Urantia Bogen. Urantia Foundation
Читать онлайн книгу.
længere som Faderens stedfortrædere men med egen ret og i eget navn som ”Kongernes Konge og Herrernes herre”. Med visse angivne undtagelser er disse syvfoldige Overdragelses Sønner de ubetinget højeste i de universer, hvor de har deres bolig. Vedrørende hans lokalunivers er ”al magt i himlen og på jorden” overgivet til denne sejrende og tronende Mestersøn.
21:4.6 (240.2) Efter at de har afsluttet deres overdragelses livsforløb regnes Skabersønnerne som en særskilt klasse: de syvfoldige Mestersønner. I deres person er Mestersønnerne identiske med Skabersønnerne, men de har gennemgået en så unik overdragelses oplevelse at de almindeligvis anses for at tilhøre en anden klasse. Når en Skaber værdiges for at gennemføre en overdragelse, bliver følgen en virkelig og bestående forandring. Det er sandt at overdragelses sønnen vedvarende og ikke desto mindre er en Skaber, men han har lagt et skabt væsens erfaring til sin natur, hvilket for evigt flytter ham fra en Skabersøns guddommelige niveau og ophøjer ham til det erfaringsmæssige niveau for en Mestersøn, en som fuldt har fortjent retten til at herske over et univers og administrere dets verdener. Sådanne væsener legemliggøre alt, som kan fås af guddommelige forældre og omslutter alt, som stamme fra at få erfaring som fuldbyrdet skabt væsen. Hvorfor skulle mennesker begræde deres ydmyge oprindelse og deres påtvungne evolutionære karriere, når selveste Guderne må gå gennem en tilsvarende erfaring inden de regnes som erfaringsmæssigt værdige og kompetente for til sidst og helt at herske over deres universdomæner!
5. Mestersønnernes forhold til universet
21:5.1 (240.3) En Mester Mikaels styrke er ubegrænset, fordi den stammer fra oplevet association med Paradistreenigheden og ubestridt, fordi den stammer fra faktisk erfaring som selve de væsener, der er underlagt denne selvsamme myndighed. En syvfoldig Skabersøns suverænitet er højest i sin natur fordi den:
21:5.2 (240.4) 1. Omfavner Paradisguddommens syvfoldige synsvinkel.
21:5.3 (240.5) 2. Indbefatter den syvfoldige holdning hos tidens og rummets skabte væsener.
21:5.4 (240.6) 3. Perfekt syntetiserer Paradisets attitude og de skabtes synsvinkel.
21:5.5 (240.7) Denne erfaringsmæssige suverænitet indeholder således hele Gud den Syvfoldiges guddommelighed, som kulminerer i det Højeste Væsen. En syvfoldig Søns personlige suverænitet er ligesom den en gang afsluttet Højeste Væsens fremtidige suverænitet og omfatter således det største mulige indhold af Paradistreenighedens magt og myndighed, som kan komme til udtryk indenfor de pågældende tid-rum grænser.
21:5.6 (240.8) Når en Mikael Søn opnår højeste suverænitet i lokaluniverset forløses han fra kraften og muligheden til under den nuværende universtidsaldre, at skabe helt nye typer af væsener. Men en Mestersøns tab af kraft til at grundlægge helt nye klasser af væsener indvirker på ingen måde på arbejdet med livs udformningen som allerede er etableret og som befinder sig i udviklingsprocessen; dette enorme program for universets evolution fortsætter uden afbrydelse eller indskrænkning. Når en Mestersøn opnår højeste suverænitet medfører dette ansvaret for personlig hengivelse til at fostre og administrere det, som allerede er formet og skabt og det som senere vil blive produceret af dem, som dertil er blevet formet og skabt. Med tiden kan det fremkomme en næsten endeløs udvikling af forskellige væsener, men ingen helt nye mønstre eller typer af intelligente væsener vil herefter få sin begyndelse direkte fra en Mestersøn. Dette er det første skridt, begyndelsen på en stabiliseret administration i hvert lokalunivers.
21:5.7 (241.1) Ophøjelsen af en syvfoldig overdragelses søn til ubestridt suverænitet i hans univers betyder, begyndelsen på enden af en årelang usikkerhed og relativ forvirring. Efter denne begivenhed, kommer det som ikke engang kan åndeliggøres til slut vil blive opløst og at det som ikke engang kan koordineres med kosmisk virkelighed til slut vil blive ødelagt. Når forrådet af endeløs barmhjertighed og unævnelig tålmodighed er udtømt i en anstrengelse til at vinde viljevæsnernes loyalitet og hengivenhed i verdnerne, da tager ret og retfærdighed over. Det som barmhjertighed ikke kan rehabilitere, det vil retfærdigheden til sidst tilintetgøre.
