SundhedspAedagogik og sundhedsfremme. Aarhus University Press
Читать онлайн книгу.
107-137. København: Gads Forlag.
HART, R.A. (1992). Children’s participation: from Tokenism to Citizenship. Firenze: UNICEF International Child Development Centre. UNICEF. Spedale degli Innocenti.
JENSEN, B.B. (red.) (2000). Handling. Læring og forandring – beretninger fra Den Sundhedsfremmende Skole. København: Komiteen for Sundhedsoplysning.
JENSEN, B.B. (2009a). Kap 15. Sundhedspædagogiske kernebegreber. I: Kamper-Jørgensen, F., Almind, G. & Jensen, B.B. (red.). Forebyggende sundhedsarbejde. København: Munksgaard.
JENSEN, B.B. (2009b). Kap 22. Sundhedspædagogik og intervention. I: Kamper-Jørgensen, F., Almind, G. & Jensen, B.B. (red.). Forebyggende sundhedsarbejde. København: Munksgaard.
JENSEN, B.B. & Schnack, K. (1994). Action and Action Competence as Key Concepts in Critical Pedagogy. København: Danmarks Lærerhøjskole.
JENSEN, T.K. & JOHNSEN, T.J. (2000). Sundhedsfremme i teori og praksis – en lære-, debat- og brugsbog på grundlag af teori og praksisbeskrivelser. Ringkøbing amt: Sundhedsfremmeafdelingen.
KICKBUSH, I. (2002). Health literacy: a search for new categories. Health Promotion International, 17 (1), 1-2.
KICKBUSH, I., WAIT, S. & MAAG, D. (2005). Navigating health. The role of health literacy. London: Alliance for Health and the Future, International Longevity Centre.
NUTBEAM, D. (2000). Health literacy as a public health goal: a challenge for contemporary health education and communication strategies into the 21st century. Health Promotion International, 15 (3), 259 -267.
ROESEN, J.V., ANDERSEN, J.L., JENSEN, B.B. & DE VRIES, A. (2006a). Nye Veje. Sundhedsfremme og forebyggelse i et sundhedspædagogisk perspektiv – et tværfagligt videns- og professionsudviklingsprojekt i primærsektor. Rapport fra projektets første fase. København: Videncenter for Sammenhængende Forløb. Den Flerfaglige Professionshøjskole i Region Hovedstanden.
ROESEN, J.V., ANDERSEN, J.L., JENSEN, B.B. & DE VRIES, A. (2007). Nye veje i sundhedsfremme og forebyggelse. Klinisk Sygepleje, 1, 35-43.
ROESEN, J.V., ANDERSEN, J.L., JENSEN, B.B: & DE VRIES, A. (2008). Ældre og sundhedsfremme og forebyggelse – et spørgsmål om samarbejde. Erfaringer fra et udviklingsprojekt i Københavns Kommune. København: Videncenter for Sammenhængende Forløb. Den Flerfaglige Professionshøjskole i Region Hovedstanden.
ROESEN, J.V., GLISMANN, H., JENSEN, B.B. & WISTOFT, K. (red.) (2006b). Skolesundhedsplejen ved en skillevej?- Erfaringer fra udviklingsprojekter i Københavns Kommune. Københavns Kommune: Sundhedsplejen.
SAUGSTAD GABRIELSEN, T. & MACH-ZAGAL, R. (1997). Sundhedspædagogik for praktikere.København: Munksgaard.
SUNDHEDSSTYRELSEN (2005). Terminologi. Forebyggelse, sundhedsfremme og folkesundhed. København: Sundhedsstyrelsen.
TESH, S. (1990). Hidden arguments: Political ideology and disease prevention policy. New York: Rutgers University press.
TONES, K. & GREEN, J. (2004). Health Promotion. Planning and Strategies. London: Sage Publications.
TONES, K. & TILFORD, S. (2001). Health promotion, effectiveness, efficiency and equity. London: Nelson Thornes.
WHO (1986). The Ottawa Charter for Health Promotion. Genève: World Health Organization.
WHO (1998). Health Promotion Glossary. Genève: World Health Organization.
