TorklAedet som tegn. Aarhus University Press
Читать онлайн книгу.
forordnet verdslighed udtryk for hegemoni eller omvendt for demokrati?
Inge Degn afdækker i ’Verdslighed – hegemonisk diskurs eller demokratiets selvforsvar? Debatten om det islamiske tørklæde i Frankrig’, hvorledes det republikanske Frankrig gennem en lang offentlig debat nåede frem til at forbyde tydelige religiøse tegn i den offentlige sfære, men heller ikke dette laïcitetsprincip kan håndteres modsigelsesfrit.
Det samme gælder for Tyrkiet, hvor staten også er erklæret verdslig. Mehmet Ümit Necef (‘Tørklædet i Tyrkiet’) præsenterer forskellige aspekter ved Tyrkiets forbud mod brug af tørklæde i det offentlige rum og de voldsomme debatter om demokratiet og verdsligheden, dette medfører. Især universiteterne er slagmark for disse kampe, og her debatteres spørgsmålet om, hvorvidt staten udøver diskrimination ved at forbyde tørklædet og dermed ophæve påklædningsfriheden, eller om omvendt lovliggørelsen af tørklædet er en skinmanøvre til at indføre et religiøst islamisk styre og afskaffe det kemalistiske verdslighedsprincip.
I modsætning hertil opfattes Danmark af borgerne som en sekulær stat, skønt stat og kirke ikke er adskilt. Dette grundtræk i dansk politisk kultur udfordres af det muslimske tørklæde. Birte Siim redegør i sin artikel for, hvorledes debatten om religiøse symbolers plads i det offentlige rum har udviklet sig i Danmark, og hvorledes denne debat aktualiserer spørgsmålet om, hvorvidt stat og kirke bør adskilles som for eksempel i Sverige.
Tyskland repræsenterer, som Kirsten Molly Søholm beskriver det i bidraget ’Tyskland mellem ledekultur og multikultur’, en mellemting mellem det danske statskirkeprincip og det republikanske franske princip. Stat og kirke er her officielt adskilt, hvilket er en logisk følge af, at befolkningen er nogenlunde ligeligt delt mellem protestanter og katolikker. Kirken forvaltes derfor af delstaterne, medens staten definerer sig som verdslig. I praksis er det offentlige rum i Tyskland – især i de sydlige katolske delstater – imidlertid fyldt med kristne symboler, og en delstat som Bayern afviser da også det konsekvente verdslighedsprincip.
Kristendommens status i den europæiske kultur
Også spørgsmålet om kristendommens status i den europæiske kultur forhandles indirekte gennem tørklædedebatterne. Er kristendommen en selvfølgelig del af dansk (og europæisk) kultur, som bl.a. Dansk Folkeparti mener, og som mange i Danmark tager for givet? Er religion en offentlig eller privat sag? – og hvorledes forholder de kristne værdier sig til det andet grundlæggende værdisæt for den europæiske kultur, nemlig menneskerettighederne og de universelle frihedsrettigheder, som jo er sekulære værdier? Bl.a. Berlusconis Italien og det tyske regeringsparti CDU ønsker, at kristendommen traktatmæssigt defineres som et grundlag for EU, medens andre mener, at dette er et udtryk for diskrimination over for de mange ateister og ikkekristne migranter. Ligeledes hersker der i Danmark uenighed om, hvorvidt det offentlige rum, herunder især folkeskolen, er forpligtet på kristne grundværdier, som den nu tidligere kirke- og undervisningsminister Bertel Haarder har givet udtryk for, hvorimod socialdemokraterne ser dette som et udtryk for manglende statslig neutralitet – den neutralitet som de europæiske forfatninger har som et grundlæggende princip. De fire bidrag, som skildrer forholdene i de udvalgte lande, viser, hvor forskelligt de europæiske lande og EU-ansøgerlandet Tyrkiet forholder sig til dette spørgsmål, og hvor forskelligt begrebet statslig neutralitet tolkes.