21:5.8 (241.2) Mester Mikaelerne er højeste i deres egne lokaluniverser når de en gang er installeret som suveræne herskere. De få begrænsninger som findes for deres styre kommer sig af visse kræfter og personligheders kosmiske præeksistens. I øvrigt er disse Mestersønner højeste i autoritet, ansvar og administrativ magt i deres respektive universer; de er i egenskab af Skabere og Guder højeste i praktisk taget alting. Der findes ingenting udover deres visdom når det gælder funktionerne i et givet univers.
21:5.9 (241.3) Efter sin ophøjelse til stabiliseret suverænitet i et lokalunivers har en Paradis Mikael fuld kontrol over alle andre Guds Sønner som virker indenfor hans domæne, og han kan frit regere i overensstemmelse med hans begreb om behovet i hans verdner. En Mestersøn kan i overensstemmelse med sin vilje ændre på ordningen af de åndelige domskendelser og evolutionære tilpasninger på de beboede planeter. Og disse Sønner udfører og gennemfører deres egne valgte planer i alle sager som gælder specielle planetariske behov, i særdeleshed med hensyn til de verdner som de har besøgt som skabte væsener og endnu mere når det gælder verden for deres afsluttende overdragelse, den planet hvor de har inkarneret i kødelig form.
21:5.10 (241.4) Mestersønnerne ser ud til at stå i fuld kommunikation med deres overdragelses verdner, ikke kun de verdner som de personlig har besøgt men alle verdener hvorpå en Administratorsøn har overdraget sig. Denne kontakt opretholdes af deres egen åndelige tilstedeværelse, Sandhedens Ånd, som de kan ”udgyde over alt kød”. Disse Mestersønner opretholder også en ubrudt kontakt med den Evige Moder-Søn i altings centrum. De besidder en sympatisk forståelse som strækker sig fra den Universelle Fader i det høje til det planetariske livs ydmyge racer i tidens verdner.
6. Mester mikaelernes skæbner
21:6.1 (241.5) Ingen kan med endelig autoritet tage sig friheden til at diskutere, hverken naturen hos eller skæbnen for lokaluniversernes syvfoldige Mesterherskere; trods dette spekulerer vi alle meget omkring disse spørgsmål. Vi har lært, og vi tror, at hver Paradis Mikael er det absolutte af de dobbelte guddomsbegreber, som udgør hans oprindelse; således legemliggør han de faktiske faser af den Universelle Fader og den Evige Søns uendelighed. Mikaelerne må være partielle i forhold til den samlede uendelighed, men de er antagelige absolutte i forhold til den del af uendeligheden som berør deres oprindelse. Men som vi observerer deres arbejde i den nuværende universtidsaldre, opdager vi ingen handling, som er mere end finit; al superfinit kapacitet som kan tænkes må være indesluttet i sig selv og endnu uåbenbaret.
21:6.2 (242.1) Fuldførelsen af overdragelses karriere som skabt væsen og ophøjelsen til højeste suverænitet i universet må betyde en afsluttet befrielse af en Mikaels begrænset handling kapacitet, efterfulgt af fremkomsten af kapacitet for mere end begrænset tjeneste. For i denne sammenhæng noterer vi, at disse Mestersønner derefter er begrænset i frembringelsen af nye typer af skabte væsener, en begrænsning som utvivlsomt er nødvendiggjort af befrielsen af deres superendelige potentialer.
21:6.3 (242.2) Det er højst sandsynligt, at disse uafslørede skaberkræfter forbliver indesluttet i sig selv under hele den nuværende universtidsaldre. Men engang i en meget fjern fremtid, bland de nu mobiliserende universer i det ydre rum, tror vi, at forbindelsen mellem en syvfoldig Mestersøn og en syvende stadiets Skabende Ånd kan nå op til absonitte tjenesteniveauer, forenet med fremkomsten af nye ting, betydninger og værdier på transcendentale niveauer af ultimative univers betydning.
21:6.4 (242.3) Således som den Højeste Guddom aktualiseres gennem erfaringsmæssig tjeneste, så opnår Skabersønnerne den personlige realisering af Paradisets guddommeligheds potentialer som findes bundet op i deres uudgrundelige væsen. Da Kristus Mikael var på Urantia sagde han en gang: ”jeg er vejen, sandheden og livet.” Vi tror, at Mikaelerne i evigheden bogstavelig er bestemt til at være ”vejen, sandheden og livet”, for altid lysende og banende vejen for alle universpersonligheder, som den fører fra højeste guddommelighed gennem ultimativ absonitet til evig guddomsendelighed.
21:6.5