Sarbarheder. Mikkel Thorup
Читать онлайн книгу.
tidligere.”172 Disse er præmodernitetens krige, den nye middelalders krige, den sammenbrudte modernitets krige.
For det andet har vi skuespilskrige (spectacle warfare), der først og fremmest føres af USA, og som involverer højteknologisk krig fra lang afstand. Det er for Kaldor en anormalitet udøvet af det, hun kalder den sidste nationalstat, undtagelsen, der bekræfter reglen om, at hele verden enten postmoderniserer sig eller falder fra hinanden. USA har den militære og økonomiske styrke til endnu en tid at modstå historiens pres og forblive en nationalstat. Den amerikanske reaktion på terrorangrebet den 11. september 2001 var “en tilbagevenden til den centraliserede krigsførende stats reflekser” (bemærk ordet ‘reflekser’, der antyder en intim tilknytning mellem den centraliserede stat og krigsførelsen og et automatisk, ikke-refleksivt reaktionsmønster), og den gav Bush-administrationen lejlighed til at genmarkere et af den klassiske nationalstats definerende prærogativer: “at genoptegne grænsen mellem ‘inde’ og ‘ude’, at identificere en ny ‘anden’.”173 Problemet her er selvfølgelig identificeringen af eksklusions- og ‘anden’-identificeringer med nationalstaten, der ‘freder’ den kosmopolitiske stats- og tankeform fra at blive identificeret med sådanne ‘fortidige’ praksisser. De bliver tværtimod til definerende modsætninger – kosmopolitismens ‘anden’ – uden at kosmopolitter ser ironien i det. For Kaldor er skuespilskrige en slags falske krige ført af en forældet modernitet. I den umiddelbare fremtid er der netværkskrig og skuespilskrig, al-Qaedas angreb og USA’s reaktion, der “lever af hinanden og opretholder sig gennem frygt og usikkerhed.”174 Krigen mod terror er en nationalstats mislykkede forsøg på at beskytte sit nationale territorium mod globale kræfter med militærmagt.
Endelig har vi neomoderne krige, der refererer til “store transitionsstater” på vej til postmodernitet, dvs. stater som Indien, Brasilien, Kina, Rusland, Israel(?) m.fl. De “fører enten begrænsede interstatslige krige eller antioprørskrige”, men er stædigt “under den illusion, at de kan vinde militært.”175 Denne type krig interesserer ikke Kaldor meget, da det er en forældet, måske endda selvforældende, krigsform, der vil forsvinde, når disse stater blandt andet på grund af mislykkede militæreventyr enten bliver postmoderniseret eller måske endda degenererer til præmoderne kaos.
De to sidstnævnte, skuespilskrige og neomoderne krige, er ifølge Kaldor begge uholdbare krigsformer. De føres af “stater, der fortsætter med at forfølge unilaterale politikker”176 i en multilateral verden. Det, vi efterlades med, er netværkskrige skabt ud af kaos, fordi det “ikke længere er muligt at skærme sit territorium fra anarki og uorden”177 og dets (vestlige) svar. Man kunne have forventet at se en fjerde krigsform, humanitær krig, men i stedet får vi “det humanitære alternativ”, der præsenterer humanitære interventioner som “international retshåndhævelse.”178
Beskrivelsen af militære interventioner som politioperationer er et potent eksempel på den opløsning af distinktioner og omtolkning af begreber, der tenderer til at skjule mulige problematiske træk ved det nye globalistiske og humanistiske interventionsregime, som filosoffen Costas Douzinas kalder “postmoderne retfærdige krige”179 og arkitektur- og krigsteoretikeren Paul Virilio for “sekulære hellige krige”.180 International vold betegnes nu enten som forbrydelse (mod menneskeheden begået af ‘dem’) eller retshåndhævelse (udøvet af ‘os’), dvs. de bliver genformuleret i juridiske snarere end politiske termer, hvilket også forklarer de vestlige staters modvilje mod at beskrive deres engagement i humanitære interventioner som krig. Som minimum kommer der en kvalifikation såsom Blairs, der om indgrebene i eks-Jugoslavien lød sådan: “Dette er en retfærdig krig, der ikke er motiveret af territorielle ambitioner men af værdier.”181 At begrunde krig med ‘værdier’ eller ‘moral’ er at afpolitisere krigen ved at referere til den med et moralsk vokabularium isoleret fra politik og statsræson. Det gør kritik amoralsk og afbilder modstanderen som ‘ond’. I dag ser vi et postulat omkring den klassiske nationalstatslige krigs forfærdelighed (hvilket den er/var), hvorimod krige ført på vegne af moralske værdier forventes at være legitime og godartede.
