.
Читать онлайн книгу.
koordineret Skabersøn på Urantia i forbindelse med hans livsforløb af erfaringsmæssige overdragelses for at opnå suverænitets erhvervelse.
7:4.6 (85.7) 3. Planen for Barmhjertigheds Tjeneste. Da opnåelsesplanen og overdragelsesplanen var blevet formuleret og bekendtgjort, udkastede og igangsatte den uendelige Ånd, alene og fra sig selv, det enorme og universelle foretagende af barmhjertigheds tjeneste. Det er den tjeneste som er så grundlæggende for den praktiske og effektive drift af både opnåelses og overdragelses foretagenderne, og den Tredje Kilde og Centers åndelige personligheder deltager alle i den ånd af barmhjertigheds tjeneste som er en stor del af den Tredje Guddomsperson natur. Ikke kun i skabelse men også i administration, fungerer den Uendelige Ånd faktisk og bogstaveligt som Faderens og Sønnens fælles udøvende.
7:4.7 (86.1) Den Evige Søn er den personlige administrator, den guddommelige vogter, af Faderens universelle plan for opstigende væsener. Efter at have bekendtgjort det universelle mandat, ”Vær fuldkommen, ligesom jeg er fuldkommen,” betroede Faderen den Evige Søn udførelsen af dette mægtige forpligtelse; og den Evige Søn deler forvaltningen af dette himmelske foretagende med sin guddommelig koordinere, den Uendelige Ånd. Således samarbejder Guddommene effektivt i bestræbelserne på at skabe, overvåge, udvikle, åbenbare og tjene - og hvis nødvendigt, i at genoprette og rehabilitere.
5. Overdragelsesånden
7:5.1 (86.2) Den Evige Søn forenede sig uden forbehold med den Universelle Fader i udsendelse af det mægtige påbud til hele skabelsen: ” Vær perfekt, ligesom din Fader i Havona er perfekt.” Og lige siden, har denne invitations-kommando motiveret alle overlevelsesplaner og overdragelsesprojekter af den Evige Søn og hans store familie af koordinerede og tilhørende Sønner. Og i selve disse overdragelser er Guds Sønner blevet ”vejen, sandheden, og livet” for alle evolutionære væsener.
7:5.2 (86.3) Den Evige Søn kan ikke direkte få kontakt med mennesker ligesom Fader gennem gaven af de førpersonlige Tankerettere, men den Evige Søn kan nærme sig de skabte personligheder via en serie af nedadgående gradueringer af guddommelig sønner, indtil han er i stand til at stå i menneskets tilstedeværelse og, til tider, som et menneske selv.
7:5.3 (86.4) Den Evige Søns rene personlige karakter er ude af stand til at fragmentere. Den Evige Søn tjener enten som en åndelig indflydelse eller som en person, aldrig anderledes. For Sønnen er det umuligt at blive en del af et væsens erfaring i den forstand, som Fader-Retteren deltager deri, men den Evige Søn kompenserer denne begrænsning gennem overdragelses teknik. Hvad oplevelsen af fragmenterede enheder betyder for den Universelle Fader, betyder Paradissønnernes inkarnations oplevelser for den Evige Søn.
7:5.4 (86.5) Den Evige Søn kommer ikke til det dødelige menneske som den guddommelige vilje, menneskesindets iboende Tankeretter, men den Evige Søn kom til det dødelige menneske på Urantia da den guddommelige personlighed af hans Søn, Mikael af Nebadon, inkarnerede i den menneskelige natur af Jesus af Nazaret. For at dele de skabte personligheders erfaring, må Guds Paradissønner antage selve naturen af sådanne væsener og inkarnere deres guddommelige personligheder som selve de faktiske væsener. Inkarnationen, Sonaringtons hemmelighed, er Sønnens flugtteknik fra personligheds absolutismens ellers altomfattende lænker.
7:5.5 (86.6) For lang, lang tid siden overgav den Evige Søn sig selv til hver enkelt af central skabelsens kredsløb for oplysning og fremgang for alle Havonas beboere og pilgrimme, inklusiv de opstigende pilgrimme fra tiden. På ingen af disse syv overdragelser fungerede han hverken som en opstiger eller en Havoner. Han eksisterede som sig selv. Hans erfaring var enestående; det var ikke med eller som et menneske eller andre pilgrimme men på en eller anden måde associativt i den overpersonlige forstand.
7:5.6 (86.7) Han passerede heller ikke gennem den hvile som intervenerer mellem det indre Havona kredsløb og Paradisets kyster. Det er ikke muligt for ham, et absolut væsen, at suspendere personligheds bevidstheden, for i ham er alle åndelige tyngdekrafts linjer centreret. Og i løbet af tiderne for disse overdragelses var den åndelige lysstyrkes afgivelse i central Paradiset udæmpet, og Sønnens greb om den universelle åndetyngdekraft var uformindsket.
