barcelona. Aarhus University Press
Читать онлайн книгу.
gange, nemlig i 1861 og i 1994. Begge gange var der aldrig tvivl om, at operaen skulle genopbygges – og med respekt for det oprindelige.
Liceu-operaen hedder i virkeligheden Gran Teatre del Liceu og er en vigtig kulturinstitution i Barcelona. Bygningen har været hærget af brand to gange. Ingen af gangene var der tvivl om, at den skulle genopbygges © Aslak Kappel Hansen
Så nutidens publikum kommer stadig ind i en hesteskoformet sal, hvor interiør og farvespektrum er helt klassisk: Forgyldt stuk og røde plyssæder. Der er næsten 2.300 pladser, fordelt på gulvet og fem balkoner. Akustikken er fremragende. Blot må udlændinge forlige sig med, at overteksterne over scenen er på catalansk. Det kan være svært at følge med i f.eks. Richard Wagners Parsifal, medmindre man er fortrolig med handlingen ned i detaljen. Så er det godt med pauserne til at læse på lektien – to af slagsen i en maratonforestilling på over fem timer, og her er den perlende cava en foretrukket opkvikker i barerne i sidegangene.
Efter tæppefald for operaen kan man altid forlænge den gode oplevelse ved at krydse over Ramblaen og sætte sig ind på Cafè de l’Òpera, som står i et nærmest symbiotisk forhold til El Liceu. Undervejs fanger blikket måske Joan Miró-mosaikken, der ligger omtrent på denne højde af Ramblaen som en del af gågadens underlag. Cirkelrund og i farverne sort, hvid, rød, blå og gul. Enkel og alligevel inspirerende. Mosaikken skal dog helst ses i fuldt dagslys. Men det var Cafè de l’Òpera, der var målet: Cafeen har gennemgået flere forvandlinger – senest i 1929, hvor den fik sin nuværende modernistiske stil med spejlbilleder med figurer på væggene. Stedet er mest egnet til at drikke kaffe eller te, hvis man da ikke vil prøvesmage et af de 200 ølmærker eller – meget uspansk – et af de næsten 3.000 whiskymærker. Mad er ikke just cafeens spidskompetence, men hvis klokken er hen omkring midnat, er det vel også ved at være forbi spisetid? Selv om folk i Spanien traditionelt spiser sent.
alt godt fra naturen
De næste to stykker af Ramblaen har hver især både et officielt navn og et folkeligt navn. Først kommer Rambla de Sant Josep, som også er kendt som Blomster-Ramblaen.
Derpå følger Rambla dels Estudis, som kaldes Fugle-Ramblaen. Det er med andre ord naturen, den gående bevæger sig ind i. Rambla de Sant Josep har et overtal af boder, hvorfra der sælges et farveflor af blomster buketter, små appelsin-, citron- og oliventræer samt blomsterfrø. Rambla dels Estudis har boder med fugle og andre levende dyr, hvide kaninunger, gule ællinger i varmelampers skær, skildpadder og akvariefisk. Den spanske digter og dramatiker Federico García Lorca mente, at denne strækning var med til at skabe balance på Ramblaen. Disse elementer, hentet fra naturen, opvejede andre aspekter ved byens hovedstrøg. García Lorca besang i en beskrivelse fra 1935 blomsterstandene og fastslog, at de var med til at forvandle Ramblaen til et ”utroligt drivhus”. Og ifølge García Lorca overraskede dyrebodernes fugle med deres ”Mozart-lignende vanvid”.
Der er blomsterboder på den strækning af Ramblaen, der hedder Rambla de Sant Josep. Derfor kaldes den også Blomster-Ramblaen
Boderne suppleres af fødevaremarkedet, der ligger inde i et indhak til venstre. Officielt Mercat de Sant Josep, i daglig tale La Boqueria. Begge navne optræder på det cirkelrunde skilt, der hænger over den modernistiske indgangsportal, som er i vandblåt og med gule prikker af vekslende størrelse. La Boqueria er Barcelonas mest berømmede marked for grønsager, frugt, fisk og kød, og alt har ry for at være frisk og af god kvalitet. Den afdøde krimiforfatter og ærkebarceloneser Manuel Vázquez Montalbán mente, at et besøg på La Boqueria er obligatorisk, fordi markedet er det bedste udstillingsvindue for byens råvarer. Men hvad mere er: La Boqueria bliver også blåstemplet af en førende fagmand, stjernekokken Ferrán Adrià, som er født i Barcelona. Adriàs nu lukkede restaurant elBulli nær Roses i det nordlige Catalonien var længe rangeret som verdens bedste. Adrià, en bror og et andet brødrepar har siden åbnet en tapasbar, Tickets, i Barcelona – et par kilometer fra Ramblaen.
