Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen. Erichsen Ludvig Mylius
Читать онлайн книгу.
hende lidt begyndende Undervisning, senere kom hun til København hos Kyhn, og i en ung Alder udstillede hun. En kort Aarrækkes Produktion gav hende Navn og Anseelse. Hun aabenbarer i sine mange Interiører med Figurer en dybtgaaende Virkelighedstroskab, en forstaaende Sympati parret med en beundringsværdig Sans for Situationskomik. Med stilfærdigt tørt Lune fortæller hendes Billeder ofte en lille lun Historie inden Vægge. Hun er saa velsignet ubestikkelig, saa paalidelig nøgtern uden nogensinde at blive banal. Hun er Skandinaviens, maaske Verdens, betydeligste Malerinde ikke blot ved sin tekniske Duelighed og hele maleriske Kultur men ogsaa ved sin Menneskekundskab. Hun er klog og iagttager skarpt, og hun besidder en vidunderlig Evne til at faa Modellen til at udlevere sig. Paa Skagen har hun næppe nogensinde haft svært ved at faa Modeller. Og havde hun dem først for sig, var Fortroligheden etableret. Nøje kendte hun deres Væsen, hun greb dem intimt i det hjemlige, hun følte og talte med dem om Dagliglivets Bekymringer, om det sløje Fiskeri, om Forlis og Bjergning, om Mænd, der drak, og Børn, der sejlede paa Langfart, de gav sig derfor, alle disse gamle Kvinder, som de var og uden nogen Art Tillavning; det strenge daglige Liv med dets lange Sorger og korte Glæder er at læse i den megen fremragende realistiske Kunst, Fru Ancher har skabt paa Skagen. Hendes Evne var at fortælle med skarp Belysning den lille, enkle dramatiske Scene inden Døre, hvor hendes Mand bredt aandende skildrede det store Drama under aaben Himmel.
Tilsammen har disse to Kunstnere gennem tyve-tredive Aars Arbejde i samme danske Egn eviggjort et Stykke ejendommelig Natur, der længe laa uforandret øde hen men ikke nu, i en moderne Tid, er mere som før, og de har grundigt og fyldestgørende vist, hvorledes de Mennesker saa' ud og førte sig, hvad Tanker og Syssel de havde, hvilke deres Kaar og Kampe var, der her i en karrig og bidsk Natur sled sig gennem Livet.
Det er tit fremhævet, hvilken kunstnerisk Værdi Michael og Anna Ancher repræsenterer. Det har været Hensigten her i Korthed at pege paa det usædvanligt værdifulde, kulturhistorisk rige Galleri, de gennem Bedstedelen af deres nationale Kunst har givet deres Landsmænd.
Man kan ikke leve blandt vestjydske Fiskere uden med den mest beundrende Taknemmelighed at mindes, hvad Michael og Anna Ancher har set og forstaaet og skildret hos denne Folkeklasse.
Imidlertid – Anerkendelsen, Berømmelsen, som Kunstnerparret Ancher har vundet baade hjemme og ude, har ikke bragt nogen af dem til Hvile i det éngang fundne og saa ypperligt dyrkede Terræn. De indser begge, at Tiden og Typen er anderledes nu end før. Den sidste halve Snes Aar har været en Overgangstid ogsaa for Skagen – og for Skagen hurtigere end for nogen anden Fiskerplads paa den jydske Klitkyst. Nye Former for Erhvervsliv og Aandsliv og dermed nye Mennesker, i det Indre som i det Ydre, har fortrængt meget gammelt.
De sidste Rester af fordums Typer er faa paa Skagen nu og i og for sig lidet lystelige. Man bliver heller ikke altid malerisk og kulturmæssigt grebet nu som før ved at se den malerisk og literært saa berømte Vaaddragning paa Skagens to Strande. Kutterfiskeriet har jo nemlig i Aarets seks-syv Sommer-Fiskemaaneder afløst det meste Strandfiskeri. Næsten alle friske og energiske Skagbofiskere nu om Dage er Kutterfolk og tilsøs fra April til November. Et saadant Liv virker ændrende paa Typen. Det gule vildtvoksende Fuldskæg eller det studsede Hageskæg, der havde saa dejligt et Præg af Naturtilstand og stod saa koloristisk smukt til Oljetøjet, naar Solnedgangslyset faldt som gul Flamme over Stranden, viger nu for det viksede Overskæg og glatraget Hage eller for det omhyggeligt tilspidsede Fuldskæg. Kabudsen er erstattet af flad engelsk Kasket. Fiskerne er i det hele blevne moderniserede. Men mindre interessante som Mennesker og Typer paa deres Tid er de aldeles ikke af den Grund. Det gælder blot om at erkende, at en ny Tid er inde, at tilegne sig dens Aand og skildre den med klart Syn og malerisk Evne. Man bør ikke henfalde i Fortvivlelse over, at Lars Kruse-Typen er borte. Nye Ansigter, nye Livsformer er komne i Stedet. Og de er ikke ringere som Sujetter for den gode Kunst.
Michael Ancher er endnu ung nok til at forstaa og male det ny Skagen og dets Mennesker. Heldigvis! for til Dato har ingen nye Talenter forsøgt at tage de nye kunstneriske Opgaver op, som Fiskerfolket byder her paa denne Danmarks mærkeligste, rigeste og yderst farlige Fiskeplads. Michael Ancher vil gøre det. Det vil lykkes ham ogsaa at fæstne Lineamenterne i den nuværende Tids, Overgangstidens Fysiognomi. Han har Øjet aabent og den kyndige Haand rede. De kommende Aar vil bekræfte denne Profeti.
