SundhedspAedagogik og sundhedsfremme. Aarhus University Press
Читать онлайн книгу.
på alderdommen afhænger på mange måder af de ‘briller’ eller den optik og forståelse, hvormed alderdom som fænomen anskues. Opgøret med den medicinsk funderede opfattelse af alderdommen som sidste trin på en livstrappe til et nyt bud på at forstå aldring som en social og kulturel konstruktion kan være frugtbart for at gøre op med opfattelsen af alderdom som tiden med nedsat funktionsevne og manglende kompetencer. I den forbindelse kan det være vigtigt at identificere nogle tilsyneladende ‘skjulte’ og oversete kategorier og optikker på ældre, aldring og alderdom.
At blive gammel er ikke en endimensional oplevelse, men konstruerer multifacetterede og varierede oplevelser og betydninger for den enkelte (Gergen & Gergen, 2003; Gubrium & Holstein, 2003a). Ældre er ikke ens, og de møder ind til alderdommen og ‘den tredje alder’ med meget forskellige ressourcer, ønsker og behov. Gruppen består bl.a. af seniorer, der lige er holdt op med at arbejde eller i kortere eller længere tid har afviklet tilknytningen til arbejdsmarkedet, seniorer, der i forskelligt omfang bevarer kontakten til arbejdsmarkedet, seniorer med lyst til og mod på at prøve nye livsveje, og endelig seniorer med forskellige fysiske, intellektuelle og sociale ressourcer og problematikker.
I en analyse af gruppen af ældre kan det derfor være frugtbart at rette fokus mod nogle oversete og underprioriterede områder om aldring og alderdom. Alderdom og aldring er et særligt livsafsnit med egne karakteristika. Men denne del af livet udgør også nogle særlige muligheder for den enkelte ældre for udvikling og læring, selvom den dominerende debat om ældre i offentlige rum på mange måder er præget af stereotypier og simplificerede forståelser af, hvordan livet som senior er og bør være. Lad os først vende blikket mod de pædagogiske værdier og visioner i en handlingsfremmende sundhedspædagogik for ældre.
Handlekompetence som udfordring i det sundhedspædagogiske felt for ældre
‘Den tredje alder’ er livsafsnittet, hvor arbejdslivet ophører eller nedtones, og de fysiske, mentale, sociale og økonomiske forudsætninger og ressourcer forandres. Det kan være en tid præget af eksistentiel angst for livets afslutning, men også af vilje og lyst til at forandre og udvikle sig i takt med de nye udfordringer, som denne tid også byder på. Sundhed betyder generelt meget for ældre, fordi den er fundamentet for at bevare et aktivt liv. At ældre udvikler handlekompetence over for ‘den tredje alders’ sundhedsproblemer, kan derfor være nødvendigt for at håndtere udfordringerne i denne del af livet.
Begrebet handlekompetence er ofte sat i forbindelse med værdier og idealer i forhold til at fremme demokrati (Jensen & Schnack, 1995; Simovska, 2007). Det er på mange måder et pædagogisk ideal og en vision om dannelsens indhold. I forhold til sundhed kan handlekompetence forstås som en kapacitet til at handle for egen og andres sundhed i den personlige og sociale omverden. Det drejer sig derfor både om det enkelte menneskes livsstil og de ydre levevilkår, som får betydning for, hvorhen handlinger skal rettes (Jensen, 1993; Simovska, 2007). Det kan være vigtigt at adskille handlinger fra andre former for aktivitet, netop fordi der er intentionalitet og vilje knyttet til handlinger. Handlinger er i modsætning til adfærd og aktiviteter målrettede, intentionelle og opstået som følge af en indsigt, der er resultatet af en bevidstgørelse. Handlinger adskiller sig fra adfærd og aktiviteter, fordi de er målrettede og intentionelle (Jensen & Schnack, 1994) – med andre ord har et udspring, en retning og et mål: Handlinger er bevidste, reflekterede og sandsynligvis velovervejede dispositioner, mens aktiviteter og adfærd er mere rutineprægede og indlejrede i dagligdagens andre gøremål. For at skabe forandring bliver en af de pædagogiske udfordringer at udvikle adfærd og aktiviteter til bevidste handlinger, fx ved at fremme bevidstgørelsesprocessen.
