Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen. Erichsen Ludvig Mylius
Читать онлайн книгу.
ubevægelig Sikkerhed svarede Fiskeren: »Jo saamænd, for os at tykke. Men vort Syn rækker ett langt. Den, der gaar alene, uden menneskeligt Følge, han kan sommetider overtænke vigtige Ting, som ett falder os ind eller som vi sludrer fra os, naar vi gaar flere sammen. Herren har sin Mening med Ordningen som den er, det er nu sikkert nok.«
Den anden Fisker skuttede sig og sagde, med ægte lunt vestjydsk Ræsonnement: »Men en Krones Penge mér for Vagten, det vilde Vorherre ikke misunde os, det er A vis paa, naar vi beder om det i Jesu Navn. Men det skal jo gaa igennem Rigsdagen. Og der er jo Fejler ved alle jordiske Ting.«
Holst tog Afsked. Han lo fornøjet, mens han gik, og næsten glemte sin Træthed. Det havde været en herlig Tur.
Ovre hos Præstens var der Lys endnu, og da Holst havde taget Ydertøjet og de tunge Skaftestøvler af i Entréen og let, som et pludseligt befriet Lastdyr, gik op ad Trappen til sit Værelse, hørte han raske Trin i Stuen. Det var Præstefruen.
»Jamen, De skal rigtignok have Kaffe«, sagde hun efter ham, med en Køkkenlampe hævet over Trappegelænderet.
»Og Fruen har siddet oppe for min Skyld!« beklagede han.
»Hvad saa! Det skal De ikke bryde Dem om. Jeg har skrevet Julebreve imens og pakket Kagekasser til min Familje i København. Kom nu ind!«
Og ind i Stuen gik Holst. Der duftede af Kaffe og brune Pebberkager. Fruen var fuld af Omhu mod ham, vildt fremmede Menneske, han maatte da endelig drikke og spise, det var ham saa vel undt altsammen. Tilsandet og smudsig og forvarmet som han var, sad han dér i den lille Stue, der havde bofæstede og stavnsbundne Folks hyggelige Hjemmepræg, og styrkede sig og hørte Fruens dæmpede Tale om alt det, hun havde faaet bestilt i de fredelige Nattetimer, hvor alle de andre i Huset sov. Om tre Dage var det jo Jul, saa der var en Travlhed, maatte han tro: Rengøring og Bagning og Brasen, Julehilsener og Juletræ – og saa den aandelige Forberedelse til Højtiden.
Han blev greben af den stille Jule-Lykke, Hjemmet rummede. Han tænkte paa sit Barndomshjem, der mindede saa meget netop om Præstens her … men de lejede Stuer, han havde i København – ak nej, de besad ikke den Trolddom, der bandt.
Bekymret gik han op paa sit Værelse. Men da han havde faaet sig afklædt og vasket og badet – han var som pudret med Sand over hele Kroppen – og han laa i hvilende Velvære i den venlige Seng, rakte han Hænderne takkende ud, at det dog ikke var bleven hans Lod at sidde i Jule-Huslighed til Halsen – og blive kvalt.
Han var fri Mand og kunde fare den vide Verden igennem som han vilde. Lykkelig? – var han egentlig lykkelig? Aa nej! Han forlangte heller ikke at være det. Lykke bundede i Tilfredshed, Tilfredshed var Stagnation. Hans Devise var: »Naa – videre!«
Der gaves ikke Lykke for den urolige, men Momenter af opstemt Sjælsbevidsthed, Glimt af den sublimeste Skønhed, af Liv, af Liv – dem kunde man jo saa benævne lykkelige, om de endelig skulde have Etikette.
Her ved Vesterhavet var der disse Glimt, dette Liv. I Nat havde det været saadan. Der var de store Øjeblikkes Vingesus gennem Vejret …
Det ny Testamente laa opslaaet paa Natbordet: Begyndelsen af Johannes Aabenbaring … Ja, ikke saa galt valgt af Præsten, tænkte Holst og læste, med tilkæmpet Vaagenhed. Men han var træt, sødelig træt, og Stormnattens mægtige Aabenbaringer dirrede ham gennem alle Nerver. Han faldt i Søvn for brændende Lys.
