Isblink: Digte fra den grønlandske Polarregion. Erichsen Ludvig Mylius

Читать онлайн книгу.

Isblink: Digte fra den grønlandske Polarregion - Erichsen Ludvig Mylius


Скачать книгу
nu er jeg Polens Gæst,

      Vintren strænges, Kulden isner,

      Bjørnen nær min Hule lusker,

      Stormen vildt i Fjældet rusker

      – og jeg husker, o, jeg husker

      Storme, som mit Hjærte hærged,

      og som slog mit Mod med Pest.

      – Ishavs-Stormen den er bedst;

      har jeg bare Livet bjerget,

      bliver Livet mig en Fest …

      Men naar jeg nu snart skal stænges

      af en dyb Polarnat inde,

      falde hen i lummer Ro,

      ingen Sol og ingen Sinde

      Bud fra dig, om du har Tro

      paa vort Gensyn og vor Lykke,

      jo, da véd jeg, jeg vil længes,

      ærligt ønske mig tilbage

      til vort stille Hjemlivs Hygge.

      Men jeg véd, jeg snart maa stage

      fra det grunde Vand min Baad

      ud igen til fredløs Færden.

      Og jeg véd, at ingen Klage

      røbe vil dit Hjærtes Graad,

      du min eneste i Verden!

      VISE

      Jeg havde mig en Hjærtenskær,

      en Hjærtenskær,

      hun var saa skøn,

      jeg var saa grøn,

      hun lærte mig helt andre Kys,

      end jeg af Mor og Søster fik,

      de blev min Ungdoms Alterdrik,

      de faldt som vaarligt Draabe-Drys

      paa mine friske Sanser.

      Lovpriset nu og altid vær

      min fjerne første Hjærtenskær,

      hvis Minde jeg bekranser.

      Jeg elskede min Hjærtenskær,

      min Hjærtenskær,

      i hendes Magt

      min Sjæl var lagt,

      og hun var klog som hun var smuk,

      beskar mit Væsens vilde Skud,

      stak mine Evners Baner ud

      – og gik saa fra mig, uden Suk,

      og valgte sig en anden.

      O, vidste du, min Hjærtenskær,

      jeg tog mig Tabet sorgfuldt nær

      og laa ved Afgrundsranden.

      Og møder jeg min Hjærtenskær,

      den Hjærtenskær,

      der gav en Dag

      mig Ridderslag

      og lod min Drøm til Liv indvi,

      da blusser alt mit Hjærteblod,

      hvor er du smuk, hvor var du god,

      jeg gaar dig rød og stum forbi

      og hilser dig ærbødig.

      Nu véd jeg først, at al min Færd

      inddrak hos dig, min Hjærtenskær,

      den Drift, jeg havde nødig.

      Jeg havde mig en Hjærtenskær,

      en Hjærtenskær,

      for hvem en Gang

      jeg gerne sprang

      i Havets Dyb, om hun gav Tegn,

      et Liv, for hvem jeg kunde dø.

      – Men Tiden randt, og andre Frø

      blev klænget frem af Sol og Regn

      og mig til Lykke givet.

      Da vandt jeg ret en Hjærtenskær,

      hun er mig mér end Døden værd,

      hun er mig selve Livet.

      Jeg takker dig, min Hjærtenskær,

      min Hjærtenskær,

      du er saa god,

      og du har Mod,

      du venter paa mig tryg og tro

      og bærer stolt og prud vort Navn,

      du véd, de Tider kommer jo,

      da jeg skal kryste dig i Favn,

      naar Rejsen vel er omme.

      Højlovet vær min Hjærtenskær,

      mit Livs Behov, min Sjæls Begær,

      nu skal vor Lykke komme!

      HUSET VED HAVET

      Langs den jydske Vesterstrand

      har jeg jublet Barnesange,

      har jeg udgrædt Hjærtets bange

      Ungdomssmærte rén og sand,

      har jeg angret dybt som Mand.

      Og naar nu fra denne Kyst,

      hvor de høje Fjælde knejser

      under evig Sne begravet,

      Isen gaar paa fjerne Rejser,

      og jeg hører Bølgens Røst,

      længes jeg mod Vesterhavet.

      Vesterhav med Braad og Røg

      over ørkengolde Klitter

      ind i Land, hvor Lyngen stritter

      paa en vejrbidt Kæmpehøj,

      Land med brede Penselstrøg!

      Sære, uvejrsdunkle Strand,

      hvide Klit og blege Vænge,

      skønnest Plet i hele Verden,

      Tonebund for dybe Strænge,

      som jeg altid høre kan,

      – Endemaal for al min Færden!

      Ja, for vi skal rejse Hus

      dèr, hvor Klitten favner Heden,

      ikke langt fra Barndoms-Reden

      mellem Fjordens gule Grus

      og det friske Havvands-Brus.

      Naar jeg træt af viden Flugt

      og de Saar, som Kampen giver,

      trænger haardt til Fred og Hvile,

      griber jeg min Pen og skriver:

      »Hold i Nat en Dør oplukt!«

      – Henrykt ser jeg Vennen smile.

      Stolte Ven! Min dyre Skat!

      Vi har mødt i Livets Kaos

      mange Venner, som gik fra os.

      Du har aldrig mig forladt,

      derfor kommer jeg i Nat …

      Aa, jeg ser jo Huset staa

      gammeldags og lavt til Taget,

      ser dig glad i Højtidstøjet

      løbe hen og hejse Flaget.

      Himlen blir saa høj og blaa,

      begge faar vi Graad i Øjet.

      Gensyns-Smærte! Gensyns-Lyst!

      Og den milde, stille Lykke

      bare ved en Haand at trykke,

      aande ved et elsket Bryst

      Hjærtets


Скачать книгу