Hvilke pædagogiske og sundhedspædagogiske forhold gør sig særligt gældende, når målgruppen er ældre? Mange både nationale og internationale undersøgelser inden for uddannelsesforskning og den antropologisk-pædagogisk inspirerede forskning peger på, at handlinger er resultat af den subjektivitet og mening, de tillægges (fx Douglas, 2001; Gabrielsen, 1993; Levinson et al., 1996). Kostvaner, motionsvaner, livsstil og medicinforbrug er altså ikke ligegyldige aktiviteter, men er resultat af en række valg og omstændigheder, som er bundet op i subjektive betydninger og præferencer. Handlinger er ikke enkeltstående, isoleret i tid og sted, men er kontekstuelle, indlejret i bestemte mønstre og kæder af handlinger. Måske kan man endda med Bourdieu (1979) tale om en ‘sundhedshabitus’, som karakteriserer mennesker og deres praktiske sans og adfærd. Ældre mennesker har levet et langt liv, og derfor er måske i særlig grad rutiner og ‘indlejrethed’ af sundhedshabitus central. Bourdieu beskriver, hvordan menneskets habitus er de sammenhængende, sociale strukturer om måder at tro, tænke og handle på, som nedarves gennem generationer, som er klasse- og feltspecifikke og fungerer som måder til opretholdelse af social distinktion. Smag og præferencer, som har betydningfor, hvordan mennesker handler, kan være midler til at opretholde og reproducere kontrol og dominans. For eksempel kan det dominerende sundhedsparadigme, som ofte fokuserer smalt og negativt på individets sygdomssituation, risikere at blive forum for magtudøvelse, fordi det distancerer sig fra en helhedspræget opfattelse af mennesket.
En sundhedspædagogik for ældre, der sigter andetsteds end i reproduktion af det dominerende, medicinske sundhedsparadigme, bør derfor inddrage det hele menneske – og dermed også mindre synlige aspekter som fx følelser, praktiske hverdagserfaringer, værdier og normer i forskellige sociokulturelle felter, tavs viden. Sundhedspædagogikken bør sigte bredere end blot på livsstilsfaktorer og inddrage ‘den hele kontekst’. Med andre ord skal der formuleres mål, der sigter bredere på både livsstils- og levevilkårsniveau og inddrager de særlige forhold og måder, som ældre mennesker lever under.
En handlingsfremmende tilgang til sundhed kan sammenfattes som en bred, positiv, helheds- og handleorienteret viden og indsigt i sundhed; motivation, vilje og mod til at involvere sig og handle på det personlige og kollektive plan; evne til at udvikle visioner omkring sundhed, der går videre end på individplanet; og endelig kompetence til at opnå handleerfaringer gennem deltagelse med andre omkring sundhedsfremmende tiltag.
For gruppen af ældre kan handleerfaringer fx være mulighed for refleksion og konkret handling på forskellige niveauer, som det personlige hverdagsliv, ældres mødesteder og netværk i lokalområdet og det politiske niveau omkring ældreforsorg og -pleje. IVAC-tilgangen ‘Investigation – Vision – Action – Change’ (Jensen, 1997, 2004) er en konkret ramme relateret til Freires (1973) teorier til at tilrettelægge en sundhedspædagogik med et dialektisk samspil mellem udforskning, vision, handling og forandring. Processen spænder fra kritisk undersøgelse og refleksion til handling og forandring, dvs. hvor deltagerne er med til at udforske deres egen sundhed samt rammer og mål for denne.
Hvorvidt en gruppe af ældre involveres, deltager og får medbestemmelse i de forskellige ‘trin’ og områder i en given sundhedspædagogisk indsats, dvs. i hvilket omfang sundhedspædagogikken tager udgangspunkt i ældre, deres erfaringer og muligheder, kan derfor være udtryk for værdien af den pædagogiske indsats i forhold til at initiere handlekompetence. Med dette i erindring vendes nu blikket mod det første af tre centrale, men underkendte perspektiver på, hvad en handlingsfremmende sundhedspædagogik for ældre kan medtænke: hverdagsliv. Herefter følger perspektiverne om kritisk bevidstgørelse og udgangspunkt i ældres ressourcer.
Ældreliv og læring i hverdagslivsperspektiv
Det første perspektiv sætter fokus på hverdagens rolle i ældres liv og læring. Ældre er ikke længere i samme grad som før tilknyttet arbejdsmarkedet eller de samfundsskabte institutioner, men kan i højere grad selv tilrettelægge deres tid og handlinger. Det drejer sig om et liv med mindre skarpe distinktioner mellem hverdagsliv og resten af samfundet, fx arbejdslivet, og hverken om barndommens eller ungdommens tilknytning til skole og uddannelsesinstitutioner, eller voksenlivets tilknytning til arbejdsmarkedet. Ældres liv er på mange måder meget mere ‘hverdagsliv’ end for eksempel livet i voksenlivet er. Ældre er heller ikke nybegyndere, livet er gennemprøvet og praksisser er indarbejdet. Hvad betyder dette for ældres læring? Perspektivet om hverdagsliv og læring kan