FORORD

      Terror og film – umiddelbart virker det måske absurd for de fleste at trække disse to termer sammen i titlen på en antologi. Har vi ikke her at gøre med to vidt forskellige ting? Terror er et dødsensalvorligt fænomen. Film vil underholde og skal vel netop ikke tages alvorligt i samme forstand som sikkerhedspolitiske trusler. Terroren er et reelt fænomen, der eksisterer “derude”, mens filmen ynder at skabe sit eget opdigtede univers. Terroren og terrorbekæmpelsen presser sig på her og nu og kræver øjeblikkelig politisk handling. Filmen derimod bygger ofte på eftertanke og er dermed ofte en tematisering af noget, som er sket. Filmen giver dermed tid til refleksion på en anden måde, end politikken gør det.

      Vores pointe er imidlertid, at netop disse forskelligheder gør det frugtbart at forbinde de to termer med et “og”. Vores argument for dette “og” er, at filmen giver mulighed for at tematisere terror og terrorbekæmpelse på en pædagogisk og tankevækkende måde. Filmen kan være en form for eksperimentarium, hvor vi forestiller os konsekvenserne af forskellige handlinger. Vi kan bruge filmene til at sætte fokus på en række moralske dilemmaer og samfundsmæssige problemstillinger, som rejser sig i forbindelse med terrorbekæmpelse. Vi kan også bruge filmen til at få skabt en afstand til et fastlåst politisk klima og så at sige diskutere med paraderne nede – for hey, det er jo kun film!

      Men argumentet er ikke kun behovet for en pædagogisk tilgang til en vigtig emnekreds, måske den vigtigste i dag. Vores argument er endvidere, at den skarpe adskillelse mellem politik (og herunder terror og terrorbekæmpelse) og underholdning samt mellem realitet og fiktion ikke længere lader sig opretholde i ren form. Vores samfund er i stigende grad blevet filmisk: Politikere optræder, som var de Hollywood-stjerner og Hollywood-stjerner som var de politikere. Militæret indgår strategiske alliancer med filmindustrien, og fra politisk hold opfordrer man til, at der produceres patriotiske film. Selv Osama bin Laden er gået til filmen. Hans hjemmevideoer er måske primitive set fra et teknisk synspunkt, men de har ikke desto mindre global gennemslagskraft.

      Antologien her bringer 10 kapitler, som alle bruger spillefilm som udgangspunkt for at diskutere spørgsmål om terror og terrorbekæmpelse. Selve antologien har sit udspring i en række seminarer om terror og terrorbekæmpelse, som har været afholdt ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet. Vi har fundet vores skribenter her, og vi har endvidere præsenteret og diskuteret de enkelte kapitler i denne sammenhæng. Tak til alle nuværende eller tidligere studerende, som har bidraget med kapitler, og til jer, som på anden vis har givet væsentlige bidrag til processen.

      Endelig vil vi gerne takke sekretær Helle Haahr Bundgaard for fortrinlig assistance i den afsluttende korrekturfase. Ikke alene har Helle som altid været utrolig omhyggelig. Hun har også arbejdet hurtigt og har i det hele taget været en fornøjelse at arbejde sammen med. Det samme kan vi sige om Aarhus Universitetsforlag. Vi har været glade for jeres villighed til at arbejde med en bog, som var en del forskellig fra, hvad man normalt ser. Vi er desuden tak skyldige for jeres arbejde med udviklingen af antologien og for jeres indsats i forhold til at øge kendskabet til den.

      Alle fejl og mangler i denne bog er dog alene vores eget ansvar.

      Carsten Bagge Laustsen

      og Kasper Vandborg Rasmussen

      New York og Århus, maj 2009

      KAPITEL 1

      TERROR OG FILM – EN INTRODUKTION

      Af Carsten Bagge Laustsen

      10., 11. OG 12. SEPTEMBER

      Den slovenske filosof Slavoj Žižek (2002) skriver i en af sine tekster om terrorangrebet på World Trade Center, at det er på tide at indse, at den 12. september er en langt vigtigere dato end den 11. september.¹ Žižek ønskede naturligvis hermed ikke at negligere de uhyre lidelser, som angrebene på World Trade Center og Pentagon den 11. september 2001 afstedkom. Han ønskede “blot” at understrege, at denne hændelse ikke dikterede et bestemt svar. Det centrale for Žižek er med andre ord, hvordan vi forholder os til hændelserne den 11. september – hvordan denne hændelse erindres og sættes i spil som baggrund for bestemte politiske handlinger. Den 12. september refererer således her til en hvilken som helst dato efter angrebet, eller med andre ord til et samfund, som befinder sig i terrorens skygge.