Ferrán Adrià siger i Barcelona 20 x 20 om markedet:
Som barn kom jeg på La Boqueria og lagde ikke mærke til noget. Der var intet, der fangede min opmærksomhed. Men i dag er alt forandret. To dage om ugen tager jeg ned fra Roses for at gribe fat i mine kontakter her. For mig er La Boqueria et symbol, en nødvendighed, og siden 1983 har det været mit spisekammer.
Et slidt, men ikke forslidt råd til internationale rejsende lyder, at man altid kan få god kost på et marked. Råvarerne er jo inden for rækkevidde. Sandt nok, og på La Boqueria er stedet at gå hen Bar Pinotxo, som ligger lige inden for indgangen til højre. Det er prototypen på et markeds-spisested. Her er åbent fra tidligt om morgenen til sidst på eftermiddagen, og her er altid en trængsel af mennesker, som vælger blandt udbuddet af tapes (tapas), heriblandt bacallà (klipfisk) og xipirons (blæksprutte).
Det hedder sig, at markeder er gode spisesteder, fordi råvarerne er inden for rækkevidde. På Boqueria-markedet er der altid trængsel på Bar Pinotxo, som frister med tapes (tapas) © Enric Brunet
der er en ende
García Lorca skrev om Ramblaen, at det er ”den eneste gade i verden, som jeg ønsker aldrig ville ende”. Men en ende på gågaden – det er der. Det sidste stykke hedder Rambla de Canaletes, og det har navn efter et århundredgammelt, ornamenteret springvand, Font de Canaletes. Fontænen er kronet af en gadelygte, står lidt til en side og syner ikke af alverden. Men den er et kulturelt fikspunkt for barceloneserne. Det er et kendt mødested, og det har siden 1930’erne været samlingssted for FC Barcelona-fans, når de skal fejre fodboldholdets triumfer. I øvrigt er der i nærheden opsat en bod, der har som speciale at sælge billetter til FC Barcelonas kampe i katedralen af en hjemmebane, Camp Nou.
Rambla de Canaletes åbner sig på den sidste strækning op mod knudepunktet Plaça de Catalunya, hvorfra der går veje ud i flere retninger. Den dominerende bygning på pladsen er stormagasinet fra El Corte Inglés-kæden, en betonklods med afrundede gavle, som bringer mindelser om en færge eller et krydstogtskib og derved bibringes en lethed. Måske er ’færgen’ sejlet op midt i byen ad Ramblaen, hvis falmede, hvide og rødbrune fliser – meget belejligt – er lagt i et mønster som bølger?
Et populært sted at holde hvil efter en tur på Ramblaen er Café Zurich, der ligger på et hjørne på Plaça de Catalunya. Cafeen besætter med aluminiumborde, der vender i næsten alle retninger, meget af det brede fortov, så det er et ideelt sted at slikke sol for besøgende fra det kolde Nordeuropa. En anden mulighed er på det øverste af Ramblaen, hvor der er opstillet solide stole og korte bænke af træ og jern ude i siderne. Det er en gratis fornøjelse. Siddepladserne giver også mulighed for at iagttage menneskemængden, der passerer forbi på strøget.
turisterne fylder op
Man skal ikke opholde sig længe på Ramblaen, før man konstaterer, at turisterne nærmest har overtaget gågaden. Barceloneserne føler lidt, at de bliver skubbet til side af folk, der kommer udenbysfra og fra udlandet. Det fortæller Xavi Masip, daglig leder af organisationen La Rambla, der samler gågadens venner, naboer og handlende. Fornemmelsen blandt de lokale af at være en smule tilovers understøttes af en optælling fra 2007: Tallene viser, at kun cirka en femtedel af Ramblaens brugere er fra Barcelona. Helt præcist er det 21 %. Der er ellers et gammelt mundheld, der siger, at ”det er ikke en god barceloneser, han, som ikke går på Ramblaen eftermiddag, aften eller morgen”.
2007-undersøgelsen afslører desuden: 11 % af de gående på Ramblaen kommer fra resten af Catalonien, 10 % er fra det øvrige Spanien, mens 58 % er udlændinge, fortrinsvis italienere, briter, tyskere og hollændere.
Masip siger, at hans organisation samarbejder med Barcelonas