Sarbarheder. Mikkel Thorup
Читать онлайн книгу.
Rusland – men også Serbien og Kosovo-albanerne – har taget militær handling, interveneret politisk og retfærdiggjort deres regeringspolitikker med henvisning til beskyttelsen af menneskerettigheder. Langt snarere end at være individets forsvar over for staten er menneskerettigheder blevet en standarddel af retfærdiggørelsen af statens brug af ekstern magt over for andre stater og individer.141
Han fortsætter med at sige, at “humanitært lederskab er ofte en benægtelse af, at der ledes.”142 Ganske ligesom opblødningen af grænsen mellem ordenshåndhævelse og krig samt humanisme og militarisme først og fremmest gør ordenshåndhævelse og humanisme del af det militære arsenal – snarere end at gøre krigen human – så siger Kennedy, at det nuværende humanitære sprog, som det tales af magthaverne, gør menneskerettighederne til del af ledelseskunsten og “det humanitære til suverænitetens sprog.”143 Kosmopolitter risikerer at komme til at bidrage til at sprogliggøre den nye post-suveræne legitimering af væbnet intervention ved ikke at være opmærksomme nok på “den nye alliance mellem den humanitære og den militære interesse.”144 Den moderne nationalstat blev født i og gennem krig. Det bliver den postnationale også, men det er nu krige ført uden for og langt fra den statsdannende og krigsførende parts eget territorium, ude i den ‘humanitære katastrofes grænseland’, nu formuleret mindre i race- og civilisationsmæssige termer (som i de gamle kolonialkrige) og mere i humanitære termer og i menneskerettigheder men stadig med optegningen af linjer mellem orden og kaos, det civiliserede og det barbariske.
Som politologen Mark Duffield skriver i sin interessante bog Global Governance and the New Wars, der handler om sammensmeltningen af udviklings- og sikkerhedspolitik:
Målet med den liberale fred er at transformere dysfunktionelle og krigshærgede samfund, som [gruppen af liberale stater] møder ved sine grænser til samarbejdende, repræsentative og særligt stabile enheder.145
Dette er selvsagt en ofte nødvendig og ærværdig ting at gøre, men det er også del af den igangværende omskrivning af suverænitet og statsmagt og af vilkårene og magtfordelingen i det internationale system. De humanitære interventioner optegner magtens nye kartografi mellem de vellykkede og de mislykkede, mellem de intervenerende og dem, der interveneres imod, og det bliver gjort med humanitære argumenter, samtidig med at det fremmer en skævvridning af den internationale magtfordeling til fordel for ‘den humanitære alliance’ af menneskerettigheder og militærsystemer.
Den nye post-suveræne diskurs udfordrer ikke Vestens magtfordel i det internationale. De er sikre i deres statslighed – og i deres suverænitet – også og måske endda særligt i en post-suveræn orden. Det er formodentlig ikke den velovervejede hensigt, men den ulige fordeling af magt i det internationale system gør det nye post-suveræne sprog til en ressource for de mægtige. Den post-suveræne diskurs er en moralsk diskurs, der fratager nogle stater deres legitimitet og suverænitet, mens den tildeler andre stater magten til at dømme og straffe disse ‘faldne stater’. Dette indskriver en afgørende ulighed i hjertet af den nye internationale orden og dens institutioner.146
Det afgørende problem i den klassiske internationale orden var, at den ofte tjente som dække for eller immunisering af menneskerettighedskrænkelser. Andrew Linklater har lidt hysterisk sagt, at “respekt for suverænitet er at være medskyldig i menneskerettighedskrænkelser”,147 mens international politik-teoretikeren Ken Booth har udtalt, at suverænitet er “tyrannens frihedsbrev”, og han taler endda om “den destruktive og dystre rationalitet fra Den westfalske fred, Machiavelli og Clausewitz”,148 altså fra den fredsslutning i 1648, der ofte angives som territorialstatens opkomsttidspunkt, samt fra henholdsvis statsræsonens og krigens fremmeste teoretikere. Denne markante omvurdering af suverænitet fra at betegne den afgørende attribut ved staten og statssystemet til nu at blive et andet ord for forbrydelse angiver også en markant ændring i hele den internationale politiks sprog og legitimeringspraksis. Som den amerikanske professor i tysklandstudier William Rasch siger, så er “suverænitet, en insisteren på autonomi, nu ironisk nok et af tegnene på ens lovløshed.”149 Stater eller statsledere, der fastholder den klassiske suverænitetstænkning, er nu i stigende grad i fare for at blive betegnet som henholdsvis ‘totalitære’ og ‘forbryderiske eller ‘slagteren fra Balkan’ og ‘den nye Hitler’, samtidig med at de risikerer at se deres insisteren på suverænitet forvandle sig fra beskyttelsen af deres statslige autonomi til at blive hovedargumentet for invasionen af deres land.
