berlin. Aarhus University Press
Читать онлайн книгу.
af ødelæggelserne under Anden Verdenskrig og efterkrigsårenes ideologiske kamp om byen, som den kom til udtryk i byplanlægningen. Jeg har skrevet en række artikler om ny tysk litteratur og om krigsmindesmærker i skikkelse af ruiner og monumenter i tyske byer, og så har jeg arbejdet som rejseleder i forskellige europæiske storbyer, deriblandt Berlin.
centrum
en vandring gennem berlins middelalderlige bydel
Enhver by med respekt for sig selv har et midtpunkt, et bestemt sted eller i det mindste et nogenlunde veldefineret område, der føles som centrum for byens øvrige liv. Det er et område af byen, der samler bevægelserne fra alle de øvrige bydele og mere perifere centrer, men også fra forstæder og opland, og som giver bevægelserne ny retning og energi. Dette centrum er ikke så meget et sted for folks daglige gøremål, som det er et mentalt og symbolsk midtpunkt, der ordner og strukturerer indbyggeres og besøgendes fornemmelse for byens rum og historie.
Berlin er en sær og særlig by, også hvad dens centrum angår, eller rettere dens centrer, for Berlin er ikke blot byen med mange midtpunkter. Sådan er det i så mange byer. Men i Berlin er der ikke ét centrum, der trods alt overskygger de andre. Koldkrigsdelingen skabte to urbane centrer, i øst omkring Alexanderplatz, i vest omkring Kurfürstendamm, mens man med 1990’ernes og 2000’ernes gigantiske byggeprojekter har forsøgt at skabe et kommercielt centrum ved Potsdamer Platz, et historisk-symbolsk ved Brandenburger Tor, et politisk i rigsdagsområdet og et trafikalt ved den nye hovedbanegård, Berlin Hauptbahnhof nord for rigsdagskvarteret og Spree. Disse nye midtpunkter i byen er alle placeret tværs hen over Murens tidligere forløb, og selv om mange berlinere betragter dem som ’pseudo-midtpunkter’, synes deres opståen over de seneste to årtier at bekræfte den generelle forskydning mod vest, der har præget Berlins byudvikling siden det 17. århundrede.
Ud over disse nye og gamle midtpunkter har Berlins undergrundsbane sit eget bud på, hvor bymidten ligger, nemlig stationen Stadtmitte i nærheden af Gendarmenmarkt, hvor linje 2 og 6 krydser hinanden. Dertil kommer den store administrative enhed, der går under navnet Mitte og omfatter bydelene Moabil, Wedding, Hansaviertel, Tiergarten, Gesundbrunnen og … Mitte; altså en mindre bydel af samme navn, der i øvrigt var den vestligste del af det gamle Østberlin, og som omfatter det meste af det gamle Berlin fra tiden, inden byens ekstreme vækst tog fart i midten af 1800-tallet.
For at komplicere kampen om byens midtpunkt yderligere gør den østberlinske versionering af det middelalderlige kvarter Nikolaiviertel mellem Berlins rådhus og Spree flittigt krav på at være det ”ægte Berlin gennem godt 750 år”, som det hedder i kvarterets reklame for sig selv. Nikolai-kvarteret er ”Berlins gode kerne”, fortæller store plakater rundt om i byen, hvad man ærligt talt godt kan tvivle lidt på, når man vover sig ind blandt kvarterets grågule og rillede pladeimitationer af middelalderlige spidsgavle, der mest af alt ligner en ironisk postmodernistisk kommentar fra de daværende østberlinske bygherrer til efterkrigstidens vesttyske forkærlighed for at genskabe autentiske bykerner, som de oprindeligt så ud, inden moderne byplanlægning og Anden Verdenskrigs luftbombardementer kom på tværs af den tæt bebyggede gammeltyske hygsomhed.
Frem for historisk rekonstruktion var ideen med Nikolaiviertel da også blot at skabe en ’fornemmelse’ af, at her lå det oprindelige Berlin. Bydelen blev opført og indviet så sent som i 1987 i forbindelse med Berlins 750-års jubilæum og er blevet kritiseret for at være et ’socialistisk Disneyland’. Men blandt turister er kvarteret populært.
