Antiterrorismens idehistorie. Группа авторов
Читать онлайн книгу.
i stadig højere grad kom til at betinge hinanden. Således betragtet var det på ingen måde tilfældigt, at stadfæstelsen af den statslige ildkrafts dominans indadtil historisk set fandt sted samtidig med, at den vandt dominans udadtil. Før det 16. århundrede eksisterede der hverken suveræne territorialstater eller et egentligt internationalt politisk system. Ved slutningen af det 17. århundrede var begge disse fast etableret, og det endda i et sådant omfang, at de monopoliserede først det europæiske rum og fra det 19. århundrede og frem også det globale rum.
Opkomsten af det interstatslige suverænitetssystem var altså overordentligt succesfuld. Men vi glemmer ofte, at det på ingen måde var givet, at det var nationalstaten, der skulle blive den dominerende eller rettere hegemoniske organisationsform, og at den skulle have held med i den grad at udkonkurrere og besejre alle sine rivaler. Europæisk historie er indtil dette tidspunkt karakteriseret ved en sameksistens af en pluralitet af organisationsformer med overlappende og flydende grænser, og den optegning af klare skillelinjer mellem staternes territoriale domæner og de enkelte sociale systemers retslige domæner, der er blevet skildret i det ovenstående, var ikke givet på forhånd og må ikke betragtes som en form for naturnødvendighed. Staten var mere af navn end gavn. Den var på mange måder som Afghanistan i begyndelsen af det nye årtusinde, hvor statsmagten ikke rækker ud over hovedstaden, og hvor dens voldsmonopol uden for militærbaserne – der vel at mærke bemandes af fremmede tropper – kun er intakt i dagtimerne. Uden for metropolens porøse mure hersker private voldsaktører af forskellig art, folks loyalitet er funderet hos religiøse autoriteter, klanledere eller røverkonger, og statsmagten må forhandle med ikke-statslige aktører om kontrollen med sit eget territorium.
Den moderne stat blev til i et Europa overfyldt med forskellige organisationsformer af religiøs, økonomisk og politisk art. Ud over de protostatslige enheder, kejserdømmet og småfyrsterne var der handelsligaer, bystater, ridderordner, pavedømmet, klosterordener og krigsherrer, der besad et stadigt skiftende, men altid løst forhold til territoriet. Konger arvede, købte eller erobrede landområder inde på andres territorium. Overalt var der skove, ufremkommelige bjergegne, marskland, omstridte grænseregioner, autonome områder, hvor lokalbefolkningen passede sig selv, og hvor forskellen på handel og smugleri, skatteinddrivelse og røveri, mord og henrettelse var ikke-eksisterende. Magten i moderne forstand var oftest kendetegnet ved sit fravær.
Den mangfoldighed af enheder af administrativ, juridisk, kirkelig og økonomisk art, der kendetegnede Europa på dette tidspunkt, umuliggjorde etableringen af en egentlig statsmagt. Loyalitetsbåndene var, hvad vi med en anakronisme må betegne som ‘transnationale’. Adelen var først og fremmest en europæisk adel, knyttet til familie- og standsfæller på tværs af de fyrstedømmer, hvis eksistens de kun understøttede i det omfang, de så en genuin interesse heri (Olsen 2000). Middelalderkirken var på samme måde del af et europæisk spil, hvor den enkelte aktør ikke blot skulle positionere sig i forhold til verdslige herskere, men også i det religiøse magtspil mellem munkeordener, skiftende paver, konciliarister og lærde. Og efter reformationen kom de religiøse skillelinjer på tværs af de enkelte politiske enheder tillige til at udgøre et væsentligt ordensproblem, som den rent formelle stadfæstelse af princippet om ‘cuius regio eius religio’ [den, der behersker territoriet, bestemmer religionen] ikke uden videre løste. Religion spillede således en væsentlig rolle i den faktisk eksisterende politik, og de verdslige magthavere forsøgte at anvende religion til at styrke deres magt og til at undergrave andres ved at støtte trosfæller i fjendens lande. Men samtidig måtte de forholde sig til et pres nedefra om at engagere sig i krige og konflikter, som de ellers ikke havde andel i. En helt afgørende årsag til udbruddet af 1600-tallets engelske borgerkrig var således kongemagten og den anglikanske kirkes manglende vilje til at engagere sig i 30-årskrigen på protestantisk side (Hill 1986: 132).
