Forord

      Hvorfor en bog om sundhedspædagogik og sundhedsfremme? Sundhedspædagogik og sundhedsfremme er grundlæggende omstridte og dynamiske begreber. Der er en stadig forandring i begrebernes indhold, ikke mindst på grund af de politiske niveauers styringsbestræbelser og forsknings- og praksisfelternes behov for at navigere i forhold hertil. At belyse sundhedspædagogik og sundhedsfremme som forsknings- og praksisfelt er derfor et overordnet formål med bogen.

      Forskningsprogram for miljø- og sundhedspædagogik på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole har i mange år arbejdet med begrebsudvikling, empirisk forskning og innovative udviklingsprojekter inden for sundhedspædagogik og sundhedsfremme. Forskningen fokuserer på sammenhænge mellem læring, pædagogik, kontekst og forandring inden for sundhedsområdet, hvilket betyder, at både mål, metoder, rammer og betingelser indgår som centrale fokusområder for forskningen. Med denne bog vil vi præsentere et udsnit af programmets aktuelle forskning. Det gør vi ved at samle et antal kapitler skrevet af programmets medlemmer og ved at inddrage bidrag fra andre forskere, som vi har samarbejdet med gennem årene, dels i forskellige forskningsprojekter, dels i den masteruddannelse i sundhedspædagogik, som siden 2001 har været knyttet til programmet.

      I Sundhedspædagogik og sundhedsfremme – teori, forskning og praksis vil læserne finde teoretiske diskussioner, empiriske undersøgelser og essays relateret til sundhedspædagogik og sundhedsfremme.

      Bogen karakteriseres af et fælles afsæt i en kritisk forskningstilgang, hvor bestående paradigmer og tankegange udfordres, hvor magt- og dominansrelationer kortlægges, og hvor lokale og globale ulighedsrelationer i relation til sundhed sættes i fokus. Ideologier og værdier, kontekstuelle forhold samt aktørernes deltagelse og refleksioner tildeles i denne forskningstilgang en afgørende betydning for de sundhedspædagogiske og sundhedsfremmende processer og for udbyttet heraf.

      I bogen er der fokus på diskussioner og analyser af:

      • begreber om sundhedspædagogik, sundhedsfremme og forebyggelse, samt værdier og ideologiers rolle i sundhedspædagogik og sundhedsfremme

      • pædagogiske tilgange, der vægter udvikling af målgruppers og professionelles handlekompetence, deltagelse og refleksioner, og som understøtter dette ved at fokusere på handlings- og deltagelsesorienterede strategier og metoder i det sundhedsfremmende arbejde

      • kontekstens betydning, herunder samfundsmæssige, politiske, institutionelle, kulturelle, sociale og individuelle forholds betydning for det sundhedspædagogiske arbejde og for målgruppernes sundhed og læring.

      Det fælles afsæt i en kritisk forskningstilgang betyder ikke, at bogens artikler tager afsæt i det samme syn på sundhedspædagogik og sundhedsfremme. Vi har som redaktører hilst diversitet og nye perspektiver på sundhedspædagogik og sundhedsfremme velkommen. Diversiteten i bogens bidrag kommer dels til udtryk i de forskellige settings og målgrupper, som er i fokus i bidragene. I nogle undersøgelser er det børn og unge i skolen, i andre undersøgelser voksne, ældre eller professionelle inden for sundhedsområdet og det pædagogiske område. Diversiteten kommer også til udtryk i forskellige definitioner af og afgrænsninger af begreber om sundhedspædagogik, sundhedsfremme og forebyggelse, forståelser af værdiers og ideologiers rolle samt i forskellige perspektiver på deltagelsesbegrebet og på målgruppers og professionelles handlekompetencer.

      Værdier og ideologier har ifølge Keith Tones en afgørende indflydelse på udformningen af sundhedspolitikken på lokale og nationale niveauer, som igen er grundlaget for planlægning, gennemførelse og evaluering af sundhedspædagogisk og sundhedsfremmende arbejde. Sundhedsfremme beskrives af Tones som et empowermentprojekt, hvor der er aktuelle tendenser til at vægte individuelle frem for de kollektive strategier. Lars-Henrik Schmidt udfordrer den eksisterende forståelse af sundhedsfremmebegrebet og sundhedspædagogikkens traditionelle rolle og peger på behovet for et opgør med forbrugs- og markedstænkningen i relation til sundhed og velvære. Han introducerer i stedet et begreb om raskhedsfremme. Et andet kritisk perspektiv på sundhedsfremme og sundhedspædagogik præsenteres af Anders K. Ljungdahl, som peger på tendenser til en normalisering og standardisering i forståelser af sundhed og sygdom. Han introducerer et normbegreb, der bl.a. rummer biologiske og medicinske dimensioner, og peger på dets mulighed for en kritik af tænkning og praksis inden for området. Stig Brostrøm præsenterer et teoretisk grundlag for at se omsorg, trivsel, opdragelse, undervisning og læring som et sammenhængende hele, som en enhed af ‘education’ og ‘care’ – educare, et grundlag som fungerer som afsæt for en analyse af den danske og svenske småbørnspædagogik.