Som den daværende generalsekretær for NATO, Javier Solana, sagde under Kosovo-krigen, så handler interventionen “ikke om olie, penge eller nye handelsruter men om værdier.”182 Denne fremhævning af, at den militære intervention ikke er begrundet i klassiske statslige krigsårsager, ‘olie, penge eller nye handelsruter’, men i det universelle og almenmenneskelige, ‘værdier’, bruges til at genbeskrive militærmagt som ordenshåndhævelse og til at immunisere sig selv imod indvendinger og kritik, da man ikke gør det for sine egne partikulære nationale interesser – hvilket ville være suspekt hvis ikke også ulovligt – men i sidste ende for menneskeheden:
Det aktuelle anliggende i global governance er at etablere en liberal fred i dets uroplagede grænseland: at løse konflikter, rekonstruere samfund og etablere fungerende markedsøkonomier som en måde til at undgå fremtidige krige på. Den liberale freds ultimative mål er stabilitet. I opnåelsen af dette mål er den liberale fred forskellig fra den imperiale fred. Sidstnævnte var baseret på eller aspirerede i det mindste til direkte territorial kontrol, hvor befolkninger blev regeret gennem juridiske og bureaukratiske autoritetsmidler. Den imperiale magt håndterede modstand med fysiske og juridiske pacificeringsformer, nogle gange på en ekstrem og voldelig måde. Liberal fred er anderledes. Den er en ikke-territorial, omskiftelig og netværket ledelsesform. Målet for de strategiske stat-ikkestat-relationer, der udgør global governance er ikke direkte kontrol med territorium. Ideelt set er liberal magt baseret på ledelsen og reguleringen af økonomiske, politiske og sociale processer. Det er magt gennem kontrollen med og styringen af ikke-territoriale systemer og netværk.183
3. SUVERÆNITET BENÆGTET
Den humanitære magt kan let forlede sig til en selvforståelse som ikke-magt, måske endda anti-magt, og som modsætningen til imperial magt snarere end som en ny, men nu indirekte og ikke-territorial form for hierarkisk magtudøvelse. Men at snakke etik, værdier, økonomi, menneskehed frem for militær, interesser, vold, territorium får ikke nødvendigvis sidstnævnte til at forsvinde, men måske snarere til at genmanifestere sig i skyggen af den gode samvittighed. Zygmunt Bauman skriver, at man tidligere kunne kende sejrherren på, at vedkommende stod tilbage på slagmarken efter slaget. Nu er det den besejrede, der står tilbage, mens sejrherren taler exit-strategi og finder på forklaringer for at kunne trække sig ud og udøve sin kontrol andetstedsfra.184 Dominans er ikke længere territorial og ikke længere kun dikteret af snævre nationale interesser, men den er ikke dermed ophørt med at være repressiv, voldelig og interessedrevet.
Menneskerettighedsforskeren Michael Ignatieff omtaler humanitær krigsførelse som en ‘let imperialisme’, det vil sige en imperialisme, der ikke tør kalde sig imperialisme, og som ikke ønsker at blive stående på landjorden. Den er ikke ‘tung’ i betydningen vedvarende og territorial, men derimod let i sine interessers og troppers omskiftelighed. Det er en ‘imperialisme’, der afviser imperialismens forpligtelser på tilstedeværelse og ofre.185 Bauman beskriver det som “den flydende modernitets radikale omkalfatring af dominansens pragmatik” og som en “modvilje mod at bære følgerne af en sejr i form af ansvaret for den daglige administration af de erobrede områder.”186 Det er en ny dominansform, der regerer gennem indirekte kontrol, via f.eks. kontrol med pengestrømme (lånebevillinger fra internationale institutioner) og anerkendelse om legitimitet/illegitimitet. Det er parallelt med det, som Carl Schmitt i 1930’erne beskrev som en “officielt fraværende, reelt tilstedeværende” magt.187
Den engelske international politik-forsker David Chandler, der står bag nogle af de bedste kritiske bøger om humanitære interventioner, har skrevet, at i dag “er imperialismen i selvbenægtelse. Magt udøves på en måde, der transformerer internationale relationer og relationerne mellem ikke-vestlige stater og deres samfund. Men de aktører, der udøver denne magt, søger at undgå ansvar for dens udøvelse.” Og han fortsætter med at afvise den mulige forklaring på denne ansvarsforflygtigelse, nemlig at det slet ikke er magt, der udøves:
Imperiet