Terror og film. Carsten Bagge Laustsen
Читать онлайн книгу.
her ikke er det enkelte lands karakter, men i hvor høj grad det formår at indgå i en ikke-fjendtlig relation med USA. I dag er Iran det eneste tilbageværende land på listen, og det bliver med Obamas nye kurs over for Iran sikkert snart pillet af. Selve det at udpege stater som terroristiske (de såkaldte slyngelstater) er en udvidelse i forhold til de fleste gængse definitioner af terror. Vi har allerede nævnt statsterror – man kunne her som eksempel give USA’s bombning af medicinfabrikken Al-Shifa i Sudan, som USA fejlagtigt troede producerede biologiske våben – men man kunne også spørge, om militære enheder kan udøve terror. Altså om det centrale i terrordefinitionen ikke er karakteren af aktøren (at vedkommende er en ikke-statslig voldsanvender), men snarere den særlige form for voldsudøvelse (rettet mod uskyldige civile og med den hensigt at skræmme). Er de allieredes bombardement af Dresden under Anden Verdenskrig da at regne for terror? Hvor går grænsen mellem kriminalitet og terror osv.?
Hvis man vil forstå det politiske liv i et givet samfund, må man nødvendigvis forstå den måde, som det benytter begreber på. Begreber som demokrati, frihed, retfærdighed, legitimitet – og terror – beskriver ikke kun et givet politisk samfunds eller systems karakter og truslerne mod det. Disse begreber er en del af det politiske spil (Connolly 1993: 39). Det vil således være forkert – for ikke at sige naivt – at forstå disse begreber som nogle, der blot beskriver, hvad der foregår i det politiske rum. Disse begreber er, hvis vi skal bruge sprogteoretikeren John Austins kategorier, ikke konstativer (Austin 1997). De konstaterer ikke en given tilstand. De er i modsætning hertil performativer. Det vil sige ord eller begreber, som er med til at skabe en given tilstand (performativer kommer af det engelske “perform”, som betyder at skabe, handle eller spille). Vores politiske sprog er med andre ord med til at skabe vores virkelighed. De er en del af denne virkelighed og står dermed ikke uden for den. Og blandt disse centrale begreber, som skaber vores verden, er begrebet terror måske i dag et af de allervigtigste (Smyth et al. 2008: 1).
Hermed har vi også sagt, at vores handlinger og opfattelser ikke kan opfattes som rationelle i streng forstand. De fremstår som rigtige og fornuftige på baggrund af den sproglige ramme, vi har indlejret dem i. En statistiker ville sandsynligvis påpege, at der dør langt færre af terrorangreb end i trafikken. I 1988 blev 203 amerikanere dræbt af terrorister, mens 47.087 døde i trafikken, og året efter var tallene 23 mod 45.582 (Hoffman 2006: 189). En definition udpeger et objekt og adskiller det fra andre – det er definitioners funktion. Og den gør derved handling mulig. Men for hvem tilbydes denne ydelse? At beskrive nogle som terrorister kan i nogen grad sige noget om disse personer, men det udsiger i lige så høj grad noget om det fællesskab, som dannes med baggrund i en sådan definitorisk praksis.
Vi står altså, hvis vi skal opsummere, over for to muligheder. Man kan enten vælge den “realistiske” vej og hævde, at det centrale er at give den bedst mulige beskrivelse af terrortruslen og de mest rationelle svar. Hvis vi imidlertid accepterer, at begreber er en del af den politiske kamp, så gives der ikke længere en neutral og “upolitisk” tilgang til fænomenet terror. Opgaven kan på denne baggrund være at diskutere og problematisere den måde, vi bekæmper terror på. Og det er præcis i forhold til denne relativerende funktion, at spillefilm er et fortrinligt medie at reflektere igennem. Hvilke erkendelsesmæssige gevinster er der ved at anvende disse film til at diskutere terror og terrorbekæmpelse? Dette spørgsmål vil vi nu forsøge at besvare.
HVORFOR FILM?
Nogle vil måske trække på smilebåndet, når de hører, at der er film på skemaet. Det går måske an i sprogfag, hvor det i høj grad er kulturelle produkter, som er til diskussion, men hvad med fx undervisningen i samfundsfag og historie? Er spillefilm ikke her at regne for fiktion og derfor som et mindre lødigt medie? Bør vi ikke foretrække “rigtige” kilder i disse fag, da der i film tages en række kunstneriske friheder, og er politiske og samfundsmæssige problemer på sin vis ikke for alvorlige til, at vi kan tillade os at forholde os til dem som underholdning? Og mere fundamentalt: Har vi ikke med to forskellige samfundsmæssige sfærer (det politiske system og underholdningsindustrien) og rationaler (seriøs politik og den blotte underholdning) at gøre? Der er forskel på det, som sker i biografen, og så det, som sker i forskellige landes parlamenter og i “samfundet”. Selv hvor film handler om politiske og samfundsmæssige emner, er der forskel på at forholde sig til disse som underholdning og som politiske og sociale spørgsmål: En film har fx ingen fordelingspolitiske konsekvenser. Det har en diskussion i parlamentet, hvis det afstedkommer et vedtaget lovforslag.