Dette er hovedproblemet i forvandlingen af international ret og politik. Den kan meget vel vise sig at give anledningen til og legitimeringen af flere snarere end færre krige, og altid med den samme begrænsede gruppe af lande som ‘humanitære krigere’. Samtidig får disse krige en rationalitet, nemlig menneskeheden, der transcenderer det rent politiske og åbner for en potentiel uendelig række af interventioner, hvis udfald og nytte måske i bedste fald er tvivlsom og i værste fald decideret skadelig for den specifikke del af menneskeheden, der angiveligt interveneres på vegne af. Humanitære interventioner bliver – i en omskrivning af Clausewitz’ gamle formel for territorialstatslige krigs formål – demokratisk fred med andre midler. Der udvikler sig en liberal antipluralisme,150 der i stigende grad kun anerkender liberale stater som legitime, og som i samme bevægelse udvikler et delegitimerings- og interventionsregime, der genbeskriver ikke-liberale stater som ‘slyngelstater’, ‘sorte huller’, præmoderne kaos’, ‘humanitære katastrofer’ etc.
Den fremvoksende liberal-globalistiske orden betyder, at “hele den eksisterende internationale, institutionelle struktur, der er viet til opretholdelsen af fred, i virkeligheden tilbyder sig selv til et ganske andet formål: den diplomatiske forberedelse til samt formelle legalisering og legitimering af krig.”151 Nationalismeforskeren Margaret Canovan siger, at liberale eller humanitære:
[k]orstogsfarere ønsker at se menneskerettigheder anerkendt og beskyttet over hele kloden, og spørgsmål om politisk handling følger uvægerligt heraf. For at gøre det marxistiske politiske projekt effektivt greb Lenin ideen om det magtfulde parti: Hvilken kollektiv aktør kan bære projektet om menneskerettigheder?152
Stillet sådan besvarer spørgsmålet sig selv: Det kan kun staten, eller mere præcist, et konglomerat af vestlige stater, en aktør, vi senere vil kalde den ‘humanitære suveræn’. Verdenssamfundets kollektive aktør er de facto Vesten. Man kan vanskeligt forestille sig Kina eller en koalition ledet af Rusland eller Brasilien proklamere sig som fortolkere og forsvarere af verdenssamfundet og så blive anerkendt som sådan af globale institutioner og andre lande. Det humanistiske og globalistiske prærogativ er aktuelt – og synes også at ville være det i fremtiden – eksklusivt vestligt, og det på trods af at Vesten udgør en stadig mindre relativ del af menneskeheden.
En væsentlig årsag til denne forveksling af Vesten med verden skyldes en om muligt endnu større omskrivning af en geografisk partikularitet til en globalistisk universalitet, nemlig forståelsen af den europæiske efterkrigserfaring og dens manifestation i EU som en global erfaring og proces: “Europa er det aktive subjekt både i og af verdenshistorien.”153 Denne ‘forveksling’ er særlig tydelig hos en række kosmopolitter, der ser EU-projektet som den vigtigste tilnærmelse til et praktisk kosmopolitisk ideal, og som derfor har en tendens til at gøre EU til en global model til efterfølgelse. Europæisk post-suverænitet bliver her til det eneste passende svar på den globalisering, der implicit hævdes at agere ens på alle lande og samfund. Enhver afvigelse fra dette partikulære ideal bliver nu tegn på tilbageståenhed, at være ‘fanget i og af fortiden’ og i sidste ende som en anledning til og begrundelse for intervention.
2. KOSMOPOLITISKE DISKURSER
Hos David Held, ser vi denne glidning fra Vesten til verden. Han taler om at oprette en “autoritativ forsamling af alle demokratiske stater og institutioner”, “en uafhængig forsamling af demokratiske folk”,154 der enten skal afløse eller supplere FN’s generalforsamling. Denne nye forsamling af kun demokratiske aktører “kunne blive et autoritativt internationalt centrum for undersøgelsen af de presserende globale spørgsmål,