barcelona. Aarhus University Press
Читать онлайн книгу.
barcelona
tonny vorm
I midten af 1990’erne rejste jeg til Barcelona for at læse engelsk og litteratur på universitetet. Jeg droppede hurtigt undervisningen, da niveauet var langt lavere end i Danmark, men til gengæld lærte jeg byen og mig selv bedre at kende. Jeg slog mig ned i Gràcia, der stadig er mit foretrukne kvarter, når jeg besøger Barcelona. Det sker omtrent en gang eller to om året. Resten af tiden bor jeg i København med min kone og to børn, til hvem min og Martin Tønners bog Den våbenløse hær blandt andre er dedikeret. Da jeg flyttede hjem fra Barcelona, genoptog jeg studierne på Københavns universitet og kan i dag kalde mig cand. mag i engelsk, redaktionschef på magasinet Euroman og litteraturkritiker ved Dagbladet Information. Min interesse for litteratur er foreløbig også resulteret i essaysamlingen Historier om Amerika – aktuelle strømninger i USA’s litteratur, som jeg har bidraget til og redigeret sammen med Michael Bach Henriksen.
intro
fornuft og galskab
Der er mange måder at lære en fremmed by at kende på. Da jeg flyttede til Barcelona i sensommeren 1995 for at studere, besluttede jeg mig for at gøre det gennem kunsten og litteraturen. Jeg var i slutningen af 20’erne og havde brugt det meste af mit liv på at gøre mig bedre til et eller andet, hvad enten det så var sport, spil, venskaber, kæresteforhold eller studier. I de romaner og bøger, jeg havde læst hjemmefra, inden jeg tog til Barcelona, blev der talt om en speciel catalansk sjæl, der bestod af lige dele fornuft og galskab, seny i rauxa.
Jeg undersøgte fænomenet og fandt frem til, at det første, fornuften, afspejler sig i regionens i egne øjne mere disciplinerede arbejdsmoral end den, de har i resten af Spanien. Galskaben derimod drejede sig om at slippe kontrollen og give efter for sine lyster. Om at drikke igennem, feste og larme i gaden natten lang, om at male som Joan Miró, bygge kirker som Antoni Gaudí eller sprænge Gran Teatre del Liceu i luften, som anarkisterne gjorde i 1893.
Jeg er født og opvokset i en almindelig dansk familie af den slags, hvor man først kan slappe af, når man har nået, hvad der skal nås, så jeg tog ganske enkelt til Barcelona med et dybt ønske om at opdage nye og gale sider af mig selv, der kunne supplere min snusfornuft. Det vidste jeg fra litteraturen, at El Raval kunne hjælpe mig med.
Kvarteret, der også kaldes Barri Xines, har altid tiltrukket hobevis af forfattere fra både nær og fjern på jagt efter menneskelige dramaer, lummerhed og pragt. Specielt når solen gik ned, og de spanske natteravne, luderne fra Afrika og byens mest berusede turister gjorde sig til i jagten på sex, penge eller absint på de snuskede barer og bordeller, dirrede gaderne og gyderne af spændte drifter og nervøs energi. Det var lige, hvad jeg søgte, og jeg havde mod forventning allerede fra starten god tid til at gå på opdagelse i dette hedonistiske paradis.
Min første lektion i catalanernes relativt afslappede forhold til tilværelsen oplevede jeg nemlig kort efter min ankomst, da jeg troppede op på Universitat Autónoma for at indskrive mig på de kurser, jeg havde planlagt at følge. En seddel på døren bekendtgjorde, at proceduren var udskudt ti dage. Jeg tog derfor toget fra forstaden Bellaterra, hvor jeg boede og universitetet ligger, og ind til Plaça de Catalunya i centrum. En tur på 20 minutter, der blev brugt til at bladre mine noter igennem fra alle de forfatterskaber, der har suget næring til sig fra netop El Raval.
Min favorit blandt dem alle var – og er stadig – spansk-argentinske Raul Nuñez, hvis lille, tætte roman fra 1984, Sinatra, har opnået noget nær kultstatus i latinske lande og også er oversat til engelsk, dog uden at danske forlag af den grund har fået øjnene op for den.
Fortælleren i Sinatra er den 40-årige Antonio Castro, der arbejder som natportier på et beskedent hotel i El Raval. Frankie, som han kaldes, fordi han ligner Frank Sinatra, er netop blevet forladt af sin kone, og han fordriver tiden uden noget egentligt mål med livet – bortset fra at han gerne vil elskes og elske igen. Af den grund tilmelder han sig et bureau for andre ensomme mennesker på jagt efter kærligheden, og kort efter begynder brevene at strømme ind fra homoseksuelle bartendere, plagede enkefruer, en bankrøver, en kvindelig dværg, der bilder sig ind, at hun er poet, og en sindssyg præst. Derudover præsenteres vi også for teenagejunkien Natalie og den blonde luksusluder Isabel samt ikke mindst et sæt rå kulisser, der på én gang afspejler tilværelsens frustrerende trøstesløshed og lokkende hedonisme.
