Antiterrorismens idehistorie. Группа авторов
Читать онлайн книгу.
bliver det muligt for gruppen at få kontrol over konflikten ved at placere den i en ydre person og tage afstand fra vedkommende. Den indre angst og ambivalens, konflikten gav anledning til hos gruppemedlemmerne, ‘forsvinder’ og erstattes med en klar ydre fjende. Men syndebukke rejser som regel et reelt problem i gruppen, om end det sker i fordrejet form (Obholzer og Roberts 2003). Terrorister fungerer meget ofte som syndebukke i de statslige fællesskaber. Ved at udskille terrorister som illegitime og ‘onde’ kommer staten ‘af med’ den konflikt, terroristen repræsenterer, og kan bekæmpe den.
Terroristerne er naturligvis selvstændige aktører, der træffer egne valg. Men det er formentligt ikke tilfældigt, hvem der bliver terrorister. Der er en tendens til, at det er personer i periferien af en organisation, der udpeges som syndebukke (Obholzer og Roberts 2003). Således har både excentrikere og ledere en høj risiko for at blive syndebukke. Også personer med et usikkert personligt eller fagligt fundament har større risiko for at blive syndebukke. Denne type personer ‘vælges til/påtager’ sig formentlig opgaven, fordi de er mere modtagelige for projektive identifikationer. Et højt niveau af indre tvivl gør én følsom over for projektiv identifikationer. For at bekæmpe denne indre tvivl bliver mange terrorister fundamentalister (Giddens 1991). Fundamentalister har lige som andre mennesker et legitimt krav krav på anerkendelse. Men de har en urealistisk og umoden forestilling om, hvordan denne anerkendelse skal gives.
Fortrængning betegnes ofte som et mere modent forsvar. Det virker ved, at uoverskuelige, indre konflikter fortrænges til det ubevidste. Dermed integreres det konfliktfyldte mere end ved splitting, men dog ikke fuldt. Fortrængningen tillader nemlig ikke en bevidst bearbejdning af det angstvækkende. For psyken repræsenterer fortrængningen alligevel en gevinst, idet den sparer individet eller gruppen for de voldsomme følelsesudsving mellem godt og ondt, der er forbundet med splitting-tilstanden.
Fortrængning er et kompromis mellem en bevidst hensigt og et fortrængt ubevidst ønske om noget andet. Dette kompromis opnås blandt andet gennem rutineprægede – ofte rigide – handlingsmønstre, der kan holde konflikterne under kontrol. Fortrængninger kommer ofte til udtryk som rationaliseringer, tabuisering og formalisering.
Men fortrængningens mest kendte kollektive udtryk er bureaukratiet. Ønsket om at kunne skabe den konfliktfri organisation, hvor produktionen forløber punktligt og præcist, findes i utallige forklædninger, som alle har det til fælles, at man på forhånd forsøger at beskrive og fastlægge forløbet af en given proces. Bureaukratier, hvad enten de er skatteforvaltninger, indfødsretslovgivning eller nationalstatsgrænser, muliggør en vis kontrol med uregerlige konflikter gennem skabelse og fastfrysning af kompromiser. Ligesom ved splitting gøres dette gennem at kategorisere og systematisere omverdenen. Men i modsætning til splitting er der ved fortrængning overskud til at skabe mere nuancerede kategorisystemer.
Ulempen ved fortrængninger er deres rigiditet. Virkelighedens nuancer kan ikke indpasses fuldstændigt i fortrængningens kategorier. Der er altid sager, situationer og personer, der unddrager sig kategoriseringens logik, og som kræver større fleksibilitet og tolerance. I sådanne tilfælde trues den fortrængende organisation af regression til splitting-niveauet, som vi skal se nedenfor.
Ideen om kollektiv modenhed anvendes i det følgende til at analysere terroristens forskellige historiske udtryk. I overensstemmelse med dette begrebsapparat gives følgende overordnede forståelse af denne antologis historiske perioder: Europa i århundrederne før 1450 må forstås som staten på splitting-niveau. Den efterfølgende formative periode fra 1450-1870 må forstås som en gryende fortrængning/bureaukratisering af konflikter, hvor private aktører langsomt luges ud. Perioden for den moderne national-stat, 1870-1989, må forstås som fortrængning, der næsten – men ikke helt – er lykkedes.
