Urantia Bogen. Urantia Foundation
Читать онлайн книгу.
rå og groteske. I skulle hellere indse at alle de barmhjertige tjenester som Guds Sønner er ansvarlige for, er en direkte åbenbaring af Faderens hjerte af universel kærlighed og uendelig medfølelse. Faderens kærlighed er den virkelige og evige kilde til Sønnens barmhjertighed.
6:3.5 (75.10) Gud er kærlighed, Sønnen er barmhjertighed. Barmhjertighed er anvendt kærlighed, Faderens kærlighed i aktion i skikkelse af hans Evige Søn. Denne universelle Søns kærlighed er ligeledes universel. Således som kærlighed er opfattet på en sex planet, således er Guds kærlighed mere sammenlignelig med en fars kærlighed, mens den Evige Søns kærlighed er mere lig en moders hengivenhed. Ganske vist er sådanne illustrationer, vage, men jeg anvender dem med det håb at kunne formidle til det menneskelige sind den tanke, at der er en forskel, mellem Faderen kærlighed og Sønnens kærlighed, ikke i guddommelig indhold, men i kvalitet og måden for dens udtryk.
4. Den evige søns egenskaber
6:4.1 (76.1) Den Evige Søn udgør drivkraften for den kosmiske virkeligheds åndeniveau; Sønnens åndelige styrke er absolut i forhold til alle universets realiteter. Han udøver perfekt kontrol over de indbyrdes forhold af alle udifferentieret åndeenergier og over alle aktualiseret åndevirkelighed gennem hans absolutte forståelse af åndetyngdekraften. Alt ren ufragmenteret ånd og alle åndelige væsener og værdier reagerer på den uendelige tiltrækningskraft af den oprindelige Paradissøn. Og hvis den evige fremtid bliver vidne til fremkomsten af et ubegrænset univers, så vil den Oprindelige Søns åndetyngdekraft og åndestyrke, være helt tilstrækkelig for den åndelige kontrol og effektive administration af sådan en grænseløs skabelse.
6:4.2 (76.2) Sønnen er kun almægtig i det åndelige rige. I univers administrationens evige økonomi, møder man aldrig ødselhed og nytteløse gentagelser af funktioner; Guddommene er ikke forfalden til unødig dobbeltarbejde af tjenester i universet.
6:4.3 (76.3) Den Oprindelige Søns allestedsnærværelse udgør den åndelige enhed af universernes univers. Den åndelige sammenhængskraft fra al skabelse hviler på den overalt aktive tilstedeværelse af den Evige Søns guddommelige ånd. Når vi forestiller os Faderens åndelige tilstedeværelse, så finder vi det vanskeligt at differentiere det i vores tænkning fra den Evige Søns åndelige tilstedeværelse. Faderens ånd er for evigt iboende i Sønnens ånd.
6:4.4 (76.4) Faderen må være åndelig allestedsnærværende, men denne allestedsnærværelse fremstår som værende uadskillelig fra den Evige Søns allestedsnærværende åndelige aktiviteter. Vi tror imidlertid, at i alle situationer af Fader-Søn tilstedeværelse af en dobbelt åndelig natur så er Sønnens ånd koordineret med Faderens ånd.
6:4.5 (76.5) I sin kontakt med personlighed, virker Faderen i personlighedens kredsløb. I sin personlige og påviselige kontakt med åndelig skabelse, viser han sig i fragmenter af helheden af hans Guddom, og disse Fader fragmenter har en isoleret, enestående, og eksklusiv funktion hvor end og når som helst de forekommer i universerne. I alle sådanne situationer er Sønnens ånd koordineret med den åndelige funktion af den Universelle Faders fragmenteret tilstedeværelse.
6:4.6 (76.6) Åndeligt er den Evige Søn allestedsnærværende. Den Evige Søns ånd er helt sikkert med jer og rundt om jer, men ikke indeni jer og en del af jer, ligesom Mysterieledsageren. Det iboende Fader fragment tilpasser i stigende grad det menneskelige sind til guddommelige holdninger, hvorefter sådan et opstigende sind i stadig større udstrækning bliver påvirkelig for den åndelige tiltrækningskraft i det almægtige åndetyngdekraftens kredsløb af den Anden Kilde og Center.
6:4.7 (76.7) Den Oprindelige Søn er universel og åndelig selvbevidst. I visdom er Sønnen fuld på højde med Faderen. I kundskabens områder, alvidenheden, kan vi ikke skelne mellem den Første og den Anden Kilde; som Faderen, så kender Sønnen alt, han bliver aldrig overrasket af nogen begivenhed i universet; han forstår slutningen fra begyndelsen.