Lovgivningsmæssig homogenitet eller multikulturalitet
I Tyskland er det kommet til offentlige retssager omkring brugen af det muslimske tørklæde i skolen, og også Frankrig var i perioden fra 80’erne til ’tørklædeloven’ i 2004 præget af en række medieeksponerede ’tørklædesager’ om piger, som blev bortvist fra deres skole, fordi de bar tørklæde. Spørgsmålet om lovgivning for brugen af det muslimske tørklæde i blandt andet skolen berører også den grundlæggende problematik omkring samfundets homogenitet eller multikulturalitet på det lovgivningsmæssige område. Mange af hverdagslivets spørgsmål afgøres af en form for sædvaneret i indvandrerghettoerne, og flere muslimske organisationer ønsker, at der indføres parallelle retssystemer for de forskellige religiøse grupper, som det for eksempel allerede er sket i England i 2008 med oprettelsen af fem muslimske særdomstole i storbyer med store muslimske befolkningsgrupper. Kan de europæiske nationalstater rumme dette – og dermed acceptere, at for eksempel kvinders og børns rettigheder defineres anderledes eller måske ligefrem er fraværende i dele af de store parallelsamfund? Og er det udtryk for statslig hegemoni at blande sig i borgernes brug af religiøse symboler, klædedragt, familiemønster og opdragelsesformer? Hvor vidt kan man strække accepten af pluralitet og mange sandheder, som er demokratiets grundlag, før fællesskabet opløses?
Kvindens ligestilling
En sidste overordnet problematik, som debatten om tørklædet er blevet udtryk for, er spørgsmålet om kvindens ligestilling. Menneskerettighedserklæringen fra 1948 fastslår som bekendt, at kvinder har samme rettigheder som mænd. Erklæringen er blevet fulgt op af konventioner og protokoller, som nærmere stadfæster, hvordan man sikrer disse lige rettigheder. Et eksempel er Konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder (New York, 1. marts 1980; suppleret med Optional Protocol to the Convention on the Elimination of All Forms of Discrimination against Women, 2000), som forpligter de deltagende stater til at tage alle passende forholdsregler:
… for at ændre mænds og kvinders sociale og kulturelle adfærdsmønster med henblik på at opnå afskaffelse af fordomme, sædvaner og al anden adfærd, som hviler på den opfattelse, at det ene køn er mere eller mindre værd end det andet, eller på fastlåste kønsroller (Artikel 5).
I flere af bogens bidrag diskuteres det, om bestemte værdier er bedre end andre, for eksempel ideen om kvindens ligestilling. Er det udtryk for europæisk hegemoni og oplysningsfundamentalisme at hævde kvindens ligestilling i dens europæiske form som en universel rettighed? I Frankrig er kønnenes ligestilling et grundlæggende republikansk princip, som bakkes kraftigt op af en klassisk feministisk diskurs. Birte Siim derimod plæderer for en demokratisk, pluralistisk og flerdimensionel forståelsesramme for begrebet ligestilling mellem kønnene.
Alle de mange diskussioner gælder ikke selve tørklædet, men de vidt forskellige symbolske betydninger, som tillægges det. Det er dette virvar af betydningstilskrivninger, de europæiske demokratier må finde et fodfæste i, når de møder de vanskeligheder, der opstår, når en (nogenlunde) kulturel konsensus omkring retspraksis, politisk kultur, offentlige administrationsprincipper og fortolkning af frihedsrettigheder afløses af kulturel mangfoldighed på grund af nutidens omfattende migrationsbevægelser.
Demokrati og multikulturalisme
Debatten om det islamiske tørklæde indskriver sig i en bredere og mere principiel diskussion om menneskerettigheder og demokrati i en generel samfundsudvikling, hvor ret homogene samfund med globaliseringen er på vej til at blive multikulturelle. Selve termen ’multikulturel’ giver imidlertid også anledning til debat. Flere danske politikere har afvist at tale om Danmark som et multikulturelt samfund og hævder i stedet det danske særpræg. I Frankrig afvises ’multikulturalisme’ af mange, fordi det bryder med Republikkens lighedsideal; her ser man multikulturalisme som ensbetydende med krav om særrettigheder. Og i Tyskland diskuteres det heftigt, om det betonet multikulturelle tyske samfund skal definere en fælles ’Leitkultur’ (’ledekultur’), dvs. et fælles sæt af politiske værdier, for at holde sammen på fællesskabet og sikre demokratiet.
På det principielle plan drejer det sig i alle tre tilfælde om den udfordring, som nye medborgere med andre normer og sædvaner udgør for det politiske og kulturelle fællesskab, som disse lande alle har deres egen historisk udviklede formel for. Men debatten krystalliserer også helt konkret én bestemt del af denne samfundsændring, nemlig den betydelige muslimske indvandring i de europæiske samfund. Når man taler om denne indvandring, er det vigtigt at huske, at der ikke er tale om ét – sammenligneligt – fænomen. Den muslimske indvandring i de lande, vi behandler her i bogen, er forskellig mht. omfang og historisk udvikling. I Danmark og Tyskland er der