Jeg takker dig, min gode Far, for al din strænge Tugt,

      du mente mig det ærligt, men du fik ikke Bugt

      med al den stejle Viljetrods, du selv gav mig i Arv,

      som rinder dig i Blodet,

      som er mig Livsens-Modet

      og min Lykkes sande Tarv.

      Jeg takker dig for Skændene og Pryglene, jeg fik,

      den Gang, da jeg var lille og frygtede dit Blik,

      nu véd jeg, at hvert haardhændt Slag paa min uvorne Ryg

      har voldt dit eget Hjærte

      en tavs, indkapslet Smærte,

      et forknuget, bange Tryk.

      Nu er du hvid og gammel, Far. Selv er jeg ikke ung.

      Vi prøved begge Livet, tidt var os Vejen tung,

      men vi har troligt fulgtes ad og bliver ikke skilt,

      jeg kender jo dit Hjærte

      og véd, at hvad du lærte,

      det var ingen Tid forstilt.

      Der gaar saa strid en Hvirvelstrøm i Livets dybe Flod,

      tidt tumlede jeg Baaden min Fars Bestik imod;

      men skifted vi end Ord derved ud af vort stride Sind,

      var Solen aldrig nede,

      før al fortørnet Vrede

      laa med Dagen slumret ind.

      Du er din Søn mer end en Far. Du er hans bedste Ven,

      hvem han betror sit Levned. Nu faar han ingen Skænd.

      Den gode kloge Far forstaar, at Skænd er nytteløst:

      Hvert Menneske maa lære

      sin Selv-Profos at være

      og sin Skæbnes egen Trøst.

      Jeg møder i dit Faderblik, mildt dømmende og ømt,

      den endeløse Godhed, du aldrig faar udtømt.

      Stræng var en Gang den Tugt, du gav, – men hundredfoldigt tungt

      faldt selve Livets Svøbe,

      den, ingen kan undløbe,

      som har levet stærkt og ungt.