Sin sølle størrelse og mærkværdige karakter til trods har Nikolaiviertel da også fat i den lange ende, det vil sige den historiske ende, i kampen om at definere Berlins midtpunkt. For det var i dette område, det middelalderlige Berlin omkring år 1200 blev grundlagt som naboby til Cölln, der lå på den ø i floden Spree, hvis nordlige del i dag er kendt som Museumsøen. Den midterste del af Spreeøen er præget af det gigantiske tomme areal, hvor DDR-tidens Palast der Republik og inden da det gamle byslot lå, mens det var på den sydlige del af øen, at Cölln blev grundlagt. I dag er dette område – byens vugge – præget af halvforsømte levn fra DDR’s administrationscentrum samt de gigantiske boligblokke i det såkaldte Fischerinsel-kvarter og tjener desuden som gennemfartskvarter for biltrafikken mellem det østlige og vestlige Berlin. På østsiden af Spree strakte det middelalderlige Berlin sig cirka over det areal, der i dag afgrænses af jernbanestrækningen mellem stationerne Hackescher Markt og Jannowitzbrücke, og som samlet set er et lige så diffust område som Spreeøen.
centrum for byens forandringer
I de overleverede kilder finder man første henvisning til Berlin i 1244 og til Cölln syv år tidligere, i 1237, hvad der ikke just har gjort den senere stortyske hovedstad ære i sammenligning med andre europæiske metropoler, som ubesværet kan regne deres historie i årtusinder frem for århundreder. Berlins status som verdensurban årsunge har byen i moderne tid forsøgt at kompensere for ved dels at hente mytologisk legitimering i græske referencer, i rollen som ’Spree-Athen’, som man stadig kan forvisse sig om blandt Museumsøen tempelarkitektur, dels ved at tage identiteten som upcoming moderne metropol på sig og iscenesætte sig som en amerikansk storby i fart, tempo og konstant forvandling, hvad byens andet tilnavn, ’Spree-Chigaco’, også vidner om. ”Berlin er bygget på sand”, siger man. Forandringen, tempoet, det midlertidige og momentane er definerende for byens karakter. Hver generation har sin version af Berlin, hvert år sit hippe Berlinerkvarter. At opsøge og beskrive Berlins historiske centrum er derfor i strid med byens ånd.
Som følge af de omfattende forandringer af den oprindelige bymidte siden slutningen af 1800-tallet beklager lokalhistorikere sig over, at berlinerne har mistet interessen for det historiske centrum. Byens egne indbyggere har glemt, at det var her, det hele startede. Derfor forsøger bystyret og historiske interesseorganisationer at bringe den middelalderlige bydel tilbage i berlinernes bevidsthed med forskellige udviklingsplaner for området. De skal ikke føre til deciderede rekonstruktioner af bydelen, som den var engang, men genetablere den ’forbindelse til det oprindelige’, der angiveligt gik tabt med verdenskrigens ødelæggelser og DDR-styrets futuristiske indretning af området. Men slår man øjnene op på en byrundtur i denne ældste del af Berlin, er det faktisk muligt at få øje på sporene af den førmoderne by og af det moderne bycentrum, som det så ud frem til 1945. Sjovt nok får man intet andet sted i byen så godt et indtryk af den berlinske foranderlighed og det berømte forvandlingstempo end netop her, i det område, hvor Berlin opstod for cirka 800 år siden.
I mange tyske storbyer vil den centrale ’Altstadt’ være et fredet og fredeligt fodgængerparadis, hvor turister og lokale i fællesskab kan slentre gennem smalle gyder og gader og beundre, hvad der skal forestille en blanding af oldtussegamle bindingsværkshuse og smukke barok- eller renæssancebygninger, mens de tilgrænsende bydele spreder sig med imposante Gründerzeit-blokke, varehuse og banegårde. I Berlin er den sammenhæng forsvundet fra det fysiske bylandskab og altså også fra indbyggernes erindring. Efter et århundrede med omfattende krigsødelæggelser og et utal af byfornyelser og -saneringer orienterer den gamle bymidtes enkeltstående historiske og symbolske attraktioner sig i dag mod andre akser og byrum end den førmoderne bykerne. Ved hjælp af kort og forskellige pejlemærker er det dog stadig muligt at lokalisere Berlins glemte midte som en sammenhængende enhed, og selv om man sine steder føler sig gevaldigt off the beaten track, kan en to-tre timers vandretur gennem det område, der omfattede det middelalderlige Berlin og Cölln, på det varmeste anbefales.
Turen fører kun perifert forbi den tyske hovedstads mere spektakulære monumenter, men det er netop pointen. Det gamle centrum er eksploderet i alle retninger, men sporene efter de forskellige detonationer er der endnu. De fortæller en på én gang forvirrende og fragmenteret, oplysende og komprimeret historie om Berlins skæbne fra de tidligste bosættelser omkring år 1200 til i dag, hvor bystyret med et utal af indgreb i området fortsætter den stolte tradition for at iklæde det historiske centrum stadigt nye kostumer.
fra fjernsynstårnet til øen i spree
En byrundtur på sporet af Berlins ’Altstadt’ er dømt