Vi vil forsøge at svare offensivt på disse indvendinger, og vi gør det ved at problematisere nogle af de antagelser, som indvendingerne bygger på. Samtidig vil vi gerne vise, at film i en undervisningsmæssig sammenhæng kan bruges på mange forskellige måder. Anvendelsen af film som kilde til en politisk eller samfundsmæssig hændelse er kun én ud af flere måder, hvorpå man kan få gavn af film i undervisningsmæssig sammenhæng og i diskussionen af samfundsmæssige spørgsmål. Sagt på en anden måde: Vi vil nu fokusere på, hvilke erkendelsesmæssige gevinster der kan høstes gennem arbejdet med film.
For det første finder vi, at forestillingen om, at film kun har noget med den private sfære (eller måske bedre “private liv”) at gøre, og at den kun tjener som underholdning og derfor ikke har politiske konsekvenser, stærkt problematisk. Film og i bredere forstand audiovisuelle medier er for mange den væsentligste kilde til viden. Hvordan ser der ud i Afghanistan? Mange vil sikkert have en idé om det, ikke fordi de har været der, men fordi de har set Rambo III. Hvis man ikke selv har været i Vietnam, har man sikkert en fornemmelse af landets karakter fra nogle af de mange film om Vietnamkrigen. Vi betvivler naturligvis ikke relevansen af en sondring mellem fx Vietnamkrigen “som den virkelig var” og så film som Francis Ford Coppolas Apocalypse Now som en selektiv, genrebestemt og kunstnerisk “repræsentation” af denne hændelse. Selv om intet dokument “blot giver sig selv”, vil vi heller ikke betvivle, at nogle dokumenter, kilder eller levn er tættere på et handlingsforløb end andre.
Men det handler i vores sammenhæng ikke om at se film, som kunne de erstattes med de egentlige fakta. Hvis dette var målet, ville de eneste interessante materialer være dokumentarudsendelser. Pointen er derimod, at vores forståelse af, hvad politik er, og af, hvordan samfundsmæssige spørgsmål kan formuleres og besvares, i høj grad formidles af audiovisuelle medier. Man bruger allerede nu meget energi på at analysere valgudsendelser og lignende, hvilket naturligvis er vigtigt, men vi danner i høj grad også vores holdninger på baggrund af mindre “lødige” programmer, fx spillefilm.
I en berømt tekst om analysen af ideologier hævder den franske marxist Louis Althusser, at ideologien i kapitalistiske systemer primært “socialiseres ind” gennem to institutioner: gennem kirken og skolen. Disse to institutioner er de væsentligste elementer i, hvad Althusser kalder det ideologiske statsapparat. Dette begreb vil sikkert skurre i manges ører. Er kirken og skolen en del af statsapparatet? Althussers pointe er, at politik må forstås ganske bredt, og han tænkte nok primært på Frankrigs katolske samfund i 1950’erne eller før. Politik handler selvfølgelig om, hvad der foregår i parlamenter, og om, hvordan politikernes beslutninger implementeres via statsapparatet med muligheden for udøvelsen af vold som ultimativ trumf (Althusser sondrer mellem ideologiske og repressive statsapparater, hvor sidstnævnte i modsætning til førstnævnte er karakteriseret ved at sikre underkastelse gennem truslen om eller brugen af vold). Men politik er for Althusser mere end dette. Politik handler også om legitimering af en given politik, altså om folks opbakning til denne. Liberale tænkere ser spørgsmålet om opbakning som en form for bremse på det politiske – man kan ikke gennemføre noget, som folk er imod. For Althusser er det omvendt. De ideologiske statsapparater former folks holdninger og sikrer dermed opbakningen bag den førte politik. Hvis et system ikke formår at producere denne opbakning, vil det hurtigt gå under.
Kan vi i forlængelse af Althussers begreber tale om fx Hollywood som et ideologisk statsapparat (Boggs & Pollard 2006)? Det kan vi, hvis vi accepterer, at film – og kultur i det hele taget – ikke blot reproducerer grundlaget for statens legitimitet, men også kan tjene som fora for kritik af selv samme stat (for en interessant analyse af bredden i tilgangen til den første golfkrig, fra det bekræftende til det kritiske, se Lacy