Antropologi i Middelalderen og RenAessancen. Ole Hoiris
Читать онлайн книгу.
tjente skabningen i stedet for skaberen …87
Hedningerne blev derfor flere steder karakteriseret yderst negativt – måske også for derved at vise, hvor stærk kristendommens humanisering af dem var. Paulus fortsatte i Romerbrevet med at beskrive hedningerne som levende i sanseligt begær,88 og i konsekvens af deres frafald fra den sande tro fortsatte Paulus med følgende karakteristik:
Derfor prisgav Gud dem til vanærende lidenskaber: Deres kvinder udskiftede den naturlige omgang med den naturstridige, og ligeså opgav mændene den naturlige omgang med kvinden og optændtes af deres begær efter hinanden; mænd levede skamløst med mænd og pådrog sig derved den straf for deres vildfarelse, som de fortjente. … De blev opfyldt af al slags uretfærdighed, ondskab, griskhed, usselhed; fulde af misundelse, blodtørst, stridslyst, svig og ondsindethed; de løber med sladder, de bagtaler andre, hader Gud, farer frem med vold, er hovne og fulde af pral; de finder på alt muligt ondt, er ulydige mod deres forældre; de er uforstandige, upålidelige, ukærlige, ubarmhjertige. De ved, at Gud har bestemt, at lever man sådan, fortjener man at dø; alligevel lever de ikke bare selv sådan, men bifalder også, at andre gør det.89
Med Paulus var der lagt en standard for karakteristikken af hedningerne, men selv om Paulus havde en stærk og autoritativ placering, var dette dog ikke en entydig holdning blandt de kristne. Fra antikken havde man overtaget både den dyriske eller forfaldne vilde og den ædle vilde, eller både samtidens negative og positive modbillede. Men Paulus’ opfattelse forblev dog den mest udbredte gennem hele middelalderen, da den passede fint til, at disse dyriske hedninger først ved deres dåb blev rigtige mennesker. Dette blev klart formuleret af Johannes Chrysostomos (ca. 347-407),90 og kunne senere indføjes i den kontinuitet i skabelsesværket, som garanterede dets fuldkommenhed, og hvor hedningerne blev placeret i rummet mellem mennesker og monstre eller dyr.91
På denne måde blev den kristne barbar- eller hedningeopfattelse i princippet meget lig med den romerske. Hos Titus Livius (ca. 59 fvt.-17 evt.) og Marcus Tullius Cicero (106-43 fvt.) var det sande romerske truet af barbariet, ikke kun i form af de barbarer, der levede rundt om Romerriget og i Rom som slaver og plebejere, men også i form af det irrationelle i hvert enkelt menneske, som konstant truede med at barbarisere den enkelte romer. Dette blev i den kristne udgave til hedningerne uden for det kristne rige og Djævelens konstante trussel over for den enkelte kristne sjæl inde fra det enkelte menneske. Synden som Djævelens tag i mennesket var det barbari, der overhovedet havde medført hedenskabet, og denne skæbne kunne til stadighed overgå alle og enhver. Så ligesom filosofferne i Romerriget opfattede sig som den kerne, der skulle udbrede humanitas til hele menneskeheden i kampen mod såvel den indre som den ydre forfaldstendens til barbari, således anså den kristne gejstlighed sig som den kerne, der skulle bekæmpe hedenskabet iblandt såvel hedningerne som i de enkelte kristne, hvor kætteriet konstant pressede sig på som hedenskabets første stadium og udtryk for Djævelens værk.
Et andet forhold i Nye Testamente, der gav anledning til antropologiske overvejelser, var det, at Jesus sendte apostlene ud for at kristne alle folkeslagene i hele verden.92 Og det blev gjort så effektivt, at »deres røst er nået ud over hele jorden, deres ord til verdens ende.«93 Dette medførte, at apostlene måtte tildeles forskellige dele af verden, ligesom man modsat kunne slutte, at der ikke kunne eksistere områder, hvor apostlene ikke havde været. Dette blev igen blandt andet brugt til at argumentere for, at der ikke kunne leve mennesker syd for ækvator, da ingen apostel havde været her. Forudsætningen for, at missionen skulle lykkes, var, at apostlene kunne kommunikere på et sprog, de lokale folk kunne forstå, det vil sige, at apostlene kunne kompensere for den babylonske sprogforvirring. Og dette kunne ske via Helligånden, som gjorde, at apostlenes tale kunne forstås af alle på deres egne sprog.94 Hvad Babylon havde splittet, skulle det kristne budskab således forene. Og en sådan forening var mulig, for ifølge Hippolytos fra Rom (ca. 160-235) var det Helligånden, der havde dikteret Biblen, så derfor kunne den oversættes til alle sprog.95 Igen skulle hele menneskeheden samles i et stort fællesskab.