WISTOFT, K., JENSEN, B.B. & ROESEN, J.V. (2005). Værdier på spil? Mellem sundhedsfremme og forebyggelse i skolesundhedsplejen. København: Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag.
Værdier, ideologi og sundhedsfremme
KEITH TONES
Værdibegrebet spiller en central rolle i effektiv planlægning og praksis i forhold til sundhedsfremme. Det har afgørende indflydelse på sundhedspolitikken på lokale og nationale niveauer samt på udformningen af den tilknyttede politiske indsats. Pædagogiske interventioner – for eksempel i skoler, på arbejdspladser og i medierne – vil endvidere være ineffektive, hvis elevers, ansattes og den brede offentligheds værdier ikke forstås eller helt ignoreres.
I dette kapitel behandles de værdier, der ligger implicit i forskellige definitioner af sundhed, og desuden sættes der fokus på, hvordan værdier påvirkes af ideologier. Endvidere diskuteres det, hvordan underliggende ideologi påvirker forskellige definitioner og tilgange til sundhedsfremme. Det foreslås, at empowerment bør kendetegne den filosofi og praksis, der er relateret til sundhedsfremme, herunder også den ideologiske model, der anvendes af de, der arbejder inden for sundhedsfremme.
Definitionen af værdier
Milton Rokeach (1973: 3) peger på, at “[…] values are guides and determinants of social attitudes and ideologies on the one hand and of social behavior on the other”. Han kommer med yderligere fem påstande om menneskelige værdiers karakter:
• det samlede antal værdier er relativt lavt
• alle har i forskellig grad de samme værdier
• værdier er organiseret i værdisystemer
• værdier skabes og påvirkes af kultur, samfund, samfundets institutioner og personlighed
• værdier spiller en rolle i stort set alle de fænomener, der undersøges i samfundsvidenskaberne – psykologi, sociologi, antropologi, psykiatri, politologi, uddannelse, økonomi og historie.
Værdier og definitioner af sundhed
Det er indlysende, at folks definitioner af sundhed typisk gennemsyres af forskellige præferencer og værdier, og at disse ofte er bestemmende for deres praksis inden for sundhedsområdet. I overensstemmelse hermed kan der identificeres en række forskellige ‘modeller’ – eller grundsyn – om sundhed, som hver især afspejler en bestemt værdi eller sæt af værdier. En sådan tilgang modstiller for eksempel lægmandsfortolkninger af sundhed over for fortolkninger hos professionelle i den medicinske. En anden tilgang fremhæver de positive aspekter af sundhed og kontrasterer dem med sygdomsfokuserede definitioner. Denne positive dimension kan beskrives henholdsvis i form af trivsel eller livskvalitet; den kan understrege vigtigheden af at fortolke sundhed i holistiske termer, og endelig kan den inkludere vigtigheden af, at individer og grupper etablerer harmoniske forhold til deres omgivelser.
Den måske bedst kendte definition stammer fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO), som under stor bevågenhed ikke blot fremhævede den positive dimension i form af trivsel, men i stigende grad også insisterede på en politisk holdning med erklæringen om, at sundhed er en menneskeret, der bør baseres på principper om lighed og empowerment.
Modsætningen mellem sundhed som fravær af sygdom og sundhed som trivsel går tilbage til den græske mytologi og illustreres poetisk som en konfrontation mellem gudinden Hygeia og lægen Asklepios. Som Rene Dubos (1979: 134) bemærker:
The myths of Hygeia and Asclepius symbolize the never-ending oscillation between two different points of view … For the worshipers of Hygeia, health is the natural order of things, a positive attribute to which men are entitled if they govern their lives wisely. According to them, the most important function of medicine is to discover and teach the natural laws which will ensure to man a healthy mind in a healthy body. More skeptical or wiser in the ways of the world, the followers of Asclepius believe that the chief role of the physician is to treat disease, to restore health by correcting any imperfection caused by the accidents of birth or of life. […] While Asclepius is only ‘God’s body patcher’, the serene loveliness of Hygeia in the Greek marble symbolizes man’s lost hope that he