FORORD

      For snart 22 år siden påbegyndte jeg mit ph.d.-projekt om mestring af belastninger i alderdommen (Munk, 1999). På det tidspunkt – og sandelig ikke mindre siden – var begreberne stress og ”mestring” kommet i fokus inden for mange fagdiscipliner såsom arbejdsmedicin, geriatri, arbejdspsykologi, klinisk psykologi, gerontopsykologi, management etc. Historisk set er det først og fremmest medicin og psykologi, der på et mere grundforskningsmæssigt plan har beskæftiget sig med og udviklet begreber om fænomenet, først og fremmest om forholdet imellem oplevelse og legemlige reaktioner (Nielsen, 1998). Den senere udbredelse af begreberne til en lang række anvendte discipliner af vidt forskellig videnskabelig observans har bidraget til en øget viden om fænomenet, men også til en vis forvirring. Forvirringen bliver ikke mindre af, at man i grundforskningen både taler om ”gavnlig” (stimulerende korttids-)stress og om ”dårlig” (skadelig langtids-)stress (Nielsen, 1995). Samtidig er ”stress” i negativ forstand også blevet en dagligdags term, som alle kender og har en mening om. Termens store popularitet må formodes at være udtryk for, at den giver mening for nutidens mennesker, hvoraf mange oplever at bukke under for samfundets hastige udvikling og krav om omstilling. I dag er termen et omdrejningspunkt i en vedvarende offentlig debat om trivsel og arbejdsmiljø, ligesom den nu også er knyttet til udvikling af mere eller mindre kroniske tilstande såsom udbrændthed, depression og posttraumatisk stresssyndrom (Bovbjerg, 2010; Rosenkrantz-Theil & Milsted, 2010). Medicinsk forskning har endvidere påvist en sammenhæng imellem langvarig oplevelse af (”dårlig”) stress og en negativ påvirkning af kroppen, bl.a. ses en ændring af immunsystemet og af visse områder af hjernen i sammenhæng med stressrelateret depression (Bruhn, 2002; Glaser, 2005; Zachariae, 2009).

      I afhandlingens analyse af belastningsbegrebet anvendte jeg den nu afdøde amerikanske stressforsker, psykolog Richard S. Lazarus’ teori om stress- og copingforløb (på dansk: mestring/ håndtering af stress) som analytisk redskab¹. Tidligt i arbejdsprocessen havde jeg det held at deltage i en forskningsworkshop med Lazarus. Dette var ikke alene inspirerende, men også en stor hjælp i den vanskelige proces med at oversætte mine informanters udsagn vedrørende stressoplevelser til en systematisk terminologi. Det gjaldt i særlig grad forståelsen af den personlige betydning i forbindelse med belastninger. Selv om jeg tog udgangspunkt i Lazarus’ teori, var og er jeg dog også kritisk over for visse dele af hans virke. Dette gælder dels hans spørgeskema Ways of Coping Questionnaire, dels hans måde at opdele copingprocesser på (Lazarus og Folkman, 1984).

      Jeg mødte Lazarus igen nogle år senere, og på det tidspunkt var han begyndt at indse begrænsningerne på netop disse områder. I sin sidste bog fra 1999 tager han et egentligt videnskabsteoretisk opgør med spørgeskemaet som eneste redskab til at undersøge copingprocesser med, men starter allerede diskussionen i hovedværket fra 1991: Emotion & Adaptation. For mig at se er problemet først og fremmest, at man ikke med spørgeskemaet og den medfølgende faktoranalyse kan få en dybere og mere nuanceret forståelse af det enkelte menneskes eksistentielle knibe og dynamikken i forbindelse med belastende livssituationer. Men også opdelingen af copingstrategier i henholdsvis problemfokuseret og emotionsfokuseret coping er et problem, om end af en anden slags. Denne opdeling giver til stadighed anledning til en vis forvirring i stressforskningen, da ”emotionsfokuseret coping” dækker over væsensforskellige strategier (Pearlin, 1991; Carpenter, 1992).