      Henvisningen til den 11. september synes ofte at stække den politiske samtale. Bestemte argumenter bliver tolket som upassende, farlige, ikke-patriotiske, hvis der ikke ligefrem hævdes, at man går sin fjendes ærinde og dermed sætter uskyldige medborgeres liv på spil. Den vedtagne politik tolkes i samspil hermed som den eneste rigtige – som den naturlige og selvfølgelige reaktion på terrortruslen. I stedet for en situation, hvor forskellige politiske argumenter står over for hinanden, og hvor argumenternes vægt vurderes fordomsfrit, får vi udsagn, som synes at indplacere sig i et moralsk register. Og i stedet for politikkens myriader af argumenter, interesser og perspektiver får vi moralens forestilling om, at kun én handling kan være den rette, og følgelig også forestillingen om, at alternative bud på en politisk kurs er udtryk for manglende moralsk integritet.

      Selv om det efterhånden er en del år siden, de to fly ramte World Trade Center, har hændelsen stadigvæk enorm betydning. Politiske tiltag legitimeres ofte med henvisning til en mere eller mindre diffust defineret terrortrussel. Det er i denne sammenhæng interessant at bemærke, at “9.11” (sådan skrives 11. september på amerikansk) nærmest er blevet synonym med terrorisme. Når der tales om terrorisme, tænker vi næsten automatisk på al-Qaeda-netværket, bin Laden og militant muslimsk fundamentalisme og det, selv om det langtfra er givet, at det næste angreb kommer fra den kant.

      Man kan sammenligne “9.11” med et piktogram, som er så selvfølgeligt, at ingen længere behøver at forklare dets betydning. Alle ved, at et piktogram med en mand med bukser indikerer, at der bag døren er et herretoilet og på tilsvarende vis, at der bag døren med kvinden med kjolen gemmer sig et dametoilet. På samme måde synes alle også at vide, hvad der gemmer sig bag “9.11”. Og hvilke “selvfølgeligheder” er der så tale om? At sikkerhed er den højeste prioritet, at fjendebilledet primært er muslimsk fundamentalisme, at den normale politiske sniksnak må vige, når der er terrorisme på dagsordenen, at vi er fanget i et globalt spil, hvor vi ikke kan meget andet end blot tilpasse os til den internationale politiks nye og barskere realiteter, og endelig får vi ofte hele remsen med slyngelstater, truslen fra masseødelæggelsesvåben – sæt nu terroristerne får adgang til disse? – fundamentalisme, forestillingen om, at terroristerne er hinsides fornuft og forhandling, og endelig at deres had til os skyldes en væmmelse ved vores frihed, og at det således savner en konkret politisk motivation.

      Men ikke kun det politiske spil foregår i terrorens skygge. Vores hverdagsliv påvirkes også. Sikkerhed er blevet noget, som ikke kun staten, men også borgerne bekymrer sig om. Vi er måske en smule mere skeptiske og reserverede over for fremmede. Vi bliver i stigende grad overvåget. Det er blevet en smule mere besværligt at rejse med fly. Vi mærker måske ikke ændringerne så direkte, da ændringer ofte rammer et mindretal. Det er uendeligt meget nemmere at rejse rundt i verden på et dansk pas end et pakistansk, for slet ikke at tale om et afghansk pas. Hvis man befinder sig i en såkaldt risikogruppe (hyppige rejser til fx Afghanistan, pengeoverførsler til hjemlandet, besøg i moskéer kendt for radikale og fundamentalistiske islamudlægninger og kontakter til andre mistænkte), ja så mærker man i den grad “terrorsamfundets” nye realiteter. En anden af de tendenser, som vi har set efter den 11. september, er, at folk, forretninger og virksomheder i stigende grad forskanser sig. Ejendomskomplekser og butikker får dørmænd, forskellige alarmsystemer installeres, og endelig (og måske vigtigst) er vi måske lidt mindre tolerante over for det, som synes anderledes og derfor mystisk. Mure kan også være mentale. Nu er det jo nærmest bevist, at “de” vil “os” det ondt. Hvem “de” (og til dels “os”) er, kan i denne sammenhæng være ganske diffust.

      Henvisningerne