Fornuftens perversion. Mikkel Thorup
Читать онлайн книгу.
for en tålelig eksistens. Den konservative tanke er grundlæggende en besindelse på menneskets svaghed og dets behov for moralske, religiøse, politiske institutioner for at afhjælpe denne svaghed.
Fordommen er en forestilling, der accepteres før eller uden refleksion, og Burke hævder stolt, at “i denne oplyste tidsalder er jeg dristig nok til at indrømme, at vi er mænd af ulærde følelser; at i stedet for at kaste alle vores gamle fordomme bort, så skatter vi dem i meget høj grad, og […] vi skatter dem, fordi de er fordomme; og jo længere de har varet, og jo mere udbredt de har været, desto mere skatter vi dem”.109 Fordomme er kompas, der orienterer mennesket i verden, og individets fornuft er for svagt og fejlbehæftet til at undvære dem:
Vi er bange for at sætte folk til at leve og handle ud fra den enkeltes personlige forråd af fornuft, fordi vi nærer en mistanke om, at dette forråd i hvert eneste menneske er ringe, og at de enkelte personer ville gøre bedre i at benytte sig af nationernes og tidsaldrenes fælles bank og kapital. Mange af vores tænkere bruger deres klogskab til at udlede den latente visdom, der hersker i fordommene, frem for at sprænge de almindeligt anerkendte i luften. Hvis de finder, hvad de søger, og de tager sjældent fejl, opfatter de det for mere vist at bevare fordommen med dens indhold af fornuft frem for at aflægge fordommens kåbe og ikke stå tilbage med andet end den nøgne fornuft. For fordommen har med sit indhold af fornuft en bevæggrund til at sætte denne fornuft i bevægelse og en kærlighed til den, som vil gøre den bestandig. Fordommen lader sig let anvende i nødstilfælde. På forhånd fastholder den sindet på visdommens og dydens støtte kurs, og den lader ikke mennesket stå tøvende, skeptisk, forvirret og ubeslutsomt tilbage i afgørelsens øjeblik. Fordommen gør menneskets dyd til en vane og ikke til en række handlinger uden indbyrdes forbindelse med hinanden. Selv om den kun er fordom, bliver menneskets pligt en del af dets natur.110
Burkes berømte hyldest til fordommen har tjent som inspirationskilde til utallige konservative forsvar for værdien af forestillinger, institutioner og praksisser, der ikke stilles til ansvar for rationel tankegang og nyttebestemt kalkulation. Over for den fordomsfrie fordring, som modoplysningen hævder er oplysningens krav til mennesket, vælter alle institutioner. Mennesket efterlades derfor alene, sårbart og illusionsløst. Oplysningens fornuft er en nøgen form, der prisgiver mennesket til tilværelsens uudgrundelighed.
V
“Fransk frihed” er for Burke “intet andet end frie tøjler til syndighed og forvirring”.111 Heroverfor står den ægte frihed, der er en “mandlig, moralsk, reguleret frihed”,112 altså en selvbegrænsende frihed af aristokratiskdannet karakter. Burke kan ikke forstå udstrækningen af frihed til flere grupper og flere områder som andet end tøjlesløshed. Fransk frihed er en imperialistisk frihed, der vil underlægge sig alt og alle, og som ikke anerkender nogen begrænsninger. Det er en “ensom, uforbundet, individuel og selvisk frihed”,113 der kun har sine egne interesser for øje. Derfor siger Burke, at “begæret efter og skabelsen af en tyrannisk dominans lurer i kravet om en ekstravagant frihed”.114
Fransk frihed er en absolut frihed, hvis meningstomhed ifølge Burke kun kan udfyldes af dominans og undertrykkelse, af “ens egne blinde og brutale passioners despoti”.115 Overladt til sig selv vil frihed føre til ufrihed, ganske som demokrati fører til despoti og lighed til anarki. Overskridelsen af naturlige grænser medfører udartninger og excesser af religiøs, moralsk og politisk art. Dét er hovedessensen af Burkes politiske filosofi, og derfor er hans skrifter også fyldt med referencer til oplysningens og revolutionens monstrøsitet, idet monsteret bliver billede på fejlslagen natur.116
Monsteret i form af ateisme, seksuel løssluppenhed, demokratisk anarkisme, angreb på ejendomsret og privilegier er den naturlige følge af unaturlighed. Revolutionens “ånd ligger dybt i korruptionen af vores fælles natur”.117 At revolutionen udarter til et terrorregime, bliver det afgørende bevis for modoplysningen – dengang og til i dag – på at frigørelse fører fra “det vildeste anarki til det hårdeste despoti”.118 Monsteret er oplysningens sande barn.