6:4.8 (77.1) Faderen og Sønnen kender virkelig nummeret og opholdssteder af alle ånder og åndeliggjorte væsener i universernes univers. Sønnen kender ikke kun alle ting på grund af sin egen allestedsnærværende ånd, men Sønnen er ligesom Faderen og Samforeneren, fuldstændig vidende om det Højeste Væsens vidtstrakte refleksionsintelligens, hvis intelligens til alle tider er vidende om alle ting der hænder på alle verdener af de syv superuniverser. Og der er andre måder hvorpå Paradissønnen er alvidende.
6:4.9 (77.2) Den Evige Søn er som en kærlig, barmhjertig og tjenende åndelig personlighed, helt og uendelig lige med den Universelle Fader, mens i alle de barmhjertige og kærlige personlige kontakter med de opstigende væsener fra de lavere områder er den Evige Søn lige så venlig og hensynsfuld, lige så tålmodig og langmodig, som de af hans Paradissønner i lokaluniverserne som så ofte overdrager sig selv på de evolutionære verdener i tiden.
6:4.10 (77.3) Det er unødvendigt yderligere at udbrede sig om den Evige Søns egenskaber. Med de angivne undtagelser, er det kun nødvendigt at studere de åndelige egenskaber af Gud Faderen for at forstå og korrekt evaluere Gud Sønnens egenskaber.
5. Den evige søns begrænsninger
6:5.1 (77.4) Den Evige Søn fungerer ikke personlig i de fysiske domæner. og ej heller fungerer han, undtagen igennem Samforeneren, i niveauer af sinds tjeneste i de skabte væsener. Men disse bestemmelser begrænser ikke på nogen måde eller på anden vis den Evige Søn i den fulde og frie udøvelse af alle de guddommelige egenskaber af åndelig alvidenhed, allestedsnærværelse og almægtighed.
6:5.2 (77.5) Den Evige Søn gennemtrænger ikke personlig åndens potentialer som er en medfødt del af uendeligheden hos Guddomsabsoluttet, men efterhånden som disse potentialer bliver aktuelle, kommer de indenfor det almægtige greb af Sønnens kredsløb af åndetyngdekraft.
6:5.3 (77.6) Personlighed er den Universelle Faders eksklusive gave. Den Evige Søns personlighed stammer fra Faderen, men uden Faderen overdrager han ikke personlighed. Sønnen giver oprindelse til en umådelig skare af ånder, men sådanne afledninger er ikke personligheder. Når Sønnen skaber personlighed, gør han det i samarbejde med Faderen eller med Samskaberen, som kan handle på vegne af Faderen i sådanne forhold. Den Evige Søn er således en medskaber af personligheder, men han overdrager ikke personlighed til nogen væsener og aldrig alene af sig selv skaber han personlige væsener. Denne handlings begrænsning berøver imidlertid ikke Sønnens evne til at skabe alle mulige andre slags eller typer end personlige virkelighed.
6:5.4 (77.7) Den Evige Søn er begrænset i afgivelse af skaber privilegier. Da Faderen forevigede den Oprindelige Søn overdrog han til ham styrke og privilegium til efterfølgende forening med Faderen i det guddommelige virke med at producere yderligere Sønner udstyret med skabende egenskaber, og dette har de gjort og stadig gør. Men når disse koordinerede Sønner er produceret, så er overførelse af skaberprivilegierne tilsyneladende ikke længere mulig. Den Evige Søn transmitterer kun skaberkræfter til den første eller direkte personalisering. Derfor, når Faderen og Sønnen forener for at personliggøre en Skabersøn, så opnår de deres formål; men den Skabersøn som netop er blevet frembragte, er aldrig i stand til at videregive eller overdrage skaberprivilegierne til de mange forskellige klasser af Sønner som han efterfølgende kan skabe, ikke desto mindre, så forekommer der i de højeste lokalunivers Sønner, en meget begrænset refleksion af de skabende egenskaber hos en Skabersøn.
6:5.5 (78.1) Den Evige Søn, som en uendelig og udelukkende personlig væsen, kan ikke fragmentere sin natur, kan ikke uddele og overdrage individualiseret dele af sin natur til andre væsener eller personer, således som den Universelle Fader og den Uendelige Ånd gør. Men Sønnen kan og gør det, overdrager sig selv som en ubegrænset ånd til at oversvømme hele skabelsen og uophørlig trække alle åndelige personligheder og åndelige realiteter til sig selv.
6:5.6 (78.2) Husk altid, at den Evige Søn er en personlig portrættering af Åndefaderen til hele skabelsen. Sønnen er personlig og intet andet, men personlig i den guddommelige betydning; sådan en guddommelig og absolut personlighed kan ikke være opløst eller fragmenteret. Gud Faderen og