Der var sket noget stort,

      kastet bort noget tungt,

      og vi drømte saa ungt,

      som vi før havde gjort,

      da vi gik i den hjemlige Verden

      og digtede Planer til Færden.

      Ja, hvor gransked vi tidt

      i det grønlandske Kort

      og beregned hvert Skridt,

      som vi vidste blev vort,

      – vi vidste det! Vi kunde mærke,

      vi var ubetvingelig stærke.

      Thi det kan ikke ske,

      at en Ungdom, som vil

      og har Kræfter dertil,

      maa sig vingestækt se

      og lade sig skubbe fra Reden

      af Oldinge-Stædigheden.

      Og det »Adgang forbudt«,

      som en mugnet Plakat

      fra vor Enevoldsstat

      mod vor Rejse fik skudt,

      dette Grønlands kinesiske Lukke

      vilde vi sønderhugge!

      Da saa Landet laa frit,

      og trods »Venne«-Kritik

      i Opfyldelse gik

      hvad vi drømte saa tidt,

      om de unge Vinger at strække,

      da var vi bevægede begge …

      Og nu ligger vi stængt

      i Polarnattens Hi,

      vore Drømme er fri,

      nye Planer blir tænkt …

      Maaske stævner vi nordpaa ad Aare

      til Sejr eller Fald eller Baare.

      Ja, jeg véd, hvad du kan.

      Du har Grønlænder-Blod,

      jeg har prøvet dit Mod,

      du er modnet til Mand,

      og du er, blandt alle jeg kender,

      den tryggeste, hvad der saa hænder.

      Du kan ro en Kajak

      gennem oprørt Vand,

      du kan styre et Spand,

      om saa Fanden det trak,

      du er født her i Pollandets Øde,

      og her skal din Skæbne du møde.

      Dette Land, det er dit,

      du, som taler dets Sprog!

      Du skal skrive en Bog,

      som kan lære os lidt

      om Folket ved disse Kyster,

      dets Skæbne, Drømme og Dyster.

      For vi andre, vi gaar

      ikke dybt i et Folk,

      som vi kun gennem Tolk

      i Tale faar …

      Men mod Nord kan jeg gaa, om du følger,

      over Ishavets stivnede Bølger.

      Ja, mod Nord, Grønland rundt,

      dèr, hvor ingen har traadt!

      – Er i Drømmene blot

      dette Syn os forundt?

      Eller gaar virkelig Færden

      mod ukendte Egne af Verden?

      Vi har Kraft nok og Mod

      og et lysende Haab,

      vi fik Æventyr-Daab

      under Isblinkens Fod,

      vi har Ungdommens sejrrige Alder,

      – men mod Syd ligger Hjemmet og kalder …

      Hvor vi gaar! Hvad der sker!

      Om vi mødes igen!

      Se, da er der, min Ven,

      ingen Mistillid mer:

      Det er ærlige Haandslag, vi giver,

      de er rene de Hænder, der skriver!

      Og krystalklar og pur

      – som den Vildbæk, der flød

      under Sensommer-Glød —

      er vort Venskabs Natur.

      I Mindernes lutrende Rødme

      staar Samlivets Smærte og Sødme.