med værket en “aflastning” af samværet og en konkret forankring, som nedbringer angsten og letter dialogen med terapeuten.
Det er udvekslingen, dialogen med værket og med andre mennesker, der former, bevæger og forandrer os. Kunstterapiens styrke er blandt andet, at dialogen ikke begrænser sig til en sproglig udveksling med terapeuten, men kan ske gennem alle sanser med de værker, vi selv og andre skaber.
LEG OG KUNST
Kunst og leg er ikke det samme, men leg er et vigtigt aspekt i kunstnerisk udfoldelse. Samtidig er evnen til at lege nysgerrigt og eksperimenterende vigtig, hvis man ønsker at bryde vante mønstre, hvilket jo ofte er målet med en terapi. Derfor er leg også vigtig i den skabende kunstterapi.
Børn leger bl.a. for at finde ud af, hvem de selv er, og hvad verden er – to ting som ikke kan adskilles. De afprøver muligheder, deres egne og tingenes, helt uden andet formål end legen i sig selv. Og børnene går op i det med liv og sjæl. Tænk på en flok 10-årige, som sendes ud en snevejrsdag og kommer hjem fire timer senere, sultne, våde og udmattede. For de legede bare så godt. De opildner hinanden ved at udveksle ideer til, hvordan legen skal fortsætte, og inddrager hinanden for at gøre legen bedst mulig: “Skal vi sige, at jeg er kaptajnen – så er I søuhyrer”. Fortællinger, genrer og ideer tumler kaotisk frem i legen, der efterhånden skaber sit eget meningsunivers, som børnene kan blive til som individer i forhold til.
De lærer sociale kompetencer, vil nogle hævde. Men legen er mere end det. Den er netop legende, og hvis man skal tale om læring, ligger det på et langt mere fundamentalt plan end f.eks. at øve sig i at takle konflikter. Man kan måske sige, at børnene i deres leg lærer at være de mennesker, de er. Og parallellen til kunstterapien ligger ligefor: Gennem legen med materialerne og hinanden kan patienterne lære at være de mennesker, som de er. Forhandlingen og “de sociale kompetencer” er nødvendige for, at selve legen kan udfolde sig med flere aktører. Men det er ikke det primære. Det er legen selv. Læringen er således et biprodukt af legen.
Gadamer er en af de filosoffer, der har beskæftiget sig med legen (Gadamer, 2004, side 101-130). Han ser legen som en selvfremstilling, som skaber en speciel lethed og aflastning gennem denne fremstilling. Men legen behøver ingen tilskuere, og her adskiller den sig fra kunsten. Leg og kunst er imidlertid tæt sammenknyttet ifølge Gadamer. Legen fuldbyrdes i kunst gennem sin forvandling til form. Og gennem denne fuldbyrdelse adskilles legen fra den legende. På den måde kan legen være et middel til at overskride de skavanker, der ligger nedfældet i den æstetiske idealisering af kunsten (Steinsholt, 1999, side 143).
Det engelske ord “play” henviser både til musik, teater og leg. Og legen med roller, med musikinstrumenter, med kroppen og farverne glider umærkeligt over i teater, musik, dans og billedkunst. Nogle vil måske synes, at kunst er mere alvorlig end leg, men jeg er ikke enig. Se børn (eller voksne) lege med en alvor, som gjaldt det selve livet, og se et par musikere improvisere uforpligtende sammen. Det er rigtigt, at leg i nogle tilfælde kan være ret fjollet og helt uforpligtende, men kan kunst ikke også være det? Forskellen mellem kunst og leg viser sig tydeligst, hvor legen bliver så struktureret og snæver, at det kreative element kommer til at spille en underordnet rolle som i sport og computerspil. Man kan derfor ikke lave den omvendte slutning: at leg er kunst. Men kunsten forudsætter en leg med materialerne.
Man kan sige, at kunst er en leg med materialer, der skaber (ny) mening. Evnen til at trække vores patienter ind i legen med materialerne er derfor afgørende for en vellykket kunstterapi. For psykiatriske patienter er det ikke sjældent et problem, at evnen til at lege er forsvundet eller mindsket og dermed også muligheden for at reorientere sig gennem en legende attitude. Den manglende leg fastlåser det indre univers. For mange af disse mennesker vil det at komme til at lege i sig selv opleves befriende – men de har brug for hjælp til at komme i gang. For andre, som er mindre syge, kan vanskeligheder med at lege også være et stort problem, som der må tages fat i før noget som helst andet.
Som kunstterapeuter må vi derfor kunne lege; opgive alle vores forkromede teorier og intentioner for en stund og få øje på mulighederne i situationen. Vi skal kunne grine og vende tingene på hovedet uden at miste alvoren, og vi skal kunne kaste os ind på legepladsen med vores patienter. Vi skal lege for at hjælpe dem til at lege. Når patienten tør slippe sine mere eller mindre realistiske forestillinger om, hvad hun skal, og overgive sig til legen, kan forandring finde sted.
I vores erindring om barndommens legeunivers har vi alle en indre model for legen: denne afsøgende, skabende attitude, etablering af det helt rigtige univers, optagetheden og nærværet – og den umættelige nysgerrighed sammen med den utrættelige energi uden noget bestemt formål ud over processen i sig selv. Det er bl.a. det, vi søger at etablere i det kunstterapeutiske værksted. For gennem legen har vi, med Nietzsches store ord, mulighed for at træde ud af hjemløshedens omstrejfen og finde et alternativ til fortvivlelse (citeret efter Steinsholt, 1999).
Dialektikken mellem kunst og terapi
I billedkunstterapi med de sygeste psykiatriske patienter har jeg haft en tilbagevendende oplevelse af, at terapien som sådan fortonede sig – patienterne hyggede sig med deres billeder uden synlig retning i en social, kognitiv eller følelsesmæssig udvikling. Det terapeutiske fokus, som blev formuleret forud for terapien, blev ofte helt glemt.
Som terapeut følte jeg en vis frustration, som var knyttet til ideen om terapi i traditionel forstand – at man formulerer nogle problemområder inden for det mentale felt, skitserer nogle måder, hvorpå situationen kan påvirkes, og derefter går i gang med at ændre tingenes tilstand på en nogenlunde systematisk måde.
Som kunstterapeut blev denne terapiforståelse udfordret af billedprocessens egen dynamik.
Jeg forsøgte sommetider at “genindføre”