Antiterrorismens idehistorie. Группа авторов
Читать онлайн книгу.
Som afslutning på afsnittet om statens formative periode og som overgang til bogens tredje del om nationalstaten har vi valgt et uddrag af Maximilien de Robespierres berømte og berygtede tale om revolutionen fra 1794. Den bringes her for første gang på dansk. Talen er interessant, fordi den, idet Robespierre knytter den nationale dyd sammen med terroren, viser terrorbegrebets oprindelse i statens selvforsvar. Terroren betegner statens kamp mod private, kontrarevolutionære voldsgrupper og ikke, som vi opfatter begrebet i dag, som private voldsaktørers anslag mod staten.
Det tredje afsnit har overskriften “Guerillaer, anarkister og politisk terror. Antiterrorismen og den moderne nationalstat (1870-1989)”. Her fokuserer vi på forestillingen om trusler fra ikke-statslige voldsaktører mod den konsoliderede nationalstat, og hvad enten sådanne forestillinger var begrundende eller ej, brugen heraf til at mobilisere det statslige voldsapparat som led i et eksistentielt opgør mod dens indre fjender. I dette afsnit ser vi således på de første grupper, der fik betegnelsen terrorister, og derfor også på de første egentlige udtryk for statslig antiterrorisme.
Afsnittet indledes med Carl Pedersens artikel “USA ser rødt 1919-1920”, der beskriver den amerikanske frygt for anarkismen i begyndelsen af det 20. århundrede, en frygt for udenlandsk terror, der har en række klare paralleller til nutiden. I “Vold og statsmagt i Italien i den fascistiske æra” diskuterer Thomas Harder både den fascistiske stats og dens modstanderes forhold til voldsanvendelse. Herfra tager vi til Sovjetunionen og Moskva-processerne, hvor Bertel Nygaard i sin artikel “Antiterrorismens algebra – statsopbygning og fjendebillede under Moskvaprocesserne 1936-38” viser, hvordan de anklagede af staten – og af Sovjets udenlandske støtter – blev fremstillet som landsforrædere og terrorister. Artiklen demonstrerer den antiterroristiske sprogbrugs manipulerbarhed, hvori enhver stats fjender kan benævnes og bekæmpes som terrorister. Med Gert Sørensens “De Røde Brigader og ‘spændingens strategi’” vender vi tilbage til Italien, denne gang til efterkrigstidens blyår med rød terror og sort antiterror, der til forveksling lignede hinanden. Artiklen diskuterer Aldo Moro-sagen som eksempel på det både uklare og tydelige forhold og samarbejde, der til tider opstår mellem staten og semi-private voldsaktører, her nyfascister, i statens antiterrorstrategi. Den samtidige tyske antiterrorstrategi viste sig ganske anderledes, og Anne F. Sørensen udlægger i sin artikel “I krig mod ‘statsfjende nr. 1’ – vesttysk terrorbekæmpelse i 1970’erne” både de forskellige tiltag, den tyske stat tog i brug imod Rote Armee Fraktion, og den måde, hvorpå disse tiltag spillede sammen med forskellige opfattelser af statens praktiske og demokratiske meritter. Afsnittets sidste artikel er Lars Erslev Andersens “Fra amerikansk jihad til jihad mod Amerika – USA’s partisankrig i Afghanistan 1979-1992”, der fortæller historien om en af Den Kolde Krigs konfrontationer, der skulle få direkte og skæbnesvangre konsekvenser i perioden efter murens fald, nemlig om Pakistan og USA’s støtte til de islamistiske mujahedineres kamp imod det Sovjet-støttede styre i Kabul. Her er endnu et eksempel på, hvordan staten bruger ikke-statslige voldsaktører for at fremme en statslig målsætning, og Erslev Andersen demonstrerer, hvordan en sådan strategi kan have farlige implikationer for statens egen sikkerhed.
Det var i nationalstatsligt regi, at terrorbegrebet fik sin nuværende form og udøvere, og det er derfor også billeder fra nationalstatens epoke, der former vores forestillinger om nutidens globale terrorisme, hvad enten vi anvender begreber herfra til at forstå nutiden, eller vi taler om en ‘ny terrorisme’ til forskel fra den klassiske. Derfor afslutter vi også afsnittet om den moderne nationalstat med hele seks primærtekster fra perioden. Den første, “Revolution, terrorisme, banditvirksomhed”, er af den russiske anarkist Mikhail Bakunin, der i dette uddrag fra et brev, skrevet i 1869, etablerer en forbindelse mellem forskellige kriminaliserede grupper fra banditten til terroristen. Anden tekst er af Vladimir Lenin, der i sin artikel om partisankrig fra 1906 diskuterer, hvorvidt revolutionære kan tillade sig at lade deres kamp og kampens midler bestemme af statens kategorier for det lovlige og det ulovlige – ikke overraskende kritiserer Lenin dem, der overtager statens legalitetsbestemmelser. Den tredje tekst er af franskmanden Georges Sorel, hvis bog Tanker om vold fra 1908 blev en stor inspirationskilde for yderligtgående på både venstre- og højrefløjen i første halvdel af det tyvende århundrede. I overensstemmelse med Lenin forsvarer han i den tekst, vi bringer her, brugen af vold og kritiserer dem, der afsværger den. Fjerde tekst er et uddrag fra Adolf Hitlers Min kamp, hvori han diskuterer SA’s brug af vold som et centralt element i den nazistiske organisations vej mod magten. Som en tredje repræsentant for det 20. århundredes totalitære regimer har vi ladet et uddrag fra Mao Tse-Tungs skrifter optrykke. Heri redegøres der for forholdet mellem regulær krig og revolutionære krige – en passage, der fik afgørende betydning for opfattelsen af guerillakamp i både den tredje verden og i Vesten. Den sjette tekst udgør et eksempel på denne påvirkning. Der er tale om et uddrag fra et kommuniké affattet af Rote Armee Fraktion, den klassiske terrorismes måske mest berømte gruppe, og heri diskuteres byguerillaen som kampform.