Statsmagten havde ringe offentlige finanser, ofte knap nogen indtægter andet end, hvad der kunne plyndres under krig, og et par forbrugsskatter. Staten havde ingen egentlig hær. Tropper blev samlet mere eller mindre tvangsmæssigt ved et krigsudbrud, og lejesoldater udgjorde den primære del af den magt, statsmagten rådede over. Det samme gjaldt den maritime krigsførelse, hvor private skibe ligeledes blev tvangsindskrevet. Den flåde, der ved lige dele held og snilde besejrede den spanske Armada i 1588, var for langt størstedelens vedkommende finansieret og udrustet af velhavende Londonborgere. Der var meget få politiske institutioner ud over hoffet og nogle domstole, og disse havde som regel ikke meget magt uden for hovedstaden. Der var stort set intet bureaukrati eller embedsmandsværk, der var ingen optegnelser, arkiver eller statistikker. Ofte var der ikke engang et egentligt kort over landet, og hvis der var, så blev det holdt skjult for alle andre end kongen, da kort på denne tid blev betragtet som en statshemmelighed. Staten eksisterede, men ikke som andet end en vag afglans af det romerske ideal, statsmagten spejlede sig i, og den besad ikke større gennemslagskraft end de aktører, den konkurrerede med.
Staten og statssystemet
Det væsentlige er, at der intet etableret eller reguleret forhold var mellem politik, vold og territorium, og der var derfor tale om et radikalt nybrud, da der med territorialstaten og det internationale system for første gang opstod en tæt, nødvendig om end omstridt og prekær forbindelse imellem de tre. Det politiske niveau opstod og etablerede sig ved med vold at beherske et territorium og erklære det eksklusivt sit eget. Det revolutionerende i europæisk historie er, at det for første gang lykkedes at monopolisere den politiske magt inden for et givent territorium og i vist omfang at gøre dette monopol legitimt. Den ydre side af denne proces er som allerede nævnt opkomsten af et egentligt internationalt system, der over tid udvikler sig til et yderst komplekst apparat, der inkluderer international ret, diplomati, konferencer, men også institutioner såsom magtbalancen og det afgørende slag.
Som allerede G.W.F. Hegel påpeger, er den helt afgørende institution i suverænitetssystemet nemlig staternes gensidige anerkendelse: “Så lidt som den enkelte er en virkelig person uden en relation til andre personer, lige så lidt er staten et virkeligt individ uden et forhold til andre stater” (Hegel 1974: § 331). Stater anerkender hinanden som sådanne og dermed som bærere af den samme kontrol over territorium og indbyggere. Hermed installeres der også et interventionsforbud. Statens indre er blevet monopoliseret af staten, hvorfor andre stater ikke har ret til indblanding. Suverænitet er retten til eksklusivitet over et givent territorium. Dertil kommer, og det er afgørende for at forstå, hvorledes statens voldsmonopol overhovedet kunne komme i stand, at denne eksklusivitet er betinget og givet af ydre kræfter igennem suverænitetssystemet. Staten vinder altså kontrol over sit territorium ved, at andre stater afstår fra at blande sig. Et andet væsentligt element er eksklusionen af alle andre enheder, der ikke er tilstrækkeligt statslige og territoriale, dvs. ikke er suveræne i den ovennævnte forstand. De delegitimeres og formenes adgang til det interstatslige system. Suverænitetssystemet skaber derfor staten. Det giver staten anerkendelse udadtil og giver den monopol på vold og definition indadtil.
Som juristen Alberico Gentili skrev i 1612, så er krig “en retmæssig og offentlig kamp med våben” (1933: 12). ‘Retmæssig og offentlig’; krig er ikke en hvilken som helst konflikt, et privat skænderi eller en fejde, men netop en konflikt mellem to bevæbnede, offentlige magter. Krig er kun krig mellem offentlige magter. Fjenden er kun en offentlig fjende. Der har vi forskellen mellem hostis og inimicus. Fjenden udgør kun et retmæssigt, legitimt mål, for så vidt som han repræsenterer den offentlige fjende og ikke blot er en privat uven, og på dette krav om fjendens offentlige status funderes princippet om, at der skal være en stat på begge sider af konflikten, for at der er tale om en krig. Kun igennem den interstatslige delegitimering af private uvenskaber kan krigen i sin moderne betydning, en symmetrisk kamp mellem offentlige magter, opstå. I krigen står suveræn over for suveræn, og – igen – kun suverænen har titlen som offentlig; alle andre er private individer, der nok står i et forhold til hinanden og til suverænen, men principielt aldrig i noget forhold til andre suveræner; for i en sådan overtrædelse af skellet mellem offentligt og privat ligger forræderiets natur. Spionen må henrettes på stedet, og ingen stat vedkender sig hans eksistens.
Voldssystemet lukker sig om sig selv. Det anerkender ikke andre voldsaktører internt, og eksternt anerkender det kun andre voldsaktører, som ligner