7:5.7 (87.1) Den Evige Søns overdragelse i Havona er ikke indenfor den menneskelige fantasi; de var transcendentale. Han udvidede oplevelsen for hele Havona dengang og senere, men vi ved ikke, om han forøgede den formodede erfaringsmæssige kapacitet af hans eksisterende natur. Det ville falde indenfor Paradissønnernes overdragelses mysterium. Vi tror imidlertid, at hvad end den Evige Søn erhvervede sig på disse overdragelses missioner, har han lige siden bevaret; men vi ved ikke hvad det er.
7:5.8 (87.2) Uanset vores vanskeligheder i forståelsen af den Anden Guddomspersonligheds overdragelse, så forstår vi Havona overdragelsen af en af den Evige Søns sønner, som bogstaveligt talt passerede gennem centraluniversets kredsløb og faktisk delte de erfaringer, som udgør en opstigendes forberedelse til opnåelse af Guddom. Dette var den oprindelige Mikael, den førstefødte Skabersøn, og han passerede gennem de opstigende pilgrimmes livs erfaringer fra kredsløb til kredsløb, rejste personligt med dem gennem en fase af hvert kredsløb i dagene under Grandfanda, den første af alle dødelige som nåede Havona.
7:5.9 (87.3) Lige meget hvad andet denne oprindelige Mikael åbenbarede, så gjorde han den transcendente overdragelse af den Oprindelige Modersøn virkelig for væsenerne i Havona. Så virkelig, at enhver pilgrim fra tiden som anstrenger sig i eventyret for at nå Havona kredsløbene for altid bliver hyldet og styrket af den sikre viden, at Guds Evige Søn syv gange abdicerede fra Paradisets magt og ære for at deltage i erfaringerne af pilgrimmene fra tid og rum, på de syv kredsløb af tiltagende Havona opnåelse.
7:5.10 (87.4) Den Evige Søn er den forbilledlige inspiration for alle gudesønner i deres overdragelsestjeneste overalt i universerne af tid og rum. De koordinerede Skabersønner og de tilknyttede Administrationssønner, sammen med andre uåbenbarede klasser af sønner, deltager alle i denne vidunderlige villighed til at overdrage sig selv på de forskellige klasser af væsen liv og som selve disse væsener. Derfor er det sandt, i ånd og på grund af væsensslægtskab så vel som faktisk oprindelses virkelighed, at i overdragelsen af enhver Gudesøn på verdnerne i rummet, så har den Evige Søn, i og gennem og ved disse overdragelser, overdraget sig selv til de intelligente viljevæsener i universerne.
7:5.11 (87.5) I ånd og natur, hvis ikke i alle af deres egenskaber, er hver Paradissøn et guddommelig perfekt portræt af den Oprindelige Søn. Det er bogstavelig sandt, hvem som end har set en Paradissøn har set Guds Evige Søn.
6. Guds paradissønner
7:6.1 (87.6) Manglen af viden om de mangeartede Guds sønner er en kilde til stor forvirring på Urantia. Og denne uvidenhed bliver stædigt fastholdt til trods for sådanne udtalelser som optegnelsen fra en konklave af disse guddommelige personligheder: ”Når Guds Sønnerne bekendtgøre glæde, og alle Morgenstjernerne synger sammen.” Hvert årtusinde af sektor standard tid samles de mangeartede klasser af guddommelige sønner for deres periodiske konklaver.
7:6.2 (87.7) Den Evige Søn er den personlige kilde af barmhjertighedens henrivende egenskaber og tjeneste som så rigeligt karakterisere alle klasser af Guds nedstigende Sønner som de fungerer overalt i skabelsen. Hele den guddommelige natur, hvis ikke alle egenskabernes uendelighed, overføres ufejlbarligt af den Evige Søn til Paradissønnerne som går ud fra den evige Ø for at åbenbare hans guddommelige karakter til universernes univers.
7:6.3 (88.1) Den Oprindelige og Evige Søn er afkoms-person af den ”første” fuldendte og uendelige tanke af den Universelle Fader. Hver gang den Universelle Fader og den Evige Søn i fællesskab projicerer en ny, original, identisk, enestående, og absolut personlig tanke, i selvsamme øjeblik personaliseres denne skabende idé perfekt og endelig i en ny og original Skabersøns væsen og personlighed. I åndenaturen, guddommelig visdom, og koordinerede skabende kraft, er disse Skabersønner potentielt lige med Gud Faderen og Gud Sønnen.
7:6.4 (88.2) Skabersønnerne går ud fra Paradiset og ind i universerne af tid og i samarbejdet med den Tredje Kildes