      Kompetence- og deltagelsesbegreber er blevet et mantra i teoretiske og praktiske diskurser om sundhedsfremme og sundhedspædagogik, men med vidt forskellige betydninger. Dette gør det bl.a. nødvendigt at undersøge, hvilke forståelser af kompetencer og deltagelse der reelt er tale om, samt hvilke ideer om pædagogik og læring der knyttes an til.

      Pär Nygren præsenterer, med udgangspunkt i et norsk forskningsprojekt, en teori om professionsudøverens følelser, værdier, ideologier og deres plads i professionelle handlingskompetencer og professionel praksis. Tilsvarende peger Karen Wistoft, på baggrund af analyser af danske forskningsprojekter, på, at sundhedsfremmeprojekter er værdibaserede, og hun konkluderer, at sundhedsprofessionelle og andre aktører på sundhedsområdet bør opøve refleksiv kompetence, så deres blik for værdier skærpes. Jeppe Læssøe præsenterer forskellige aspekter i professionelles medierende rolle i deltagelsesbaserede sundhedsfremmeprojekter, samt indkredser de centrale kvaliteter, risici og dilemmaer, som mediering indebærer i forhold til involvering af borgerne i det sundhedsfremmende arbejde.

      Bjarne Bruun Jensen argumenterer, med udgangspunkt i en begrebs- og empirisk baseret analyse af projekter inden for henholdsvis den kommunale sundhedspleje og ældreområdet, for, at en handlings- og deltagelsesorienteret sundhedspædagogisk tilgang kan bidrage til at kvalificere både forebyggelse og sundhedsfremme. Ulla Pedersen vurderer også, at en deltagelsesorienteret tilgang har positive anvendelsesmuligheder. På baggrund af en afprøvning af Story/Dialogue-metoden i evaluering af et sundhedsundervisningsforløb i folkeskolen, ser hun især positive anvendelsesaspekter i evalueringer, der har handlekompetence som genstandsfelt. Med et tilsvarende fokus på involvering af målgruppen diskuterer Venka Simovska en model for deltagelse, som kombinerer de teoretiske grundantagelser i en demokratisk tilgang til sundhedsundervisning i skolen på den ene side og den sociokulturelle teori som perspektiv på læring i en deltagelses- og handlingsorienteret tilgang til sundhedspædagogik på den anden.

      Settingstilgangen samler de overvejelser, der er knyttet til de kontekstuelles forholds betydning for det sundhedsfremmende og sundhedspædagogiske arbejde. Setttingstilgangen beskrives af Mark Dooris som en helt central tilgang i sundhedsfremme. Han opstiller en række sundhedsfremmende projekter inden for skoler, hospitaler, byer, fængsler og regioner, som direkte relaterer sig til settingstilgangen, og præsenterer en række spørgsmål og dilemmaer, der er knyttet til arbejdet med settingstilgangen, herunder misforholdet mellem den ‘ideelle’ teori og praksis.

      Ud fra afprøvning af forskellige somaæstetiske iscenesættelser i skolen beskæftiger Birgitte Justiniano sig med koblinger mellem kroppen, det fysiske rum, læring og sundhed. Hun argumenterer for, at kombinationen af skolens kulturindhold, det faktuelle indhold i undervisningen samt det arkitektoniske og performative indhold spiller en afgørende rolle for elevernes muligheder for at udvikle kompetencer i relation til sundhed. Jette Benn præsenterer en analyse, som viser, at børn og unge har en meget nuanceret og kompleks forståelse af fødevarer, måltider og ernæring. Hun afprøver i analysen en overvejelsesmodel, som beskriver et naturvidenskabeligt, et kulturelt og et samfundsmæssigt lag i børns forståelser, og peger på modellens brugbarhed i planlægning af konkrete madtilbud og undervisningsindsatser.

      Jeanette Magne Jensen anvender et