Før 1450: feudalisme
For at forstå, hvordan terroristen og staten definerer hinanden historisk, er det nødvendigt kort at se på den ubureaukratiserede stat. Århundrederne før 1450 i Europa beskrives ofte med begrebet ‘feudalisme’ (Spruyt 1994) eller ‘patrimonialism’ (Tilly 1990). Periodisering er altid et problem i historisk sociologi, og man kan diskutere, om ikke den feudale organisationsform var på retur allerede i århundredet før 1450. Allerede fra omkring 1000-1100 er de første europæiske stater begyndt at tage form og vinde indflydelse.
Men staterne er stadig svage, og det betyder, at vi i perioden meget tydeligt ser de karakteristiske splitting-forsvar i de statslige fællesskaber. Centralt for denne antologis emne er krigens ‘private’ karakter i perioden før 1450. Man fører krig for at vinde rigdom, indflydelse og sikkerhed for sig selv og sine. Vincent Gabrielsen har beskrevet dette som ‘røvertogt-mentalitet’. Begreber som offentligt og privat er endnu ikke skabt (Gabrielsen 2001; 2003), og der er således ikke knyttet nogen særlig autoritet til det ‘statslige fællesskab’. Det betyder, at enhver, der er i stand til at udøve vold, er legitim. Der er ingen central konfliktløser. Tværtimod løses konflikter på ‘privat’ initiativ gennem forskellige netværk og ofte med kirkens klostre som udgangspunkt (se f.eks. Esmark 2002 for et studie af konfliktløsning i Anjou 900-1100).
Den stærke mand har en magtfuld rolle i samfund, hvor staten er svag. Han er gruppens idealiserede helt, der giver ære, omsorg og håb til gruppemedlemmerne. En sådan leder kan udpeges/opstå blandt alle samfundets grupper. Således er følgende aktører almindelige og legitime deltagere i krig i perioden op til 1450: bønder, adel, sørøvere, røvere, lejesoldater, bystater og byligaer, bisper, lejesoldater, ridderordner, paver og købmænd.
Der er i det feudale Europa ingen klar indehaver af legitim voldsmagt. Tilsvarende kan man derfor sige, at alle voldsaktører er terrorister set med modstanderens øjne (og måske særligt med den almindelige befolknings øjne). Men mere rigtigt er det nok at sige, at benævnelsen ‘terrorist’ forstået som illegitim voldsaktør ikke giver mening i et sådant samfund.
Denne karakteristik er selvfølgelig fortegnet. Der er i perioden frem til 1450 en række tendenser, der trækker statsdannelsen i en mere institutionaliseret retning. Disse tendenser lægger sporene for udviklingen af staten i de kommende århundreder:
Den kristne kirke skaber omkring år 1000 en slags samfundsteori, hvori befolkningen opdeles i tre ordner: præster, adel og bønder. Af dem havde kun adelen ret til at gå i krig. Denne opdeling repræsenterer et tidligt forsøg på at kontrollere voldsudøvelsen (Esmark og McGuire 1999: 170).
Teologer kodificerer omkring 1150 (Jensen 1993) reglerne for den ‘retfærdige’ krig i et forsøg på at gøre privat krig illegitim.
Det feudale system med herrer og vasaller repræsenterer i sig selv et forsøg på at organisere og regulere krigsførelsen.
Kongerne er allerede på dette tidspunkt begyndt at forsøge at inddæmme de andre krigsaktører gennem forhandling og eliminering (Spruyt 1994). Det er denne sidste proces, der for alvor tager fart efter 1450.
Periode I (1450-1870): gryende fortrængning
I perioden efter 1450 er splitting som kollektivt psykologisk forsvar i staten stadig dominerende. Men som et led i statens styrkelse ses en begyndende fortrængning af en række samfundsmæssige konflikter. Ved begyndelsen af perioden kan pirater, bystater, territorialstater, lejesoldater, herremænd og oprørske bønder m.fl. mere eller mindre ses som ligeværdige modstandere. Men efterhånden lykkes det staten at definere en stigende andel af disse aktører som ikke-legitime: at gøre dem til terrorister. Afgørende i denne proces er statens evne til løbende at konsolidere og udvide sit territorium.
Denne proces betragtes traditionelt som en institutionaliserings- og krigs-førelsesproces. Som et supplement kan den ses som en meget stor gruppedannelsesproces. Som nævnt kræver alle gruppedannelsesprocesser erkendelse og udspilning af konflikter og efterfølgende bilæggelse og kompromisskabelse i de samme konflikter.
Afgørende elementer i denne proces er systematisering og standardisering af vægt- og møntenheder, af retssystemet, af sprog, af religion og af skatteinddrivelsen (Spruyt 1994; Alsted 2004). Alle de nævnte områder