Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen. Erichsen Ludvig Mylius
Читать онлайн книгу.
Fejeskarn. Uvejret gennemsuste ham og tvang ham til at ville, det gav ham forøget Mulighedsværdi, han svor paa de største Ting, de højeste Maal, og han var rusket til intens Virksomhed længe derefter.
Saaledes var han kommen til Vesterhavskysten denne Gang som ofte før. Stormen havde drevet ham fra Byen derover, for Stormvejr gik ham dybere til Hjærtet end nogen anden Naturytring. Han havde nogle Dage flakket vester i Jylland med skarpe Kryds som en betrængt Skude, der skal strande et Sted, men ikke tør vælge. Ved en Tilfældighed blev han forslaaet til Kysten ved Vorupør, ud for Thisted. Vorupør var Hjemstedet for den største samlede Fiskerbefolkning paa Vestkysten næst efter Esbjerg og Skagen. Det var dygtige og dristige Folk, op imod et Par Hundrede Fiskere, to Tredjedelen eller flere af dem var Indremissionen ivrig hengiven, ledede af en Præst uden Embede, som boede og virkede der i Sognet, og af Sognets Lærer, som var født der og i sin Tid selv havde været Fisker; og med den for de Hellige egne Samfølelse hjalp disse Fiskere hinanden frem, ogsaa i verdslige Forhold, saa at de økonomisk sad langt bedre i det end de vantro Fæller, med hvem de havde det mindst mulige at bestille. Man kunde se det paa Husene, at Kaarene var forbedret for de Hellige, de rev de gamle maleriske Hytter ned og byggede højloftet og sundt – men kedeligt. Og man kunde se paa deres Ansigter, naar man traf at komme til Stranden en Dag, hvor mange Fiskere var beskæftigede paa den fælles Landingsplads i Nørre Vorupør inden for det skærmende Stenrev, – Ansigterne bar Velplejethedens Præg, der var ikke længer Drukkenskabstegn at spore som hos adskillige af de Vantro, der klumpede sig sammen nordligst paa Landingspladsen som noget for sig, endda der ikke var synderlig andet, der holdt sammen paa dem end den fælles men afmægtige Trods mod Missionen, hvis Fiskere her, paa Skolelærerens indflydelsesrige Initiativ, alle fiskede i Kompagni og til fælles Udbytte og var organiserede i en Eksportforening, hvorved de undgik Mellemhandlere. Her praktiseredes altsaa en Art Kommunisme, der virkelig var beundringsværdig og vistnok enestaaende i Landet.
Kro fandtes ikke i Vorupør, ingen større Gaarde heller. Ved Stranden traf Holst Præsten og talte med ham, en af Indremissionens Førstemænd, en sværlemmet Kæmpe med stort Skæg og lyse, fortræffelige Øjne, der kunde tindre baade af Idealisme og Malice. Han blev budt med Præsten hjem, blev hans Gæst og havde til glædelig Berigelse for sin Menneskekundskab boet i flere Dage i dette udskregne Hellighjem uden at opdage andre graverende Symptomer paa landefarlig Sortsyge, end at der blev drukken Kirkevin og bedt Bøn ved Bordet, begge Dele lige uskadeligt … Og nu gik han altsaa Strandvagt – med en hellig Fisker.
Fiskeren mælede stadig ikke et Ord, han stævnede forsigtigt frem, for Sandflugten forvirrede ham, skønt han nøje kendte Terrænet. Men det kunde blive skæbnesvangert at færdes her i skødesløs Tryghed. Traadte man for yderlig paa Klitten, og Sandet skred under En, kunde man uhjælpeligt styrte ned paa Forstranden og blive revet væk af Bølgesuget, som skar helt ind under Klittens Fod. Holst huskede, hvorledes han engang i Barneaarene havde set en Mand, der badede i Strandkanten, miste Fodfæstet, da Suget hvirvlede tilbage, set ham trimle om og blive ført ind under Brændingsfaldet og videre ud med Strømmen, der ikke slap ham levende i Land. Og han vidste, at Redningsbaaden et Sted paa Kysten nær var gaaet bort engang, da den under paalands Storm kørtes langs med Klitten, hvor Søerne skyllede op; der var fuldt Forspand for, otte Heste, og det hele Mandskab gik ved Baadsiderne for at støtte Køretøjet i den svære Blæst – da skyder et Bølgeskvalp sig op under Hjulene og ind mod Klitskraaningen, hvorfra det fosser tilbage med saa megen Kraft, at den tungt belastede Vogn løftes og flyder, og Hestene, der kom i Vand til over Bugen, blev trukne med udefter, medens Mændene tumlede mellem hverandre. Alene en Grusbarre, der havde dannet sig just dér i Havstokken, og som bræmsede for Mennesker og Vogn og Dyr, hindrede Ulykken, der ellers var overhængende …
Holst var træt allerede og pustede. Han følte sig drivende varm paa Ryg og Bryst, bare man kunde sagtne Tempoet lidt, men Fiskeren arbejdede videre i samme stride Gangart. Holst maatte følge Trit, og han vilde det. Han spændte kraftigt til og naaede et Par Skridt foran sin Ledsager, men pludselig træder han ud i den tomme Luft i Stedet for, som han troede, paa en uplantet Sandflade, og han styrter hovedkulds ned ad Klitsiden med Sandet knasende om sig og Stjerneeksplosion for Øjnene … Nede i en Vig kom han paa Benene igen og stod i sammenstuvet Havskum til Skridtet. Han var vaad og fortumlet men havde dog Klarhed nok til øjeblikkelig at springe ind til Klitkanten og bjerge sig et Stykke op, inden Havet kom. Han gravede med Hænderne i det kolde Sand, greb hidsigt for sig og pressede paa med Knæerne. Stadig gled der Sand under ham, alligevel avancerede han og naaede Toppen gispende som en overanstrængt Svømmer.
