Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen. Erichsen Ludvig Mylius
Читать онлайн книгу.
flere af sine Bøger. Huset er helt historisk nu.
Medens Karl Madsen mest gik ude i Heden og malede Tørvestakke, tog Michael Ancher fat paa de levende Modeller. Men helt nemt at opdrive dem var det ikke. Neumann, Rørby, Drachmann og Locher, som tidligere havde gæstet Skagen og malet dèr, havde væsenligst haft det taalmodige Hav til Model. Fiskerne derimod var ikke til Sinds at lade sig »tage a«. Vestjyden er mistroisk, angst for at stille sig til Skue, blive til Latter. »Er I int kloger end som sidde og være Nar«, sagde Skagbofiskerne i mange Aar haanende til de ganske faa af deres Kammerater, der, mere for Vindings Skyld end af Fordomsfrihed og en Smule Forstaaelse, sad Model for Ancher nede paa Sønderstranden.
Løsenet i denne Naturalismens Førstevaar var jo Arbejdet ude i Naturen – som det alle Dage burde være det. Gamle Malere som P. C. Skovgaard malede efter Studier Billederne hjemme i Atelieret, heraf disse mærkelige brune eller grønne Farver, som gav saa lidet af Naturen. De moderne Malere tog Lærredet ud under aaben Himmel i alskens Vejr og malede færdigt ude, de vidste næppe altid, hvilke Farver de brugte, malede bare frejdigt løs, saadan som de saa og følte Tingene.
Det var mest Fattighuslemmer, gamle fordrukne Fyre, Ancher først fik til at staa for sig. Snart vandt dog hans støtte, mandige Personlighed Befolkningens Tillid, og allerede hans første Skagenbilleder viser, at han begyndte at faa Indpas. De egentlige Fiskertyper, som han gik og sukkede efter, maatte han dog vente paa til næste Aar. Da kom han igen og malede et stort Billede af ventende Fiskere i Klitten. Her er straks den Type givet, som yderligere realistisk set og som udformet med stadig mere fortrolig Karakteristik gaar igen i Anchers senere Kunst helt op til vore Dage.
I det følgende Tiaars stærke Produktion har vi ægte Skagens Natur, og Skagens Fiskere har vi en Typerigdom af, saadan som Ancher saa' dem og holdt af dem. Det er mest store, stærke Folk med vejrfurede Træk og tæt Skægvækst under Hagen. Mest er de i Oljetøj, lange Søstøvler og Sydvest eller laadden Kabuds. Næsten altid er der dramatisk Spænding over den Situation, hvori de er sete. Skikkelserne har gerne plastisk Holdning, Kunstneren kender nøje hver enkelt fra den virkningsfuldeste Side, hele Gruppen agerer med sluttet Liv, i kendelig Grad er det maleriske understreget saavel i den enkelte Figurs Udseende og Fremtræden som i hele den samlede Handling. Kunstneren iagttager skarpt alle Detaljer men viser særlig Forkærlighed for det sceniske, Helheden, som han en eller anden Gang, f. Eks. ved en Stranding, har været Vidne til i stor Sindsbevægelse og erindret fortræffeligt.
En umaadelig Sum Energi er medgaaet til Udførelsen af disse figurrige Lærreder malte ude paa den aabne Strand eller i de sandfygende Klitter. Tænk blot paa et saadant Par Kæmpebilleder som »Vil han klare Pynten« og »Redningsbaaden køres gennem Klitten ved Vintertid«. De Snese Gange har Kunstneren siddet ude paa »Grenen« eller i Nordstrandsklitterne Time efter Time, forblæst, forfrossen, i rastløst Arbejde, med alle Sanser i Brug, som et Rovdyr paa Spring for at gribe og fastholde det karakteristiske i Modellen, naar denne gjorde en uvilkaarlig Bevægelse, som havde Aabenbaringer i sig om det individuelle i Relation til den hele Scene, eller for at fæstne, mens Momentet er der, en brydende Sø, en hastigt farende Sky, et flygtigt Strejf af Sol, en dyb og virkningsfuld Skygge, alle disse dejlige Vidundere, som det er en Henrykkelse at nyde, men til hvis øjeblikkelige, sandhedstro Gengivelse der kræves et lynsnart Blik, en dreven Teknik – og den følsomste Sjæl.
Og saa skal der et jærnstærkt Helbred til, desuden i stort Maal de almindelige Arbejdets Egenskaber som Taalmod, Udholdenhed, Stædighed. Thi hvilke Vanskeligheder bare af rent praktisk Art kan ikke en Snes eller et halvthundrede Fiskermodeller med Redningsbaad og Hestespand berede den nervespændte Kunstner, som i Arrangementet vil genskabe, hvad hans Øje én Gang begejstret har set og hans Fantasi og kunstneriske Samvittighed i Enkeltheder udformet. Hvilke daglige Ærgrelser og Pinsler, hvilke Skuffelser, Tilbageslag og Slappelsesperioder – men hvilken Kraftudfoldelse ogsaa, hvilken Følelse af ubøjeligt Mod og saa den inderligste Hengivelse i Opgaven, man selv satte sig, og dertil den stille, stolte Sejrsfølelse, naar Maalet endelig er naaet – det Maal, som jo dog aldrig tilfredsstiller den gode Kunstner, fordi han kvalfuldt føler Afstanden mellem det, han saa' og vilde, og den Brøkdel deraf, som han ydede.
