Fornuftens perversion. Mikkel Thorup
Читать онлайн книгу.
hvorfor Maistre også siger, at den franske revolution har en satanisk kvalitet ved sig, der adskiller den fra alle hidtil kendte oprør: “Om end der altid har eksisteret ugudelige mennesker, så var der aldrig før det 18. århundrede, i hjertet af kristendommen, et oprør imod Gud”.123
Filosofisk og videnskabelig rationalitet er ifølge Maistre en “essentielt set forstyrrende kraft”,124 og han bestemmer oplysningsfilosofiens drivkraft dels som teofobi,125 dvs. angst for og had til religion og dels som et generaloprør imod autoritet: “[D]et er ikke denne autoritet, de afskyr, men derimod autoritet som sådan”.126 Oplysningsfilosofien er ikke en opstand mod en specifik konge, regering eller autoritet, men mod monarki, regeringsmagt og autoritet som sådan i alle dens former. Oplysningsfilosofien angriber ikke specifikke religiøse, politiske og moralske dogmer, men derimod religion, politisk magt og moral i sin helhed, og derfor er den en forstyrrende, for ikke at sige ødelæggende, kraft. Den er motiveret af et had til alt og alle, der kræver adlydelse: “[E]nhver regering og alle etablissementer i Europa var dem anstødelige, fordi de var kristne og i det omfang de var kristne”.127
Oprøret imod Gud er forudsætning for oprøret mod kongen. Troen må undermineres, før kongen kan afsættes. Kirkemagt og politisk magt er intimt og nødvendigt forbundne, dog med den altafgørende tilføjelse, at de begge er afhængige af Gud. Pavestolen er det tydeligvis men også tronen, der er af guddommelig oprindelse. Troen bliver derfor grundlaget for kongens legitimitet. Som Richard A. Lebrun skriver, så forstod Maistre “politiske problemer som religiøse problemer” og “han foreslog religion som en løsning på politiske problemer”.128 I modsætning til mange af oplysningsfilosofferne, der anerkendte religionens positive integrative effekter og derfor mente, at i hvert fald den brede del af befolkningen burde være religiøs for den sociale freds skyld, og i modsætning til Burke, der så religion som sådan som positiv – der er det for Maistre mere snævert tænkt katolicismen, der er den eneste sande tro, og derfor den eneste religion, der i egentlig forstand kan holde mennesket i ave.
Fjernes Gud, da tvinges kongen til at retfærdiggøre sin eksistens og sine handlinger med utilitaristiske argumenter. Det ville være den absolutte fornedrelse af det sublime, den totale nedværdigelse af det uangribelige. Maistre er tro mod et af modoplysningens grundmotiver: korrumperingstesen, der siger, at enhver lille korrumpering antager et egetliv, som fører til den store eller totale korrumpering. Her udlægges den således, at når kongen tvinges til at legitimere sin eksistens og position, da skrider enhver form for legitimering og dermed enhver lydighed. Hvem vil adlyde en suveræn, de kan kritisere, og måske endda vælte? Hvem vil adlyde en lov, de kan ændre? En overordnet, lærer, forælder, ægtemand … der er deres lige? Alt falder.
Her viser Maistre ufrivilligt svagheden i denne del af modoplysningens argumentation, da den udtrykker en meget simplistisk og ensidig forståelse af loyalitet, som ikke kan baseres på andet end ubetinget lydighed og blind tillid. Den mindste mulighed for kritik bliver her med nødvendighed til undergravning af enhver konstans, og der stoles kun på en autoritet, der ikke kan betvivles. Det væsentlige er, at al autoritets- og traditionskritik ses som et angreb på al autoritet og alle traditioner som sådan, og det kun fordi de er autoriteter og traditioner.