Og Anna Ancher, der var saa fortrolig med gammel Sæd og Tale og Tankesæt i Skagbohjemmene, er ikke Vestjyde for intet. Hun vil vide at bruge sine gode Øjne i de nye Omgivelser. De gamle Koner, der sad hjemme i Flid og Underkastelse ved Rok og Sok, og hvis Skæbne hun saa psykologisk skarptseende fortalte, er borte med den gamle Tid, der havde skabt dem men som hævnende fik Missionslivet til Afløser. Hun vil nu blive Skildrer af den ny Tids Skagbokvinder, som de sirlige, renlige og selvbevidste færdes ved Ungpigemøder og til Missionsgudstjeneste. Her er fristende maleriske Emner nok. Man kan sidde i Skagens store Missionshus og af Hjærtet – og slet ikke Missionen til Forklejnelse – ønske disse Rækker af vakte Sjæle, disse dejlige dukkende Hoveder under Sang og Bøn, i Andagt og Ekstase, overleverede til Samtid og Eftertid af en dygtig sjælfuld Kunstner, der ikke karikerede af Uforstand eller Tendens, men betragtede Bevægelsen som det, vi alle maa indrømme, at den i hvert Fald er: et menneskeligt Dokument, et Stykke indgribende nutidigt Folkeliv af en vis aandelig Værdi for Individet og udadtil af betydelig almen Interesse …
Lever man en Tid paa Skagen og iagttager, med hvilken Energi og Begejstring og med hvilke rige Evner Kunstnerparret Ancher følger og fæstner hver skiftende Stemning i den besynderligt friske og skønne Egn: de lyse Nætters farvefine Skær Horisonten rundt, Regnvejrsaftnernes blytunge Skyer i Fart ude over den mørknede Hede med de skyggefyldte Klitter, Makrelfiskernes maleriske Grupper paa Nordstranden, Skagenskutterne strygende for stiv Kuling over det skummende Rev – da ser man paa deres Kunst med den Underbund af Forstaaelse af Natur og Folk deroppe, som er nødvendig for et funderet Skøn over Lærredernes kulturhistoriske Værdi ved Siden af deres kunstneriske.
Og man ser en sjælelig Samhørighed mellem disse to Kunstnere og Skagen, ja hele Vestkysten.
De deciderede Skagensmalere Michael og Anna Ancher, som aldrig har malt Fiskere og Vestkystnatur uden for Skagen, er da – med Rækkevidde ogsaa uden for Skagen – vore betydeligste virkelighedstro Skildrere af det grundtypiske i det vestjydske Fiskerfolks Racepræg og Aandsform og Livsforhold i mere end den sidste Menneskealder. I Hovedtrækkene gælder deres Typer faktisk hele Vestkysten ned, hvilket viser, hvor centralt og dybt de begge har grebet, hvilke almengyldige Træk af Skikkelse og Karakter de har faaet frem hos det stedbundne og stedprægede Individ. Man bør alle Dage være dem taknemmelige for dette deres Arbejde. De har derigennem reddet meget forbigangent Liv og mange af de svundne Tiders mest karakteristiske Skikkelser fra Glemsel. De vil ogsaa begge vide at tage den ny Tids Mennesker og Livsformer i deres folkelivsskildrende Kunsts Tjeneste.
STRANDVAGT
Et stængende Mørke fyldte Klitterne den Decemberaften, da Præsten i Vorupør gik med sin Gæst over til Forbjergerens. Blæsten strøg i vilde Slag vesterfra. Styrtvis kom der Regn, den kalkede Vej laa i ét Pladder under de hidsige Byger. Skypumper af Sand hvirvlede op alle Vegne, hvert Sandskorn, der ramte Ansigtet, stak som et giftigt Insekt. Det var et Himmelvejr, ikke til at være ude i.
Fra Salsen i den gamle Forbjergergaard skinnede der Lys. Præsten og hans Gæst stred bøjede frem gennem alt det uregerlige Sug af Vind, der i Stormtider holder Spektakkel om den læ Gavl af ensomme Klitbohjem. Foran Vinduet rettede de sig og havde Lyset paa deres tæt klædte Skikkelser. De drog Pusten dybt et Øjeblik og knøg hastigt ind gennem den lave Dør. Vinden peb indbildsk efter dem og vilde ruske Døren fra dem, men de spændte til med Knæerne og tvang Klinken i Hak. Det rumsterede af ondt Vejr hen under et mørt Loft.
Nu stod de i Stuen vesten for Gangen, Alkovestuen. Den var lav og klam. Gamlingen i Gaarden red overskrævs paa en Bænk ved Langbordet. Han havde grøn Skærm for Øjnene og rød Toplue paa.
»Her er saa den Fremmede Mand,« sagde Præsten og gik hen og gav Gamlingen Haand. Den gamle glyttede op og rokkede paa sig, hans svage Øjne, der et kort Nu hvilede paa den fremmedes Ansigt, udtrykte overbærende Forundring og smilte aabenhjærtigt, da han bød Velkommen i Huset. »Naa, saa De vil med og gaa Strandvagt i det sølle Vejr,« sagde han, »ja-ja, De er da fra København, kan A tænke.«
»Ja,«