Saa kommer Tristheden og Trætheden. Det kniber at faa næste Arbejde i Gang, trægt gaar det, uden det friske Mod, som skal til – men pludselig fænger Gløden igen, Flammerne blusser op, og alle Kræfter og Længsler higer mod det nye, kunstneriske Maal.
Michael Ancher har sikkert, som Stimulans i sin kunstneriske Strid paa Skagen Strand, haft foruden de rent kunstneriske Maal for Øje tillige en efterhaanden modnet Forstaaelse af, hvilke kulturhistoriske Skatte – Menneskeliv, Livsskæbner – der laa uhævede langs den sandede Kyst, hvor der i Befolkningens daglige Færd var saa meget baade af det store Drama, den heroiske Daad, og af den hjemmefødte, horisontløse aandelige Forkrøblethed, der i det indbyrdes Liv i Stue, paa Kro og i Kirke kan give sig tilkende paa ofte meget lidet tiltalende Vis.
Men helst har dog Ancher villet give det store Pust, den dramatiske Daad. I de fleste af hans Billeder ser man dette hans bestemt fastholdte Syn paa Modellen og Sceneriet. Det er ikke saa meget den dagligdags Episode, der fængsler ham, lige saa lidt som den smaalige, intime Side af Fiskerens Karakter – den han dog kender saa godt. Ligesom Drachmann vil han helst give Fiskeren i de stærke, undertiden lidt udvortes Øjeblikke, et Stykke af en Romantiker stikker i ham endnu, trods hans alvorlige, indtrængende evnerige Virkelighedssans; derfor propaganderer han i dramatisk Form, derfor kan det hænde, at der kommer En paa Læben det Drachmann'ske Slagord »Helte« over for disse jævne Fiskere i Anchersk Fortolkning.
Naa – der er sandelig ogsaa øvet Heltegerninger af de jævne vestjydske Fiskere. Men Overdrivelsen rummer Fare baade for Kunstneren og Fiskeren.
Iøvrigt er Ancher den jævne, naturalistiske Sandhed adskilligt nærmere end Drachmann. Malerens Fortællemaade er i og for sig mere nøgtern vederhæftig end Digterens – som Bidrag til den rette kulturelle og psykologiske Folkeopfattelse.
Undertiden kan man fra Folk, der stadig ser Foraarsudstillingerne og gerne vil have deres kunstneriske Skøn tillagt Værdi, høre Udtalelser om, at en Kunstner gentager sig, fordi han er indtrængende i sit aldrig sluttede Studium af visse bestemte maleriske Fænomener, der evigt tager hans Sjæl fangen. De siger, disse Folk, at de kan kende vedkommende Kunstner igen paa hans Modeller eller Emnevalg eller Farvebehandling eller andre personligt karakteriserende Egenskaber, som de kalder Trivialiteter – ligesom de finder det trivielt, at Teatrenes ældre Kunstnerstab, som de ser spille en halv Snes Gange hver Sæson, altid er kendelig gennem en hvilkensomhelst Maskering.
Om Michael Ancher siges det, at baade hans Modeller og Motiver efterhaanden virker for énsartede.
Disse Folk skulde ane, at det trivielleste dog er deres egen, billige, meningsløse Kritik, som rammer over Maalet.
Kunstneren selv véd nemlig bedre Besked. Om det lykkedes Ancher i et langt, flittigt Liv at give Skagbofiskeren af den gamle Type – fra Halvfjerdserne, Firserne og op i Halvfemserne – hans Ydre, hans Karakter, hans Livsform, da var Opgaven mer end mægtig nok baade malerisk og kulturhistorisk set. Og dette er lykkedes Ancher. Hans Arbejders rent kunstneriske Egenskaber ufortalt vil han altid være den væsenligste Kilde for kommende Slægter til Studium af Vestkystfiskeren fra den sidste Menneskealder. Han har her givet langt mere i Lærreder end nogen Forfatter i Bøger. Han er Banebryderen her. Ingen slipper uden om ham.
Paa en mærkelig Maade har Anna Ancher som folkelivsskildrende Kunstnerinde suppleret sin Mand. Han malte helst udendørs, hun mest inde i de trange Fiskerhjem, han som nævnt især Mændene, hun Kvinderne. Allerede som Barn viste hun utvivlsomme Anlæg for Tegning og begyndte tidligt sin maleriske Virksomhed med at lave Vandfarvekopier efter gamle Rullegardiner. Hendes Slægt langt tilbage var jydsk, dygtige Folk af Landbostand, Bedstefaderen, en mærkelig teknisk Begavelse, var Møllebygger og fingernem til alt, Forældrene havde Købmandshandel og Skagens eneste Kro, der senere er udviklet til Landets stilfuldeste Hotel i Ydre som Indre. Fru Anna Anchers endnu levende Moder siger om Datteren: »Ja, jeg tænkte jo nok, hun maatte blive til noget, for H. C. Andersen logerede her i Kroen den Nat, Anna blev født.« (Digteren var den Gang paa sin bekendte Rejse gennem Jylland.)
I Selskab med de mange skandinaviske Kunstnere, der holdt Sommer og Efteraar i hendes Hjem, Danmarks eneste