Ak, du er dog stærk og stor,

      skulde stå som stav og støtte

      for din gamle skrale moer, —

      skulde gårdens gerning skøtte,

      værge slumpen af din arv; —

      å, Gud hjælpe med for nytte

      jeg har havet af dig, din skarv!

      Hjemme ligger du i gruen,

      roder rundt i kul og emmer;

      mellom bygdens folk du skræmmer

      jentene fra gildestuen, —

      gør mig spe på alle kanter,

      slås med sognets værste fanter —

      Lad mig være.

      Kan du nægte

      du var fremste mand i laget

      i det store basketaget,

      som for nylig stod på Lunde,

      der I slogs som olme hunde?

      Var det ikke dig, som knækte

      armen på han Aslak smed, —

      eller idetmindste brækte

      ene fingeren hans af led?

      Hvem har fyldt dig med slig præk?

      Husmanskonen hørte hylene!

      Ja, det var meg, som skreg

      Dig?

      Ja, moer, – for jeg fikk pryglene.

      Hva for någet?

      Han er spræk

      Hvem er spræk

      Han, Aslak, ved jeg.

      Tvi – og tvi; nu må jeg spytte!

      Slig en slarvet fyldebøtte,

      slig en rangler, slig en dranket

      drammesluger har dig banket?

      Mangen skam og skændsel led jeg;

      men at dette skulde ske,

      det var dog den værste spe.

      Lad ham være nok så spræk; —

      skal du derfor være vek?

      Om jeg hamrer eller hamres, —

      ligefuldt så skal der jamres.

      Trøst dig, moer —

      Hvad? Har du løjet nu igjen?

      Ja, denne gang.

      Tør så gråden pent af øjet; —

      se, – med denne knibetang

      holdt jeg hele smeden bøjet;

      højre næven var min slægge —

      O, din slagsbror! Du vil lægge

      mig i graven med din færd!

      Nei da; du er bedre værd;

      tyve tusend gange bedre!

      Lille, stygge, snille moer,

      du kan lide på mit ord,

      hele bygden skal dig hædre,

      bare vent til jeg får gjort

      noget – noget rigtigt stort!

      Du!

      Hvem ved, hvad en kan møde!

      Gid du bare blev så klog,

      at du engang kunde bøde

      flængen i din egen brog!

      Jeg skal blive konge, kejser!

      Å. Gud trøste mig, nu rejser

      sidste resten av hans vid!

      Jo, jeg sal! Giv bare tid!

      Ja, giv tid, så blir du prins,

      siges der, om ret jeg minds!

      Du skal se, moer!

      Hold din mund!

      Du er gal i bunde og grund, —

      Nå, det er forresten sandt, —

      noget var derblevet af dig,

      hvis du ikke dagstødt gav dig

      af med løgn og tøv og tant.

      Hægstadjenten var dig god.

      Let du havde vundet spillet,

      hvis du rigtig havde villet —

      Tror du?

      Gamlen har ej kræfter

      til at stå sit barn imod.

      Han er stivsindt på en måde;

      men til slut får Ingrid råde,

      og hvor hun går, fod for fod

      stavrer knarken arrig efter

      Ak min Peer; en grundrig jente, —

      odelsjente! Tænk dig til; —

      hvis du bare havde villet,

      stod du nu som brudgom gild, —

      du, som går her svart og fillet!

      Kom, så vil vi ja-ord hente!

      Hvor?