Det er også i det lys, vi skal forstå hans forkætrede doktrin om pavens ufejlbarlighed; en doktrin, der har sin jordiske parallel i doktrinen om kongens suverænitet. Paven og suverænen står uden for ræsonnement, da det ifølge Maistre er en logisk umulighed, at man skal kunne sætte spørgsmålstegn ved paven eller suverænen, samtidig med at de forbliver pave og suveræn. Det er de kun, så længe det ikke er muligt at betvivle dem. De er ufejlbarlige – ikke i den forstand, at de ikke kan tage fejl, for Maistre var som alle andre forsvarere udmærket klar over sine idolers alt for menneskelige fejlbarlighed; modrevolutionen udviklede endda et ordsprog om at være ‘royale på trods af kongen’ – men sådan at ingen kan beskylde dem for at have taget fejl:
Ufejlbarlighed på det åndelige plan og suverænitet på det timelige er to helt synonyme ord. Begge betegner denne øverste magt, der står over alle andre, som alle andre hidrører fra, som styrer og ikke styres, som dømmer og ikke dømmes. […] ethvert styre er absolut; og i det øjeblik, man kan modarbejde det under påskud af, at det tager fejl eller er uretfærdigt, eksisterer det ikke mere. […] Så kan man sige, hvad man vil, så kan man kalde denne høje retslige magt, hvad man vil, men der må altid være en, til hvem man ikke kan sige: Du har taget fejl.129
Denne argumentation kan legitimere absolutistisk og arbitrært styre, men for Maistre er suverænitet altid både ubegrænset i kraft af at være suveræn, dvs. uden øvre, korrigerende eller intervenerende instans, og begrænset i kraft af at være indlejret i en særlig sammenhæng af traditioner, vaner, religiøse og moralske forskrifter etc. Maistre er velbekendt med farerne ved et ubegrænset styre, men han efterlader os i sidste ende kun med forhåbningen om, at suverænen vil overholde sædvanemæssige begrænsninger af sin magt.
II
I modsætning til oplysningsfilosofiens påståede revolutionære energi advokerer Maistre for en besindelse på menneskets svaghed og begrænsning. Han tager den katolske lære om det faldne menneske og radikaliserer den. Mennesket er “for slet til at være frit”.130 I såvel universet som mennesket er der to “modsatrettede kræfter, der er i evig konflikt”,131 godt og ondt, og mennesket vil uhjulpet forfalde til det onde. Når mennesket står i relation til Gud, er det “sublimt og dets handlinger er kreative; men, så snart mennesket lægger afstand til Gud og handler alene, da ophører det ikke med at være magtfuldt, for det er et privilegium i menneskets natur, men dets handlinger er negative og retter sig mod ødelæggelse”.132 Mennesket er både socialt – hvilket er hans modargument imod kontraktteori: Mennesket er altid allerede indspundet i det sociale – men det er også samtidig asocialt: “Han handler imod sig selv; vender sig imod sig selv; han kryber smertefuldt som et krybdyr, der har brækket sin ryg”,133 sidstnævnte som følge af arvesynden.134 Vi lever som sociale væsener i samfund, men, siger Maistre, Thomas Hobbes har ret i, at samfundet også er en krigstilstand givet vores slette natur:
Et styre er altså ikke et spørgsmål om valg; det er et resultat af tingenes natur. Mennesket kan ikke være, som det er, uden at blive styret, for et socialt og ondt væsen må under åg. Dette århundredes filosoffer, som har rystet samfundets fundamenter, taler ikke om andet end de hensigter, menneskene havde, da de fandt sammen i et samfund. Man kan bare citere Rousseau, som taler for alle. ‘Folkene,’ siger han, ‘har skaffet sig ledere for at få forsvaret deres frihed, ikke for at blive undertvunget’. Det er en alvorlig fejltagelse, som medfører et væld af andre. Mennesket har ikke skaffet sig noget; det har modtaget alt; det har ledere, fordi det ikke kan klare sig uden, og samfundet er ikke og kan ikke være resultatet af en pagt, det er resultatet af en lov.135
Mennesket har derfor brug for nogle rammer, inden for hvilke det kan udfolde sig. Disse rammer bestemmer Maistre i overensstemmelse med den konservative tradition som traditioner, ritualer, institutioner, autoriteter og fordomme. Tro imod sin skrivestil karakteriserer han dem som lænker, der trælbinder den menneskelige slave, men grundargumentet ligger i forlængelse af konservatismens tanke om, at mennesket skal indrammes af institutioner og praksisser, der kan aflaste et svagt og måske endda farligt menneskevæsen, og som kan dirigere dets energi i socialt acceptable retninger:
Den menneskelige fornuft reduceret til sin individuelle kraft er fuldkommen uduelig, ikke alene når det drejer sig om skabelse, men også om bevarelse af enhver religiøs eller politisk sammenslutning, fordi den kun avler skænderier, og mennesket har ikke brug for problemer, men for tro for at vide, hvordan det skal opføre sig. Dets vugge bør omgives af læresætninger, og når fornuften vågner, skal alle de meninger, det møder, være fikse og færdige, i hvert fald dem, der har at gøre med menneskets opførsel. Intet er så vigtigt for mennesket som fordomme. Og lad os ikke forstå dette ord negativt. Det betyder ikke nødvendigvis falske opfattelser, det betyder i ordets egentlige forstand kun meninger af en eller anden art, som man tager til sig uden at undersøge dem. […] Alle kendte folkeslag har været