Jeg brugte den første måneds tid i Barcelona på at udforske kvarteret. Om formiddagen drak jeg caffe con leche af store kopper på Plaça de Vincenc Martorell, der havde et stort udvalg af spanske aviser, hvis historier jeg stavede mig igennem, mens fuglene, børnene og spritterne rumsterede inde mellem søjlerne og ude på den solbeskinnede grusplads. Derefter brugte jeg en halv times tid i de små pladebutikker på Carrer dels Tallers, hvor man spillede Heroes del Silencio og Pearl Jam for fuld volumen og lod kunderne bladre i kasserne med cd’er uden at blande sig. Indimellem gik jeg på det dengang netop åbnede Museu d’Art Contemporani – MACBA – hvis permanente udstilling stadig samler flere af byens egne kunstnere og for så vidt fanger seny i rauxa-ånden næsten lige så fermt som alle de finurlige værker og den inciterende arkitektur, der kan ses andre steder i og omkring byen.
Efterhånden som jeg lærte flere at kende, blev aftnerne i kvarteret længere og festligere. Mine venner og jeg, hvoraf de fleste var Erasmus-studerende fra forskellige europæiske lande, var yderst bevidste om, at vi havde fast bopæl i byen, og at det derfor gjaldt om at finde andre fikspunkter i byen end dem, der blev overrendt af turisterne. Barcelona var byen, hvor vi boede, ikke byen, vi besøgte.
Af samme grund blev de klassiske turistbeværtninger i El Raval – Bar Marsella, London Bar og Bar Pastis ikke mindst – kun besøgt, når der var gæster hjemmefra og ellers kun meget sent på natten lige inden solopgang, når turisterne var taget hjem på deres hotel, og de lokale fandt ro til en sidste stille gin og tonic. De bedste barer var dem, der ikke så ud af noget, og hvor bartenderen talte catalansk og kunne huske ens navn.
Ved enkelte lejligheder – når jeg havde besøg hjemmefra – drak jeg på Café de l’Òpera og rundede naturligvis også både la Boqueria-markedet på Ramblaen og Gran Teatre del Liceu, der dengang, jeg boede i byen, var ved at blive genopbygget, efter at det for tredje gang i sin 150-årige levetid var brændt ned. Om eftermiddagen viste jeg byens seværdigheder frem, som en tålmodig lokalguide, der ikke længere kan hidse sig op over attraktionen, men blot lirer informationer af.
Jeg havde for længst fået sat kryds ud for alt, hvad jeg havde noteret mig, at jeg skulle opleve, og dagene begyndte at ligne hinanden. Det passede mig fint, for de lignede ikke dem, jeg kendte hjemme fra Danmark. Eller også var det mig, der var faldet til. Du lægger sjældent selv mærke til, at du ændrer dig, men jeg gætter på, at det var tilfældet. Det irriterede mig i hvert fald ikke længere, at jeg ikke kunne regne med skemaerne på universitetet, og jeg havde også lært at klare mig uden et tv på mit kollegieværelse. Jeg havde oven i købet besluttet mig for at droppe turen hjem til Danmark ved juletid for i stedet at tage sydpå til Madrid, Sevilla og Granada uden på forhånd at reservere hotel eller lægge planer om, hvor længe vi ville blive i hver by.
hjemme i gràcia
Når jeg skriver ”vi”, så var det min kæreste og jeg. Egentlig var jeg taget af sted med det erklærede mål at undgå for mange danskere, men på universitetet mødte jeg en dansk pige, og da et andet af mine mål med turen til Barcelona som nævnt var at følge mine instinkter og slippe kontrollen – supplere min fornuft med lidt galskab – inviterede jeg hende i biografen, hvorefter forholdet udviklede sig.
Det var hende, der introducerede mig for Gràcia – ”et hemmeligt hjørne af den meget hemmelige by, Barcelona”, som den colombianske forfatter Gabriel Garcia Márquez har kaldt bydelen, hvori han slog sig ned i 1960’erne – og efterhånden blev det til en fast rutine for mig at ende dér hen på aftenen.
Med sine rødder i den politisk engagerede arbejderklasse, sine gode spisesteder og uprætentiøse barer med tv-skærme, sine traditionelle små pladser med børn, der spiller bold under træerne, var Gràcia lige netop, hvad jeg havde ledt efter, og bydelen kunne snildt lægge kulisser til min imaginære version af Den fortabte generations venstre bred i Paris.
Da