bag oss bergets svarte vægge,

      under oss en bundløst slug!

      Først vi kløvte lag av tåger,

      kløvte så en flok av måger,

      som igjennem luften vigende

      fløj till alle kanter skrikende.

      Nedad, uden stands, foer toget.

      Men i dybet glittred noget

      hvidlet, som en rensdyrsbug. —

      Moer, det var vort eget billed,

      som igjennem fjellsjø-stillet

      opp mod vandets skorpe piled

      i den samme vilde fart,

      som i den vi nedad kiled.

      Peer! Gud fri meg – ! Si det snart – !

      Bukk fra luften, bukk fra bunden,

      stangedes i samme stunden

      så at skummet om oss klasked.

      Ja, der lå vi nu og plasked. —

      Langt om længe, du, vi nådde

      nordre landet på en måde;

      bukken svam, og jeg hang bak ham; —

      jeg for hjem —

      Men bukken, du?

      Å, han går der vel ennå; —

      kan du finne ham, så ta ham!

      Og du har ei knekket nakken?

      Ikke begge lår engang?

      Ikke ryggbenet brutt?

      O, Vårherre, – prisen, takk,

      skyldes deg, som hjalp min gutt! —

      Buksen har dog fått en revne;

      men det er knapt ved at nevne,

      når en minds, hvad meget værre

      kunne hende i slik et sprang!

      O, din fandens reglesmed;

      kors og kors, hvor du kan lyve!

      Remsen, som du kommer med,

      minds jeg nu at jeg har kjennt

      som en jente på de tyve.

      Gulbrand Glesne er det hent, —

      ikke deg, du!

      Meg som ham. Slik kan mer enn en gang hende.

      Ja, en løgn kan endevendes,

      stadses op med brask og bram,

      klædes i en nygjordt ham,

      så dens magre skrot ej kendes.

      Det er det, som du har gjort,

      lagt alt så vildt og stort,

      uglet ut med ørnerygge

      og med alt det andet stygge,

      løyet ligt og uligt væk,

      skrønet ind slig måløs skræk,

      at en kendes ej ved tilsidst,

      hvad en længst har hørt og vidst!

      Hvis en anden snakked slig,

      skulde helseløs jeg slå ham!

      Å, Gud give jeg lå lig;

      gid jeg sov i svarte jorden!

      Bøn og gråd ej binder på ham. —

      Peer, du er og blir forloren!

      Kære, vakkre, lille moer,

      du har ret i hvert et ord; —

      vær så blid og glad —

      Ti stille!

      Kan jeg glædes, om jeg vilde,

      jeg, som har sligt svin til søn?

      Må det ikke bittert krænke

      meg, en stakkars magtløs enke,

      stødt at fange skam for løn?

      Hvad har slægten nu tilbage

      fra din farfars velmagtsdage?

      Hvor er skæpperne med mynt

      efter gamle Rasmus Gynt?

      Faer din gav dem fødder, han, —

      ødte dem så glat som sand,

      købte jord i alle sogne,

      kjørte med forgyldte vogne – ,

      Hvor er det, som gik tilspilde

      ved det store vintergilde,

      da hver gæst lod glas og flaske

      bag sin ryg mod væggen klaske?

      Hvor er sneen fra ifjor?

      Du skal tie for din moer!

      Se tilgårds! Hvert andet rude —

      hul er fyldt med gamle klude.

      Hægn og skigard ligger nede,

      fæet står for vejr og væde,

      eng og aker ligger brak,

      hver en måned blir jeg pantet —

      Ti så med den kærringsnak!

      Ofte nok har lykken skrantet,

      og så kom den højst påfode!

      Der er saltrød, hvor den grode.

      Kors, men du er storkarl, du, —

      lige kaut og kry endnu,

      lige knøv, som dengang presten,

      der han kom fra Kjøbenhavn,

      spurgte deg som døbenavn,

      bandt på at sligt et nemme

      sakned magen prins derhjemme,

      så at faer din gav han hesten

      med en slæde tol, som tak

      for den vennesæle snak, —

      Hå; ja da var alting gildt!

      Provst, kaptejn og hele resten

      hang der dagstødt, åd og drak,

      fyldte seg, så fast ed sprak.

      Men