Under titlen “Nye tider, nye trusler? Terror og antiterror efter murens fald (1989-2006)” trækker vi i fjerde og sidste afsnit analysen op til vores egen samtid. Heri fokuserer vi på statens håndtering af truslen fra det, der er blevet kaldt den nye terrorisme, repræsenteret ved al Qaeda, og på, hvad det betyder for både statslige og ikke-statslige aktørers selvopfattelse og manøvremuligheder.
Første artikel er Thomas Olesens “Mellem Skylla og Karybdis – politisk aktivisme efter 11. september”, der diskuterer, hvordan terrorangrebet den 11. september 2001 har påvirket den globaliseringskritiske bevægelses mulighed for politisk mobilisering og kritik i en tid, hvor modstand stadigt oftere udråbes til terrorisme. Olesen belyser, hvordan angrebet på USA nok har reduceret bevægelsens muligheder på nogle områder, men måske også har skabt åbninger på andre. En ganske anden form for aktør end den globaliseringskritiske aktivist er lejesoldaten, der i kraft af væksten af private sikkerhedsselskaber har fået en voldsom renæssance de seneste år. Morten Brænder undersøger netop i sin artikel, “Outsourcing af legitim voldsanvendelse – lejesoldatens genindskrivning i det statslige rum”, i hvilken grad markedsliggørelsen af det statslige voldsmonopol repræsenterer et nyt fænomen, og hvorvidt det truer statens eksistens. I artiklen “Globaliseringens terrorister – anarkister, al Qaeda og gerningens propaganda” sammenligner Mikkel Vedby Rasmussen den klassiske anarkistiske terrorisme med al Qaedas moderne og argumenterer for, hvorledes de to bevægelser kan betragtes som reaktioner på globaliseringen – anarkismen på den første globaliseringsbølge op til den Første Verdenskrigs udbrud og al Qaeda på den anden globaliseringsbølge i tiden efter murens fald. Ideen om terror som et vilkår i en global tidsalder er også et centralt element i Mikkel Bolt Rasmussens artikel “Antiterrorisme som regeringsteknik”, om end fokus her med udgangspunkt i en diskussion af global kapitalisme og tesen om den generaliserede undtagelsestilstand snarere rettes på den statslige side af forholdet terror/antiterror. Emily Hartz argumenterer derimod i sin artikel “Gør krigen mod terrorisme retten tavs? – om undtagelser, krig og Højesteret” for, at undtagelsestilstanden, således som den er blevet fremstillet af blandt andre Giorgio Agamben, netop ikke er blevet generaliseret i krigen mod terror, eftersom den amerikanske Højesteret har sat klare grænser for statens brug af antiterror.
Et sted, hvor sådanne grænser for statslig voldsanvendelse tilsyneladende ikke gør sig gældende i nogen nævneværdig grad, er i Saudi-Arabien, et yndet angrebsmål for al Qaeda. Med udgangspunkt i de historiske forudsætninger for Saudi-Arabiens opståen fortæller Søren Hove i sin artikel “Det saudiarabiske kongehus og oppositionel islam før og efter 11. september 2001”, hvorledes splittelsen mellem geopolitisk nødvendighed og religiøs legitimering af kongehusets magt altid har betydet et problematisk og ofte voldeligt forhold til de saudiske islamister. Jørgen Dragsdahls artikel, “Briller fra Den Kolde Krig – hvad har skabt Bush-regeringens opfattelse af terrorisme?”, er en historisk såvel som aktuel gennemgang og diskussion af den amerikanske forståelse af og tilgang til terrorismen. Dragsdahl viser, hvorledes en mangelfuld forståelse af det fænomen, de ikke-statslige aktører udgør, kan have alvorlige konsekvenser for, hvordan staten kan løse de problemer, man reelt står over for. Der sluttes af med Andreas Beck Holms bidrag, “Den dæmoniserende retorik – terrorismens konstruktion i politisk diskurs”, hvis emne