Jo – det havde været én af de storladne Nætter paa Kysten, en tragisk Nat. Der var strandet et Skib udfor Agger, ingen vidste Navn og Nationalitet paa det. Det var søndersprængt, ikke et levende Liv kom i Land, Kysten mange Mil nordpaa laa oversaaet med Vragstumper. Og mere end ét Sted drev der Lig ind … Og samme Nat forliste en Marstaller Skonnert totalt oppe ved Gammel Skagen. Strandvagten havde gennem det forrygende Vejr pludselig set en rød Lanterne – bare et Øjeblik – og intet mere. Dagen efter var Skonnerten Splinter og Billinger og Mandskabet begravet i den rivende Strøm. Ingen saa' dem siden …
En stærk Puls slog her paa hele denne Kyst, den særeste i Landet. Her var godt at leve en Tid, fra Skagen til Fanø, ét Sted eller flere, hvor Tilfældet førte det med sig, og være Folket nær i dets Liv og Kamp, i det daglige Stræb som naar de store Handlingens Øjeblikke greb ind. Her spilledes det mægtige Drama, Livets eget, uden digterisk Tilsæt, uden scenisk Udpyntning … Tingene virkede som de var; – hvem der dog kunde gengive dem uden Fortegning! …
EN REDNINGSMAND
I en lav lille Skagbostue sidder gamle Niels Jensenius og bøder Garn. Han er skrøbelig nu men vil ikke rigtig være ved det, han kan ikke forstaa, at Kræfterne slipper op efterhaanden som Aarene glider. Var ikke netop den Sygdom i Fødderne kommen over ham, havde han vel endnu, trods sine femoghalvfjerds, drevet Fiskeri med de bedste. Nu maa han sidde stille indendørs og høre efter Vejret og spørge Nyt fra Stranden, naar Sønnerne kigger ind.
Han er ked af det, gamle Niels Jensenius. Og var ikke Konen rask nok endnu til at hæge om ham, blev det nok rent galt med Humøret.
De sidder, de to trofaste gamle Slidere, og snakker med spinkle Stemmer om før i Tiderne, om hvordan det den Gang gik med Fiskeriet, og om alle de mange Strandinger der kom. I toogtyve Aar stod Niels Jensenius ved Redningsbaaden og har været med til at bjerge mange Folk, flere Hundrede, han har ikke selv Tal paa dem, han er en beskeden Natur, uden ringeste Spræl. Paa Væggen over Dobbeltsengen hænger der et Hædersdiplom fra den hollandske Regering med Tak for hans menneskekærlige Daad. I Æsken paa Kakkelovnshylden ligger den engelske Guldmedalje, som Niels Jensenius modtog efter »Mispah«s Stranding. En anden Æske rummer Dannebrogsmændenes Hæderstegn, som Niels Jensenius har haft i sytten Aar, lige fra han traadte ud af Redningsvæsenet, men kun baaret to Gange; det var da Borgmesteren nede paa Kontoret hæftede ham Korset paa Frakkeopslaget og sagde, at nu skulde han bære det gennem Byen til sit Hjem; og saa var det den Gang, Lars Kruse blev begravet.
Konen, som sidder ved Dobbeltsengen med et sammenlagt Lommetørklæde mellem sine magre, blanke Fingre, hvor Aarerne knudrer sig under den tynde Hud, er Søster til Lars Kruse. Og Lars og Niels Jensenius var altid gode Venner og Baadfæller. Det var under Lars Kruses Fraværelse paa Kutterfiskeri, at Niels Jensenius var Fører af Redningsbaaden og bjergede Folkene fra Mispah.
Konen er krumsluttet af Alder og Gigt, hun er en proper gammel én, Haaret ligger sirligt glattet under Kappen med den hvide Strimmel; hendes lyse Øjne er gode og livlige, de vidner om et ømt Sind og en klar Forstand. Hun har haft en drøj Tid med Manden de seks Aar han nu har haft Sygdommen i Fødderne; ikke saadan at forstaa, at Niels Jensenius er urimelig og vrissen, men han har døjet de forskrækkeligste Smærter og Maaneder igennem ikke kunnet finde Ro i Sengen men siddet oppe, Døgn efter Døgn, dèr i Slagbænken paa en Pude og med Benene skraat ned for sig paa en høj, polstret Skammel.
Ingen skulde se paa Niels Jensenius nu, at han indtil for faa Aar siden har været kærnekraftig. Afpillet er hans Krop og sammensunken, næsten lutter Knogler, Ansigtet er indfaldent, Skægget stritter graat under Hagen, og det lange Haar hænger glansløst ned under Hatten, som luner ham for Træk fra Vinduerne. Øjnene er store og matte, ved Næseroden kommer der nogle anstrængte, forpinte Rynker, naar han tænker. Ordene falder langsomt fra ham, men det, han siger, særer godt nok; der er ingen Sludder ved ham som ved de fleste af de andre gamle aflægse Skagboer fra Lars Kruses Baadhold, som har taget Skade af Brændevin og Badegæster. Snarere er Niels Jensenius sén af Mund, men det er jo bedre at sige en bitte Smule, som er godt, end en hel Hoben Usselhed; det maa man give hans Kone Ret i.
Конец ознакомительного фрагмента.
Текст предоставлен ООО «ЛитРес».
Прочитайте эту книгу целиком, купив полную легальную версию на ЛитРес.
Безопасно оплатить книгу можно банковской картой Visa, MasterCard, Maestro,