3. MODOPLYSNINGENS BØDDEL: JOSEPH DE MAISTRE
Joseph de Maistre (1753-1821) er en af dem, der har givet modoplysningen et dårligt ry som dyrkelse af det irrationelle, det autoritære og det voldelige. Dette billede er ikke rimeligt, men hans skrifter har givet kritikerne rig mulighed for at fremstille modoplysningen som dødsskriget fra en grum fortid. Han er som oftest blevet betragtet som den sidste repræsentant for det gamle system, velanskreven og personligt et godt og rart menneske, men i sine skrifter en blodtørstig dyrker af absolut underkastelse, villet fordummelse og åndens slaveri.
Hans tænkning opsummeres ofte som ‘mere royal end kongen og mere katolsk end paven’, hvilket er rigtigt i den forstand, at han var uortodoks i sit forsvar for det ortodokse. Han ligner på mange måder Rousseau, særligt i den forstand at han ynder den paradoksale eller radikale skrivemåde, hvor pointer overdrives ud i det absurde og paradokser står som argumenter. Hans tænkning har på trods af kritikken inspireret og mobiliseret mange positivt og negativt, og i det følgende vil vi koncentrere os om hans kritik af den progressive tanke, dvs. idéen om fremskridt i historien og i mennesket. Som alle konservative fremhæver også Maistre de grænser, som den menneskelige ufornuft og fejlbarlighed sætter for progressiv og rationel social forandring, men han adskiller sig ved radikaliteten af sin pessimistiske fremstilling af menneskenaturen. I en tekst om menneskeofring skriver han, at der, hvor den sande (katolske) Gud ikke kendes, og hvor sandheden ikke er kendt, der “vil menneske slagte menneske, og måske endda æde ham”.119
Af de tre modoplysningstænkere, der behandles i denne bog, er Maistre den klart mest belæste og komplekst tænkende; den, der rent faktisk engagerer sig i en kritik af sine modstanderes tekster og argumenter. Det følgende vil derfor kun skrabe i overfladen, om end vigtige steder, og de forskellige elementer i Maistres teori behandles her kun i relation til kritikken af oplysningsfilosofien, hvilket selvsagt resulterer i en vis simplificering af kompleksiteten og bredden af hans tænkning.
Maistre blev født i 1753 i Chambéry, hovedstaden i Savoy-provinsen, der dengang tilhørte kongedømmet Piedmont-Sardinien. Han fik en juridisk eksamen og fungerede som lokal embedsmand og senator, samtidig med at han læste bredt i tidens filosofiske, politiske og religiøse litteratur. I september 1792 måtte han flygte, da franske tropper invaderede Savoy,120 hvorefter han tjente som konsul og diplomat, bl.a. ved det russiske hof, og i slutningen af sit liv igen som embedsmand på Sardinien og frem til sin død som justitsminister af Piedmont-Sardinien. Sideløbende hermed skrev han en lang række skrifter, der placerede ham som en af sin samtids mest toneangivende modoplysningstænkere. Han døde i 1821. Når han i dag kaldes fransk, skal det forstås på samme måde, som schweizeren Rousseau kaldes fransk, som en anerkendelse af, hvor hans tænkning var placeret. Paris, som han kun besøgte én gang, var omdrejningspunktet for hans tænkning, og givet den franske revolution og 1792-invasionen også årsagen til hans omskiftelige tilværelse.121
I
Som de andre modoplysningstænkere – og Maistre var inspireret af Burke, men kom til sine konklusioner og pointer uafhængigt af ham og gennem sine katolske og frimureriske kilder – ser Maistre en altafgørende konflikt mellem kristendommen og det, han beskriver som filosofisme (som en sammentrækning af filosofi og sofisme). Filosofisme eller oplysningsfilosofi er det seneste og mest destruktive i en række angreb på den sande tro: “[I] ethvert århundrede har verdens største svøbe altid været kaldt filosofi, for filosofi er intet andet end den menneskelige fornuft, der handler alene, og menneskelig fornuft reduceret til dets egne ressourcer er intet andet end et udyr, hvis alle kræfter er reserveret til ødelæggelse”.122
Menneskelig fornuft, der handler på egen hånd, er historien om menneskets oprør mod Gud og imod de begrænsninger, som Gud og naturen har sat for mennesket. Som Burkes monster således Maistres udyr. Overladt til sig selv og sin egen fornuft er menneskets bevægelse hen imod ødelæggelse. Kun gennem Gud findes sand fornuft og sand socialitet. Filosofien er derfor en oprørsideologi imod Gud, hvor Maistre i modsætning