      Opdelingen er i øvrigt heller ikke konsistent med den tilgrundliggende teori. Lazarus udtrykte da også ærgrelse over betegnelserne, men mente, at disse nu havde været brugt så længe af så mange, at det ikke ville være muligt at lave dem om.² Det er min opfattelse, at man – for at undgå forvirring og tilfældigheder – skal have et analyseapparat med gensidigt udelukkende kategorier for strategier, som er defineret efter deres formål, og som dækker hele spektret af principielt mulige formål.³ Dette kræver en dybtgående forståelse af den proces, der ligger bag oplevelsen af stress. Netop på dette område er Lazarus til gengæld meget klar, men denne side af hans teori er overset i stresslitteraturen. Dette er uheldigt for den praktiske anvendelse af teorien, for det drejer sig om det dybere forhold imellem det subjekt, der oplever stress, og omverdenen. Den foreliggende manual forsøger at løse disse problemer – og på trods af de nævnte indvendinger vil jeg alligevel hævde, at Lazarus’ arbejde har været banebrydende i udviklingen af psykologiens teoretiske og praktiske forståelse af belastningsforløb.

      I denne bog videreudvikler jeg den mikroanalyse af copingprocesser, jeg påbegyndte i min afhandling (Munk, 1999). Hensigten er dels at afhjælpe mine kritikpunkter af Lazarus, dels at stille et redskab til rådighed for andre, der beskæftiger sig med copinganalyse. Opstillet i punktform er formålene med bogen disse:

      I bogen har jeg har endvidere sat mikroanalysen ind i en mere eksplicit kontekstuel ramme, end tilfældet er hos Lazarus. Konteksten er i en vis forstand kun indirekte tilstede i Lazarus’ teori (som en perciperet eller oplevet relation), og dette kan let resultere i, at den helt forsvinder i den praktiske analyse. Dette er uheldigt i forhold til at få indsigt i, hvordan folk rent faktisk klarer deres problemer. Forskningen har for længst vist, at individuelle strategier ikke kan levere en fyldestgørende forklaring på udfaldet af mange copingforløb, idet forskellige former for udefrakommende indgreb i væsentlig grad påvirker og måske bidrager til at afslutte forløbet (Pearlin, 1991; Munk, 1999). Derudover vil den kulturelle kontekst også være medbestemmende både i forhold til, hvad folk selv gør, og i forhold til, hvilke situationer de faktisk finder belastende og forsøger at cope med. Dette vil Lazarus slet ikke være uenig i. Men jeg vil betone, at man skal skelne klarere imellem den perciperede eller oplevede kontekst, og konteksten som den kan beskrives uafhængig af personens perception (Bronfenbrenner, 1979; Højrup, 1989; Lazarus, 1991; Munk, 1999). Dette vil blive uddybet senere i manualen.

      Den metode, jeg har udviklet på baggrund af Lazarus’ teori, er afprøvet på så forskellige befolkningsgrupper som raske og lovlydige ældre mennesker og sædelighedskriminelle. Den har vist sig velegnet til at indfange og forstå det enkelte menneskes eksistentielle knibe, hvad enten det er bekymringer om børnebørn, sygdom, død, at blive stemplet som kriminel, udelukkelse fra samfundet eller noget helt sjette. Det ser således ud til, at metoden er velegnet til at afdække alle mulige typer af belastninger og de oftest talrige, personligt problematiske aspekter, der kan være forbundet hermed. Da det er de personligt problematiske aspekter af en begivenhed, der udløser ubehag og afværgehandlinger, og ikke nødvendigvis det, en udenforstående betragter kan få øje på, er dette en central pointe. Metoden er således velegnet til at generere ny viden med. Den er blandt andet afprøvet på deprimerede, ældre mænd i projektet Gamle mænds trivsel,⁵ hvor den medvirker til at kortlægge et interessant mønster i mændenes copingstrategier (Jensen, Munk & Madsen, 2010). Anne Marie Kjærsgaard-Andersen⁶ afprøver i et nyt projekt metoden på palliative patienter. Det kunne også være interessant at få metoden afprøvet i forhold til arbejdsmæssige belastninger, da stressbegrebet historisk set i høj grad har været og er knyttet til arbejdsmiljøforhold.

      Der er således