Men hvor var Fiskeren? Havde Vorherre taget ham til sig? Holst raabte af alle Stemmemidler et »Hov!« der næsten ikke var til at høre, det gav ikke Klang af nogenting. Fiskeren havde dog hørt det, ogsaa han var drattet ned men ikke saa langt som Holst og kom nu krybende efter Lyden paa alle fire og med lukkede Øjne mod det piskende Sand.
Holst havde mistet sin Stok.
»Ja-ja,« trøstede Fiskeren, »det var endda godt, De ett mistede andet. For det var en slem Rejse.«
De samlede begge lidt sammen paa sig og svingede et Stykke indefter og inden om Vigen. Her skraanede Klitten, og snart var de nede i Niveau med Stranden, hvor Vinden ikke føltes nær saa skarp som oppe paa Sandtoppene. De vadede gennem Skummet, der lysnede af sølvhvid Morild for hvert Skridt, de tog. Vejrets Larm kogte ligesom lidt fjernere.
Holst, der fulgte klods op ad Fiskeren, raabte ham ind i Øret: »Det er uforsvarligt at gaa ene Mand Strandvagt her. Norden for Hirtshals er der altid to i Følge.«
Fiskeren gik lidt uden at svare. Saa vendte han et roligt Ansigt lige ind mod Holst og sagde tillidsfuldt, men saa svagt, at Holst maatte anstrænge sig for at høre Ordene: »A gaar heller ett ene.«
»Nej, i Aften ikke,« svarede Holst, »men dog ellers!«
Atter vendte Fiskeren sit skarptskaarne Ansigt mod Holst med et fast Udtryk om Munden – Øjnene kunde Holst ikke rigtig se. Og han sagde med Vægt: »Guds Børn gaar aldrig ene. Vi har Jesus med os!«
De strittede videre i Tavshed, tæt mod hinanden. Fiskeren gik yderst og havde vaagent Udkig mod Havet efter Blus saavelsom efter Sø, for nu var de naaede Vigen og et fladt Sandstrøg igennem og havde atter Vejen spærret af en Klitkæde, som de skulde bestige. Søen sendte med halve Minutters Mellemrum lange slikkende Skumbuer op mod det Kystværn af Sand, Naturen selv har rejst til Landets Dækning. Snarraadigt maatte man vare sig for, at man ikke skulde blive omgaaet af det jagende Slik, her i Mørket, hvor man ikke kunde skelne Lyden af Skumsprøjtet og knapt nok øjne det, før man havde det en Favn fra sig. Saa gjaldt det om at skynde sig op ad Klitskraaningen, men Kapløbet gav altid et bankende Hjærte og ofte Vand i Støvlerne … Og netop som de engang ved en hastig Retræte havde undgaaet det værste af en Sø, ser de noget langagtigt mørkt brase med Skummet op mod Klitten en Alen under deres Fødder. Holst tænkte straks paa Lig; det jog hedt igennem ham. Men lige, da han vendte sig og saa' nøjere til, forstod han, at det mørke var et Vragstykke. Det kunde ellers blevet en ubehagelig Kollision, om han havde været ude for Vragstykket, dèr hvor det kom.
Flere Skibsdele kom skvulpende med Søerne – itubrudte Spanter, knækkede Planker, en Stump Raa.
»Stranding«, sagde Holst.
»Sønderpaa et Sted, Strømmen bærer Nord i,« nikkede Fiskeren.
Mere talte de ikke om den Ting. De stirrede begge ud over Havet – intet Lys at se!
Men Holst kunde ikke fri sig for en beundrende Følelse over for den hellige Fisker, der gik sin farlige Strandvagt saa støt i Jesu Varetægt. Det maatte være en mægtig Trøst paa saadanne Ture at vide sig beskyttet af Jords og Havs højeste Kraft, aldrig at føle sig ene, men tro sig beskuet af et evigt vagtsomt Faderøje, nære en uomstødelig Tillid til, at intet skete, som ikke var Herrens Vilje, og at Herrens Vilje evig og altid var den bedste, den eneste rette. Man kunde ikke underkende det værdifulde i en saadan Tro for disse Mennesker, som paa deres nuværende Udviklingstrin af Tradition og Trang havde overnaturlig Støtte behov, og som gjorde deres hjemlige Liv agtværdigt, i deres vanskelige Erhverv dreves frem til Energi og under de store tragiske Tildragelser paa Kysten øvede Barmhjærtighedsbedrifter fri for personlige Bihensigter netop udelukkende i Jesu Navn og for hans Evangeliums Skyld.
Men