St. Thomas
En anden konsekvens af missionsbuddet var, at missionen måtte have efterladt sig spor rundt om i verden, og disse spor måtte stadig kunne registreres. Dette gjaldt ikke mindst for den vigtigste apostel i forhold til middelalderens og for den sags skyld også renæssancens antropologi, St. Thomas, som ifølge Gervasius af Tilbury (ca. 1150-1220) blev tildelt det, vi i dag kalder Nordindien (India inferior). I de to andre af middelalderens Indien’er, det sydlige Indien (India superior) og India meridiana, som var det østligste Afrika, idet Nilen, som nævnt, var grænse mellem Afrika og Asien, skulle henholdsvis Bartholomæus og Matthæus have missioneret.96 Og at det ikke er ren legende, fremgår af, at St. Thomas også ifølge de moderne encyklopædier skulle være død i nærheden af Madras i Indien omkring år 53.
Thomas var ikke kun vigtig, fordi Indien var hans område. Han var på en måde den vigtigste apostel, for det var Thomas, også kaldt Didymos,97 der havde tvivlet på, at Jesus var genopstået og igen var blandt sine tolv disciple. Ifølge Johannesevangeliet var det sådan, at Thomas:
… havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.«
Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.«98
St. Thomas’ hånd havde således direkte berørt Kristus, hvorfor den blev tillagt mirakuløse kræfter.
Ifølge Eusebius af Caesarea (ca. 265-339) drog Thomas på Jesu bud om at bringe det kristne vidnesbyrd »lige til jordens ende«99 som evangelist til Parthien, og andre kilder fra det tredje og fjerde århundrede forlængede denne mission til Indien, hvor det ifølge fortællingerne lykkedes ham med mange mirakler at kristne mange mennesker. Men til sidst blev han dræbt på et bjerg af fire soldater med knive efter ordre fra den indiske konge Gondophares (konge ca. 25-55). Senere missionshistorier forbandt Thomas med de kristne i Sydindien, de såkaldte Thomas-kristne på Malabarkysten; de synes at have været nogle syriske kristne, der udvandrede hertil i det 9. århundrede. Som det vil fremgå, blev St. Thomas’ grav også af nogle placeret på Malabarkysten, mens den af andre blev placeret i Edessa eller i Ortona i Italien.
I en anden beretning, som formentlig stammer fra Edessa i Syrien fra omkring det 4. århundrede, er det dog således, at Gondophares sendte en gesandt, Abbanes, til Vesten, hvor han skulle finde en bygmester til kongens nye palads. Gud førte Abbanes sammen med Thomas i Caesarea, og Thomas tog med til Indien. Her bad Gondophares Thomas om at bygge sig et palads, og kongen gav ham mange penge til at gennemføre dette. Thomas drog landet rundt og gav pengene til de fattige, samtidig med at han omvendte dem til kristendommen og organiserede kirken, hvad der ophidsede kongen så meget, at han ville henrette Thomas. Men så døde Gad, kongens ældste bror, og fire dage senere stod han igen op fra de døde og fortalte Gondophares, at en engel havde vist ham det rigtige palads i himlen, som Thomas havde bygget til kongen. Sådan blev Thomas reddet fra henrettelse, og herefter lod kongen og hans undersåtter sig døbe. Thomas fortsatte så sin missionsvirksomhed og udvirkede mange mirakler. Men så blev en konge fra en anden del af landet, Misdeus, vred på Thomas, fordi hans prædikener havde medført, at kongens kone vægrede sig ved ægteskabelig omgang med sin mand. Derfor blev Thomas dræbt.100 Ifølge en senere syrisk legende skulle Misdeus dog have fået et barn med sin kone, Tertia, og dette barns navn var Johannes, den senere legendariske kristne præstekonge, Prester Johannes.101
Historisk set eksisterede denne indiske kong Gondophares i Nordindien på det tidspunkt, hvor Thomas eventuelt kunne have opholdt sig her. Men der er også blevet gjort forsøg på at tolke Gondophares ind i den bibelske historie i et mere kristent perspektiv, idet man gjorde ham til en af de vise mænd, der kom og tilbad